Dato for udgivelse | 23 Jan 2004 17:06 |
Resumé | ToldSkat opretholder presset på ulovligt kiosksalg. |
Nordjyske Stifttidende citerer i dag branchekilder for, at ToldSkat ikke bruger tilstrækkeligt mange kræfter på kontrol af kioskers salg af ulovlig cola mv. Endvidere sættes der spørgsmålstegn ved, om de bøder, ToldSkat udsteder, er lovlige.
I ToldSkat tilbageviser underdirektør Preben Bialas kritikken.
- ToldSkat har allerede gennemført et stort antal kontroller, der har ført til mange bødesager, og vi vil fortsat opretholde presset på de ulovlige aktiviteter. Vi slår hårdt ned på ulovligheder, både i kiosker, vi ikke tidligere har kontrolleret, og i kiosker, der allerede har fået bøder," siger Preben Bialas.
- Hvis en kiosk fortsætter med sine ulovlige aktiviteter, indbringes sagen for domstolene med påstand om skærpede bøder. Kioskejeren er på ingen måde fredet, og fortsat ulovlighed vil kun gøre sagen værre for ejeren," siger Preben Bialas.
Der er ingen tvivl om, at de bøder ToldSkat udsteder, er lovlige. Bødernes størrelse er fastsat efter aftale med Justitsministeriet og svarer til de bøder, der gives i lignende sager.