Ved lov nr. 335 af 7. maj 2008 indførtes med virkning fra og med den 5. december 2007 regler om beskatning af betalingsrettigheder, mælkekvoter og sukkerroer ved flytning til og fra Danmark.

Indtræden af skattepligtDet følger af AL § 40 D, stk. 1, 1. pkt., at en betalingsrettighed, mælkekvote eller leveringsrettighed for sukkerroer, der bliver omfattet af skattepligt her i landet, og som ikke i forvejen er omfattet af skattepligt her i landet, skal indgå på saldoen som nævnt i § 40 C med en anskaffelsessum, der opgøres til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. SEL § 4 A og KSL § 9. Ved anvendelse af denne regel sidestilles det med indtræden af skattepligt her i landet, når en person eller et selskab m.v. efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende i Danmark.

Ophør af skattepligtI det indkomstår, hvor skatteyderen afstår det sidste af saldoens underliggende aktiver, eller det sidste af saldoens underliggende aktiver udløber, medregnes fortjeneste eller tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for afståelsesåret. Dette følger af AL § 40 C, stk. 11, jf. nærmere afsnit E.C.5.4.3.1. For skatteydere omfattet af reglerne i § 40 C finder denne bestemmelse ifølge AL § 40 D, stk. 2, 1. pkt., tilsvarende anvendelse ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori dansk beskatningsret er ophørt, forudsat at den danske beskatningsret er ophørt af en anden grund end den skatteyderens død. Værdien ved skattepligtens ophør træder dog i stedet for afståelsessummen. Ved anvendelse af reglen i AL § 40 D, stk. 2, 1. pkt., sidestilles det ifølge AL § 40 D, stk. 2, 2. pkt., med ophør af skattepligt, når en person eller et selskab m.v. efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende uden for Danmark. For selskaber m.v., der er skattepligtige efter SEL § 2, stk. 1, litra a, finder SEL § 7 tilsvarende anvendelse i den situation, hvor der indtræder skattepligt efter AL § 40 D, stk. 2, 1. pkt., fordi betalingsrettigheder, mælkekvoter eller leveringsrettigheder for sukkerroer, som indgår som en del af erhvervsvirksomheden med fast driftssted her i landet, ophører med at være en del af denne erhvervsvirksomhed, uden at erhvervsvirksomheden med fast driftssted i øvrigt ophører.

Skat, der er betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland af gevinst ved afståelse af betalingsrettigheder, mælkekvoter og leveringsrettigheder for sukkerroer, kan efter AL § 40 D, stk. 3, fradrages i den beregnede skat efter AL § 40 D, stk. 2, i det omfang den skattepligtige godtgør, at den betalte skat vedrører den gevinst, der er beskattet her i landet. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den beregnede danske skat af denne gevinst. Hvis der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland, gives der dog ikke fradrag for et større skattebeløb end det, som denne stat, Færøerne eller Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære. Hvis skatten nedsættes efter AL § 40 D, stk. 3, tilbagebetales eventuel for meget betalt skat efter anmodning med en rentegodtgørelse på 6 pct. årligt fra betalingstidspunktet. Rentegodtgørelsen medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det følger af reglerne i KSL § 73 E, at personer kan få henstand med betaling af skatter beregnet efter AL § 40 D, stk. 2, 1. pkt., når betalingen skyldes ophør af skattepligt efter KSL § 1, ligesom personer kan få henstand med betaling af skatter beregnet efter AL § 40 D, stk. 2, 2. pkt.