Dato for udgivelse
24 Apr 2008 10:09
Resumé

86.000 virksomheder skylder SKAT penge. Med et nyt landkort kan SKAT se, hvordan skyldnere fordeler sig. For eksempel har en enkeltmandsvirksomhed inden for "Handel og Transport" med under fem år på bagen og adresse i en større dansk by størst risiko for at ende med gæld til os.


Over 86.000 virksomheder har gæld til SKAT. Det svarer til næsten hver syvende virksomhed. Inden for branchen Handel og Transport er det dog næsten hver fjerde virksomhed. Hver femte virksomhed inden for brancherne "Bygge og anlæg" samt "Erhvervsservice" er at finde blandt skyldnerne. Disse konklusioner fremgår af SKATs Skyldnerlandkort.

- For første gang har vi forsøgt at kortlægge hvilke virksomheder, der skylder penge til SKAT. Det sker blandt andet for at se, hvor vi særligt skal sætte ind for at få nedbragt gælden og om der er forskelle landsdelene imellem, fortæller Michael Olsen, der er kontorchef i SKAT, om baggrunden for udarbejdelsen af Skyldnerlandkortet.

Kortlægningen viser endvidere, at halvdelen af skyldnerne har under fem år på bagen og de står for halvdelen af virksomhedernes gæld til SKAT. Hver skyldner har i gennemsnit en gæld til SKAT på knap 70.000 kr.

- Med Skyldnerlandkortet i hånden kan vi lettere iværksætte målrettede initiativer for både at få nedbragt gælden og få forhindret, at den opstår. Vi kan se, at det blandt andet er nystartede virksomheder, der har problemer med at betale. Derfor overvejer vi forskellige initiativer meget tidligt i en virksomheds liv, for at undgå at de kommer i restance, forklarer Michael Olsen.

SKATs Skyldnerlandkort er et øjebliksbillede af virksomhedernes gæld til SKAT i januar 2008.

Se hele Skyldnerlandkortet her.


Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; virksomheder: 72 22 18 18