Dato for udgivelse
26 nov 2008 09:47
Resumé

Satserne for privatpersoners køb og indførsel til eget forbrug ved rejse fra lande uden for EU forhøjes fra den 1. december 2008. De nye satser afhænger af, hvordan rejsen til EU foregår.


Fra den 1. december forhøjes satserne for, hvor meget der kan købes og indføres ved rejse fra lande uden for EU. Satserne gælder for privatpersoners indførsel til eget forbrug og afhænger af hvordan rejsen foregår.

Rejse med fly elle skib
Ved rejse med fly eller skib til EU forhøjes satserne for, hvad der kan købes og medbringes uden at betale told og afgifter fra 1.350 kr. til 3.250 kr.

- Hvis man rejser med fly eller skib til EU, må man nu købe og medbringe varer til eget forbrug for 3.250 kr., uden at der skal betales told og afgifter, forklarer Ulla Trolle, der er kontorchef i SKAT.

Rejse med bil, bus eller tog
Ved rejse med bil, bus eller tog til EU forhøjes satsen fra 1. december fra 1.350 kr. til 2.250 kr.

- Danmark er ikke landfast med lande uden for EU. Den nye sats for rejse over land er alligevel vigtig. Når man skal finde ud af hvilken sats man skal bruge, er det afgørende, hvordan man kommer ind i EU, og ikke hvordan man kommer til Danmark, forklarer Ulla Trolle.

Tobak, spiritus, parfume m.v.
Fra 1. december fjernes begrænsningen for indførelse af parfume, toiletvand, kaffe, kaffeessenser, te og teessenser. Samtidigt er der indført en begrænsning for indførsel af øl på 16 liter. Aldersbegrænsningen for indførsel af øl er - ligesom for spiritus, hedvin, bordvin og tobaksvarer - 17 år.

Læs mere om de nye regler i her

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18