Dato for udgivelse
27 jan 2004 13:27
Resumé

ToldSkat kommenterer dagens omtale af en indsats over for de 100 største virksomheder i København. ToldSkat kan nemlig både servicere og kontrollere flere brancher på én gang.


ToldSkat kommenterer Jyllands-Postens artikel ”ToldSkat gransker topchefers lønforhold” fra tirsdag den 27. januar.

 

Kiosker

 

Kontrollen mod kiosker og restaurationer har stadig en uændret topprioritet i ToldSkats kontrolindsats.

 

Udover kiosker kontrollerer ToldSkat selvfølgelig også landets øvrige virksomheder. I den løbende kontrol sætter vi særligt fokus på bestemte brancher og/eller problemstillinger. I dette tilfælde er det altså øget fokus på de største virksomheder i København.

 

Det er derfor ikke korrekt, når det af artiklerne fremstår, som om ToldSkat nu vil nedprioritere indsatsen over for kiosker.

 

Kontrolerfaringer

 

Det er ToldSkats ønske at servicere landets virksomheder så godt som muligt, og vi arbejder derfor på en model, der gør det muligt at offentliggøre vore erfaringer fra kontrolbesøg via internettet.

 

Dermed vil det være muligt for virksomheder og rådgivere at se, hvor vi har konstateret fejl i regnskaberne, så de selv kan undgå at lave tilsvarende fejl.

 

Resultaterne og de konstaterede fejl fra indsatsen over for de største virksomheder i København vil blive offentliggjort via en pressemeddelelse, når vi er færdige med at gennemgå virksomhedernes regnskaber.

 

Hvor kontrollerer vi?

 

Den særlige indsats over for 100 store virksomheder omfatter kun København, hvor 80 pct af landets største virksomheder er koncentreret.

 

Det er således forkert, når der af artiklerne fremgår, at der er tale om en strategi rettet mod ”landets” største virksomheder.