Dato for udgivelse
22 Sep 2008 13:41
Gyldig til
30 Nov 2009 15:20
Til
Færgeselskaber, rederier, tankstationer mfl, der opkræver vejafgift
Sagsnummer
08-007094
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé
Med virkning fra den 1. oktober 2008 afskaffes det fysiske vejbevis - dokumentation for vejafgift for lastbiler over 12 tons - og erstattes af en elektronisk registrering.

Ved nyhedsbrev af 17. juni 2008 orienterede vi om, at Folketinget har vedtaget lov nr. 518 af 17. juni 2008 om ændring af lov om afgift af vejbenyttelse for lastbiler med tilladt totalvægt over 12 tons (Digital registrering ved betaling af vejbenyttelsesafgift). De nærmere regler om registrering, betaling og refusion af vejbenyttelse vil fremgå af en bekendtgørelse, der forventes offentliggjort umiddelbart før 1. oktober 2008.

Det betyder, at det fysiske vejbevis afskaffes med virkning fra og med den 1. oktober 2008.

De vejbeviser, der er solgt før den 1. oktober 2008, er dog stadig gyldige til udløbsdatoen.

Selve afgiften opkræves med samme satser og på helt samme måde som hidtil.

I stedet for det fysiske vejbevis skal der ske en elektronisk registrering, i den database, der er udviklet i fællesskab mellem aftalelandende, dvs. Holland, Belgien, Luxemburg, Sverige og Danmark. 

Til brug for registrering af betalt vejafgift for udenlandske køretøjer har den tyske leverandør AGES indgået særskilt kontrakt med den enkelte forhandler om den fremtidige løsning, herunder opstilling af terminaler, etablering af datalinier, regler for provision mv.

Data der skal registreres i vejafgiftsdatabasen

Samtidig med betaling af vejafgift skal der ske en registrering af det pågældende køretøjs data. Det drejer sig om

- gyldighedsperiode for afgiftsbetalingen - dag, uge, måned eller år

- antal aksler og EURO-udstødningsklasse for køretøjet,

- køretøjets registreringsnummer og nationalitet.

Oplysningerne vil alene angå køretøjet og kan ikke henføres til en eller flere fysiske personer.

Registreringen sker via de terminaler, der er/bliver opstillet ved den enkelte forhandler af AGES.

SKAT foretager registreringen af oplysninger om danske køretøjer.

Refusion

For vejbeviser, der ikke er solgte, kan der ske en refusion af købsprisen ved indsendelse af vejbeviserne bilagt en samlet opgørelse til Skattecenter Hjørring, Parallevej 11, 9800 Hjørring.

Såfremt der i opstartsfasen skulle opstå tekniske problemer, anmodes forhandleren imidlertid om først at indsende de gamle vejbeviser ultimo oktober. Beviserne er som sådan ikke gyldige og må ikke udstedes eller anvendes efter 1. oktober 2008, medmindre SKAT giver besked om det modsatte.

Såfremt der efter den 1. oktober 2008 ønskes refusion af betalt afgift for en udenlandsk lastbil skal henvendelse herom rettes til den tyske leverandør AGES, der i samarbejde med SKAT (Skattecenter Hjørring) træffer afgørelse om anmodningen. Ejeren af et udenlandsk køretøj skal ved anmodning om afgiftsrefusion følge de procedurer og vedlægge den dokumentation, som AGES anviser.

Provision for solgte vejbeviser

Til brug for udbetaling af provision for solgte vejbeviser skal forhandleren inden udgangen af 2008 indsende en opgørelse over, hvor mange beviser, der er solgt i perioden 1. januar 2008 til 30. september 2008. Opgørelsen sendes til Skattecenter Hjørring.

Yderligere oplysninger

Opstilling af salgsterminaler mv. sker via det tyske firma AGES, og spørgsmål om registrering, drift, vejledning i brug af terminal mv. bedes rettet til AGES, jf kontraktmaterialet fra AGES.

Såfremt du ikke har hørt fra AGES eller har spørgsmål til det modtagne materiale fra AGES mv. kan du også kontakte SKATs Hovedcenter, Motorenheden, chefkonsulent Jørn Nysum Schoop, telefon 7237 3771, mail jorn.schoop@skat.dk eller specialkonsulent Michael Munkebæk,telefon 7237 3787, mail: michael.munkebaek@skat.dk.

Yderligere oplysninger kan også fås via www.skat.dk.

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen