Spillemyndigheden har i samarbejde med Skattecenter Høje-Taastrup og politiet i to omgange gennemført razziaer mod fire adresser i København, hvor der blev beslaglagt i alt 13 ulovlige spilleautomater
- Med aktionen ønsker vi at signalere, at vi ikke tolererer, at reglerne ikke bliver overholdt, og det er klart, at man i hele landet kan forvente tilsvarende aktioner, hvis vi får kendskab til lignende forhold, siger chefkonsulent i Spillemyndigheden Jan Madsen, der tilføjer:
- Ligesom på SKATs øvrige områder, er det vigtigt, at der også er fairplay på spilleautomatområdet. De få som snyder har for det første en unfair konkurrencefordel i forhold til de spiludbydere, der betaler det, de skal. Det er vores job at sikre, at kun spiludbydere med en licens udbyder spil på spilleautomater. Derfor slår vi også til mod ulovligheder, som dem vi her var vidne til.
Aktionen foregik ved, at Spillemyndigheden, Skattecenter Høje-Taastrup og politiet i slutningen af februar forseglede fire adresser i København, tilbageholdt alle personer og kontrollerede blandt andet spilleautomaterne. De ni ulovlige automater, der fandtes på adresserne, blev beslaglagt. 14 dage efter blev stederne besøgt igen, og der blev på ny beslaglagt i alt fire ulovlige spilleautomater.
- Det er selvfølgelig bekymrende, at de ulovlige spiludbydere så hurtigt er på banen igen, men det betyder jo bare, at vi må være mindst ligeså hurtige. Generelt har vi i dag et spilleautomatmarked, hvor der langt hen ad vejen er ryddet op i de ulovlige spillesteder. Tidligere så man spilleautomater, der var opstillet bag nedrullede gardiner i mørke baggårde, hvilket vi heldigvis sjældent ser i dag. Denne situation er opnået ved et godt samarbejde med spilleautomatbranchen og politiet, og derfor er det også særdeles vigtigt, at vi hurtigst muligt griber ind, hvis vi konstaterer ulovligheder, da der ellers er en risiko for, at det udvikler sig, fortæller Jan Madsen.
Opstilling af spilleautomater kan kun ske med tilladelse fra Spillemyndigheden, der er en selvstændig myndighed i SKAT. Der er i dag opstillet ca. 27.000 spilleautomater, der hver eneste dag automatisk indberetter oplysninger til et centralt overvågningssystem.
Når Spillemyndigheden skal vurdere, hvem der får en tilladelse til at udbyde spil, lægger myndigheden især vægt på, at spilleautomatvirksomheden kan udbyde spillet forsvarligt. Det sker blandt andet for at sikre, at spillerne kan spille i trygge rammer og på lovlige automater.
Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon 72 37 09 00