Dato for udgivelse | 30 May 2008 09:31 |
Resumé | Projekt Underskudsvirksomheder har siden april sidste år skrabet mere end 20 millioner kroner ind til statskassen. Gruppen går efter de fupvirksomheder, der udelukkende er oprettet for at snyde med skatten. |
Nogle virksomheder fortsætter ufortrødent med at drive underskudsgivende virksomhed år efter år. Forklaringen er tit, at det udelukkende handler om at kunne trække udgifter fra og dermed snyde i skat. Siden april 2007 har en projektgruppe ved Skattecenter København rettet søgelyset mod netop denne type underskudsgivende virksomheder.
- Vi er både stødt på en borger, som kalder sin antikke legetøjssamling for et "legetøjsmuseum" og en professor, der opretter et "forskningsinstitut" kun for at kunne få skattemæssige fradrag for udgifter i deres virksomhed uden nogensinde at generere de indtægter, der skal til for, at virksomheden vil kunne give overskud. Underskuddet fratrækkes i den personlige indkomst og momsen refunderes, og så er det pludselig en god fidus at drive virksomheden, forklarer afdelingsleder i Skattecenter København Jørgen Bjerg.
Projekt Underskudsvirksomheder har med få, men effektive midler, formået at stoppe flere hundrede useriøse underskudsvirksomheder. Dette har medført skatteforhøjelser til ejerne af virksomhederne på mere end 20 millioner kr. indtil nu.
- Med indførslen af den såkaldte indsatsstrategi koncentrerer vi vores kontrol om de grupper, der bevidst prøver at snyde i skat, og samtidig har vi efter fusionen fået dannet nogle stærke faglige miljøer. Derfor kan vi nu tage grundigt fat på særlige områder som for eksempel disse fupvirksomheder, hvor vi er godt i gang med at få ryddet op, fortæller Jørgen Bjerg.
Yderligere oplysninger: journalister SKATs pressetelefon 72 37 09 00, borgere 72 22 18 18