Dato for udgivelse
23 Apr 2008 15:15
Resumé

Omkring 400.000 virksomheder og 4,6 millioner borgere lagde sidste år 824 milliarder i statskassen. Det fremgår af SKATs årsrapport.


2007 er det andet hele år i omstillingsprocessen efter fusionen af de kommunale og statslige skatte- og inddrivelsesforvaltninger til SKAT. Alligevel har SKAT nået hovedparten af de mål, som er aftalt med Skatteministeriet. Samme år er virksomheder og borgere blevet opkrævet 824 milliarder.

I 2007 blev SKAT ligesom andre statslige myndigheder omfattet af omkostningsbaserede bevillinger. SKATs regnskabsresultat i 2007 blev et driftsmæssigt underskud på 129,8 mio. kr., som dækkes af et opsparet overskud fra 2006 og tidligere år. Den samlede opsparing primo 2007 er disponeret dels til dækning af det driftsmæssige underskud, dels reservation til aktiviteter i løbet af 2008 og 2009. Desuden er der ved udgangen af 2007 fortsat et overskud på 41,2 mio. kr.

- Vi har også i år stået over for nogle svære opgaver, som jeg dog synes, at vi har løst over forventning. Vi er nået langt med implementeringen af indsats- og inddrivelsesstrategien, som påbegyndte i 2006, men vi arbejder stadig på at gøre det endnu bedre, siger Told- og Skattedirektør Ole Kjær.

Indsatsstrategien er den bærende strategi for arbejdet i SKAT. Den bygger på en målrettet balance mellem service og kontrol for at "få flere penge ind af fordøren", idet SKAT tror på, at hovedparten af borgere og virksomheder ønsker at overholde reglerne. Dette arbejde understøttes dels af finansloven, hvor der fra 2007 er indarbejdet nye mål, der understøtter strategiskiftet ved at flytte det primære fokus fra antallet af aktiviteter til effekten af aktiviteterne, og dels af SKATs resultatkontrakt med Skatteministeriet.

I resultatkontrakten for 2007 med Skatteministeriet er der opstillet fem resultatkrav, som er underopdelt i mål. Af de 23 mål er fire mål ikke opfyldt. De fire mål vedrører en plan for fase 3 i systemmoderniseringen, strategisk kompetenceudvikling, lederudvikling og implementering af en landsdækkende sagspool til bindende svar.

Se årsrapporten her.

Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon: 72 37 09 00