Spørgsmål

1. Vil obligationerne udstedt af Pantebrevsselskabet i model 1 blive beskattet som almindelige fordringer, således at obligationerne ikke omfattes af reglerne om finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3?
2. Vil obligationerne udstedt af Pantebrevsselskabet og det ansvarlige indskud i Pantebrevsselskabet i model 2 blive beskattet som almindelige fordringer, således at obligationerne ikke omfattes af reglerne om finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3?
3. Vil obligationerne udstedt af Pantebrevsselskabet og det ansvarlige indskud i Pantebrevsselskabet i model 3 blive beskattet som almindelige fordringer, således at obligationerne ikke omfattes af reglerne om finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3?
4. Vil obligationerne udstedt af Pantebrevsselskabet og det ansvarlige indskud i Pantebrevsselskabet i model 4 blive beskattet som almindelige fordringer, således at obligationerne ikke omfattes af reglerne om finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3?
5. Vil obligationerne udstedt af Pantebrevsselskabet og det ansvarlige indskud i Pantebrevsselskabet i model 5 blive beskattet som almindelige fordringer, således at obligationerne ikke omfattes af reglerne om finansielle kontrakter, jf. kursgevinstlovens § 29, stk. 3? Hvis Skatterådet kan svare ja til spørgsmål 1, 2, 3, 4 og/eller 5, skal jeg bede Skatterådet besvare.
6. Vil obligationerne udstedt i model 1-5, såfremt de udstedes til en kurs tæt på 100 med en ordinær indfrielseskurs på 100 og med en rente, der overstiger mindsterenten på udstedelsestidspunktet, blive anset for at være omfattede af reglerne i kursgevinstlovens § 14 og dermed blåstemplede?

Svar

1. Ja.
2. Ja.
3. Ja.
4. Ja.
5. Ja.
6. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

"Baggrund for forespørgslen

Med det formål at lette Selskabets formidling af pantebreve med pant i fast ejendom påtænker Selskabet at oprette et datterselskab, der skal udstede obligationer efter en af de nedenfor beskrevne fem modeller.

Pantebrevsselskabet vil blive stiftet og registreret som et dansk aktieselskab, der etableres som en sparevirksomhed efter reglerne i kapitel 20 i lov om finansiel virksomhed. Hovedvirksomheden består i fra offentligheden/en videre kreds at modtage indlån, der skal tilbagebetales, og anbringe de modtagne midler på anden måde end ved indsættelse i et pengeinstitut. Pantebrevsselskabets aktiekapital vil som minimum udgøre EUR 1 mio., jf. lov om finansiel virksomhed, § 334.

Det er meningen, at Pantebrevsselskabet skal erhverve porteføljer af pantebreve med pant i fast ejendom (herefter "Pantebrevene") og udstede obligationer med sikkerhed i de respektive porteføljer.

Udstedelser forventes at ske i selvstændige obligationsserier i danske kroner. Første udstedelse kaldes Serie 1. Opdelingen i serier sker aftalemæssigt ved, at obligationsejerne ifølge obligationsvilkårene kan gøre krav gældende mod de pantebreve, der ligger til sikkerhed for den pågældende udstedelse, men ikke mod pantebreve, der ligger til sikkerhed for andre udstedelser. Derudover har obligationsejerne et simpelt krav mod de af Pantebrevsselskabets frie midler, der overstiger et beløb svarende til den lovgivningsmæssige aktiekapital (herefter "Pantebrevsselskabet i øvrigt"). Obligationsejerne fraskriver sig dog muligheden for at erklære Pantebrevsselskabet konkurs. Begæres Pantebrevsselskabet konkurs af en anden kreditor, kan obligationsejerne anmelde deres krav i boet, således at det eneste, obligationsejerne er afskåret fra, er selv at begære Pantebrevsselskabet konkurs.

Ved første udstedelse er det udelukkende variabelt forrentede pantebreve, der vil indgå i porteføljen. Senere skal såvel fast som variabelt forrentede pantebreve kunne indgå i nye porteføljer. I fremtidige serier vil der tillige kunne indgå finansielle instrumenter som f.eks. renteswaps til afdækning af rentemismatch mellem pantebreve og obligationer. Obligationerne forventes udstedt til en kurs tæt på 100 og vil blive indfriet til kurs 100.

Obligationerne forventes udstedt med en løbetid på mellem 5 og 10 år. Pantebrevene forventes at være udstedt med 20-30 års løbetid, men med mulighed for førtidig indfrielse til enhver tid til en på forhånd fastsat kurs mellem kurs 100 og 105. Erfaringsmæssigt forventes det, at der årligt vil blive førtidsindfriet op til 30 % af Pantebrevene. Det betyder, at indfrielsen af pantebrevsporteføljen finder sted i løbet af 5-6 år. Pantebrevsselskabet kunne godt vælge at udstede obligationer med en løbetid svarende til Pantebrevenes, men sådanne obligationer ville blot få en meget kort varighed svarende til den forventede indfrielsestid på Pantebrevene.

