Dato for udgivelse
21 apr 2008 09:36
Resumé

Fejl ved fortoldning koster både importvirksomheder og SKAT dyrt. Vejledningskampagne fra 2007 afløses nu af landsdækkende kontrol, hvor SKAT tager skrappere midler i brug.


SKAT har i 2007 gennemført en vejledningskampagne overfor 1.500 importvirksomheder og speditører for at komme fejlfortoldninger til livs.

- Næsten tre ud af fire fortoldninger indeholder fejl, og det er et uacceptabelt højt niveau. Det er fejl, der ikke kun koster SKAT ekstra administrationsomkostninger, men i flere tilfælde snyder virksomhederne også sig selv, ved at betale mere i told end de egentlig skulle, fortæller kontorchef Ole Morsing fra SKAT.

Vejledningsindsatsen bliver nu fulgt op af en kontrol, der skal sikre, at importvirksomhederne betaler det de skal i told, og i øvrigt har den dokumentation, der er nødvendig for at importere særlige varer til Danmark.

- Med vejledningsindsatsen har vi givet importører og speditører en mulighed for at være opmærksomme på de hyppigste fejl. Nu kontrollerer vi så om de reelt har minimeret fejlene. Hvis vi gentagne gange finder fejl i en virksomheds fortoldninger falder hammeren i form af en bøde, forklarer Ole Morsing.

De hyppigste fejl ved fortoldning er, at toldværdien er forkert, at importvirksomheden ikke har de rigtige dokumenter og at varekoderne er forkerte.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; virksomheder: 72 22 18 18