Dato for udgivelse
18 jun 2008 09:21
Resumé

Efter sommerferien går SKAT i gang med en landsdækkende kontrol i vognmandsbranchen. Kontrollen rettes mod dem, der glemmer at selvangive omsætningen, glemmer noget af momsen eller har sorte ansatte. Hører man til de glemsomme, kan man nå at komme SKAT i forkøbet, ved at få det hele med på selvangivelsen, der skal afleveres senest den 1. juli.  


SKATs erfaringer fra forskellige kontroller i vognmandsbranchen viser, at det er et område, hvor der kan findes fejl. SKAT iværksætter derfor efter sommerferien en landsdækkende kontrol af branchen.

- Hvis man er én af de vognmænd, der ikke husker at angive hele omsætningen eller momsen og måske har sorte ansatte, så kan man nå at komme os i forkøbet, ved at huske at selvangive det hele senest den 1. juli 2008, forklarer fagchef Erik Bank, der er tovholder på indsatsen overfor vognmandsbranchen.

På basis af en risikovurdering finder SKAT de virksomheder, som kontrollerne skal ramme. Erfaringerne viser, at manglende omsætning og krympede momsangivelser er blandt favoritterne i de virksomheder, som ikke følger reglerne.

- Vores systemer er nu så gode, at de kan finde de virksomheder, der ikke ser ud til at følge spillereglerne. Derfor giver vi nu virksomhederne en mulighed for selv at rette op på forholdene, inden vi kommer på besøg, fortæller Erik Bank.

I branchen er SKAT desuden stødt på en del aktive virksomheder, der slet ikke eksisterer officielt. Her er al indtægt sort. Der trækkes ikke skat fra de ansattes løn, og virksomheden afregner hverken moms eller skat.

- Hvis man driver den type virksomhed, så er man med til at skabe en skævvridning af konkurrencevilkårene. Det er unfair konkurrence over for alle med orden i tingene. Og det gør vi noget ved, understreger Erik Bank.

Det kan blive en dyr fornøjelse, når man bevidst snyder med skat og moms. Man skal typisk betale en bøde, der udgør det dobbelte af, hvad der er snydt for. Snydes der for mere end 100.000 kr. sendes sagen til politiet, og så kan man risikere at komme i fængsel.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; virksomheder: 7222 1818