Såfremt et underliggende pantebrev bliver nødlidende, har Pantebrevsselskabet en ret, men ikke en forpligtelse, til at afhænde pantebrevet og anvende provenuet i lighed med anvendelse af provenu ved førtidsindfriede Pantebreve, jf. nedenfor. Alternativt kan Pantebrevsselskabet vælge at tage tvangsfuldbyrdelsesskridt i relation til det nødlidende pantebrev, herunder gøre brug af pantebrevsdebitors personlige hæftelse. Provenu ved salg af nødlidende Pantebreve eller ved foretagelse af tvangsfuldbyrdelsesskridt vil indgå som et aktiv i serien og vil blive anvendt i lighed med anvendelse af provenu ved førtidsindfriede Pantebreve. Pantebrevsselskabet har mulighed for at udskyde rentebetalingerne på obligationerne, såfremt der ikke er tilstrækkelige midler i den pågældende serie til at betale renterne. Sådanne udskudte renter forrentes selvstændigt med samme rente som obligationerne.

Pantebrevsselskabet indgår en aftale med Selskabet om administration og forvaltning af pantebrevsporteføljerne. Selskabet har som administrator ret til at købe aktiver ud af serien, hvis den aktuelle hovedstol kommer under en vis procentdel af den oprindelige hovedstol, da omkostningerne ved administration i modsat fald vil kunne være prohibitive.

Der forventes at blive udpeget en obligationsejerrepræsentant, der forventes at blive en bank eller en advokat. Obligationsejerrepræsentanten skal inddrages i visse særligt opregnede tilfælde, som f.eks. ved indfrielse i tilfælde af misligholdelse af obligationerne.

Obligationerne forventes forrentet med en variabel rente baseret på et officielt renteindeks i DKK (typisk 12 måneders CIBOR) tillagt en fast marginal, der fastsættes på tidspunktet for obligationsudstedelsen.

Model 1

Pantebrevsselskabets finansiering af hver portefølje forventes at ske som følger:

• Seniortranche

Der udstedes obligationer til finansiering af x % af porteføljens værdi. Obligationsejerne får 1. prioritetspant i Pantebrevene og i kontantindeståender vedrørende Pantebrevene.

• Juniortranche

Der udstedes obligationer til finansiering af 100-x % af porteføljens værdi. Obligationsejerne får 2. prioritetspant i Pantebrevene og i kontantindeståender vedrørende Pantebrevene. Selskabet forventes at erhverve hele eller en del af juniortranchen.

Pantebrevsselskabets aktiver i serien vil bestå af:

1. Porteføljen af fordringer bestående af pantebreve med pant i fast ejendom,
2. kontanter som følge af forskellige rentesatser på Pantebrevene og obligationerne, samt
3. for fremtidige udstedelsers vedkommende eventuelle derivatforretninger, der f.eks. har til formål at udligne forskelle i rente cash flow'et mellem Pantebrevene og de udstedte obligationer.

Seriens passiver vil bestå af de udstedte obligationer og for fremtidige udstedelsers vedkommende af eventuelle derivatforretninger.

Betaling af rente og hovedstol under obligationerne vil ske ud af de beløb, som Pantebrevsselskabet modtager under Pantebrevene og for fremtidige udstedelsers vedkommende tillige fra eventuelle derivatforretninger.

I tilfælde af Pantebrevsselskabets betalingsmisligholdelse af obligationerne kan obligationsejerne gøre krav gældende mod de pantsatte aktiver i ovennævnte prioriterede rækkefølge. Derudover har obligationsejerne et simpelt krav mod midlerne i Pantebrevsselskabet i øvrigt. Obligationsejerne fraskriver sig dog muligheden for at erklære Pantebrevsselskabet konkurs, jf. ovenfor.

Ydelser og eventuelle førtidsindfrielser på Pantebrevene i de enkelte serier anvendes først til dækning af betaling af renter på Seniortranchen. Resterende midler anvendes til betaling af renter på Juniortranchen. For fremtidige udstedelsers vedkommende vil ydelser og eventuelle førtidsindfrielser på Pantebrevene tillige kunne anvendes til dækning af betaling af derivatmodparter i den rangorden, som er angivet i obligationsvilkårene. Eventuelt overskydende beløb anvendes til helt eller delvist at indfri obligationerne i Seniortranchen til kurs på 100. Såfremt Seniortranchen er blevet indfriet, vil eventuelt overskydende beløb anvendes til helt eller delvist at indfri Juniortranchen til kurs 100. For fremtidige udstedelsers vedkommende vil eventuelt overskydende beløb kunne anvendes til at nedbringe eventuelle derivatforretninger i den rangorden, der er angivet i obligationsvilkårene.

