Dato for udgivelse
18 Nov 2008 12:16
Resumé

Skatterådet har i dag vedtaget, at befordringsfradraget i 2009 øges i forhold til 2008. Rådet har samtidig besluttet en stigning i satsen for den skattefri befordringsgodtgørelse.


Skatterådet har på et møde i dag fastsat satserne for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse for 2009.

Befordringsfradrag
De første 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde vil i 2009 fortsat ikke udløse befordringsfradrag. Fra 24 og op til 100 kilometer vil fradraget udgøre 1,90 kroner pr. kilometer, og for kørsel fra 100 kilometer og opefter vil satsen være på 0,95 kroner pr. kilometer.

Satserne beregnes på baggrund af de variable omkostninger ved at køre i bil. Befordringsfradraget udgjorde for 2008 henholdsvis 1,83 kr. pr. kilometer fra 24 op til 100 kilometer og 0,92 kr. pr. kilometer for kørsel ud over 100 kilometer.

Skattefri befordringsgodtgørelse
Den skattefrie befordringsgodtgørelse op til 20.000 kørte kilometer vil i 2009 udgøre 3,56 kroner pr. kilometer. For kørsel udover de 20.000 kilometer vil satsen stige til 1,90 kroner pr. kilometer.

Den skattefri befordringsgodtgørelse skal ikke blot dække de variable omkostninger ved at køre i bilen, men også en forholdsmæssig del af de faste udgifter, der knytter sig til bilejerskabet.

I 2008 udgjorde den skattefri befordringsgodtgørelse op til 20.000 kilometer 3,47 kr. og 1,83 kroner for kørsel ud over 20.000 kilometer.

Godtgørelse for benyttelse af egen cykel, knallert eller 45-knallert er 0,40 kr. pr. km.

- Vi har valgt at sætte satserne op for næste år, fordi der er sket en generel stigning i priserne, der ligger til grund for beregningerne, forklarer Lida Hulgaard, formand for Skatterådet.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18