Ved obligationernes udløb anvendes provenuet ved salg af de - som anført forventeligt få - tilbageværende Pantebreve til indfrielse af Seniortranchen og overskydende provenu derefter til indfrielse af Juniortranchen. For fremtidige udstedelsers vedkommende vil provenuet tillige kunne anvendes til betaling af eventuelle derivatmodparter i den rangorden, som er angivet i obligationsvilkårene. Eventuelt overskydende midler efter indfrielse af obligationerne akkumuleres i Pantebrevsselskabet uden for den pantsætning, der er skabt i den pågældende serie.

Model 2

Pantebrevsselskabets finansiering af hver portefølje vil se ud som følger:

• Lånefinansiering

Der optages lån via en kassekredit, obligationsudstedelse eller lignende til delvis finansiering af pantebrevsporteføljen på op til x % af porteføljens værdi (herefter "Kassekreditten"). Låneandelen kan til enhver tid maksimalt udgøre x % af porteføljens værdi. Långiver får 1. prioritets pant i Pantebrevene og i kontantindeståender vedrørende Pantebrevene.

• Obligationer

Der udstedes obligationer til finansiering af y % af porteføljens værdi. Obligationsejerne får 2. prioritetspant i Pantebrevene og i kontantindeståender vedrørende Pantebrevene.

• Ansvarligt indskud

Selskabet, Pantebrevsselskabet eller tredjemand indskyder de resterende 100-(x+y) % af porteføljens værdi f.eks. i form af ansvarligt lån, hvis afkast udgøres af den overskydende likviditet i den pågældende serie i Pantebrevsselskabet eller en rente, der betales ved udløb, der er efterstillet obligationsejerne i serien. Långiver får 3. prioritetspant i Pantebrevene og i kontantindeståender vedrørende Pantebrevene. Det ansvarlige indskud kan gøres til genstand for omsætning.

Pantebrevsselskabets aktiver i serien vil bestå af:

1. Porteføljen af fordringer bestående af pantebreve med pant i fast ejendom
2. kontanter som følge af forskel mellem renter på Pantebrevene og lånefinansiering/obligationer, samt
3. for fremtidige udstedelsers vedkommende af eventuelle derivatforretninger.

Seriens passiver vil bestå af:

1. De udstedte obligationer
2. Kassekreditten
3. Ansvarlige indskud
4. For fremtidige udstedelsers vedkommende af eventuelle derivatforretninger.

Betaling af rente og hovedstol under obligationerne vil ske ud af de beløb, som Pantebrevsselskabet modtager under Pantebrevene og for fremtidige udstedelsers vedkommende tillige fra eventuelle derivatforretninger fratrukket betaling af rente og nedbringelse af Kassekreditten.

I tilfælde af Pantebrevsselskabets betalingsmisligholdelse af obligationerne kan obligationsejerne gøre krav gældende mod de pantsatte aktiver i ovennævnte prioriterede rækkefølge. Derudover har obligationsejerne et simpelt krav mod midler i Pantebrevsselskabet i øvrigt. Obligationsejerne fraskriver sig dog muligheden for at erklære Pantebrevsselskabet konkurs, jf. ovenfor.

Ydelser og eventuelle førtidsindfrielser på Pantebrevene i de enkelte serier anvendes først til dækning af betaling af renter på Kassekreditten og eventuel nedbringelse af Kassekreditten, således at den samlede Kassekredit maksimalt udgør x % af porteføljens værdi. Resterende midler anvendes til betaling af renter på obligationerne og for fremtidige udstedelsers vedkommende eventuelle derivatforretninger, i det omfang trækket på Kassekreditten tillader dette. Eventuelt yderligere beløb anvendes først til nedbringelse af Kassekreditten og derefter til delvis indfrielse af obligationerne.

Ved udløb anvendes provenuet ved salg af de - som anført forventeligt få - tilbageværende Pantebreve først til indfrielse af Kassekreditten og derefter til indfrielse af obligationerne og endelig til betaling af renter og hovedstol på det ansvarlige indskud. For fremtidige udstedelser kan provenuet tillige benyttes til betaling af eventuelle derivatforretninger i den rangorden, som er angivet i obligationsvilkårene.

Model 3

Obligationerne udstedes på samme vilkår som i model 1 eller model 2, bortset fra at Pantebrevsselskabet kan vælge, hvorvidt overskydende beløb - efter betaling af rente på obligationerne og for så vidt angår model 2 tillige betaling af rente på Kassekreditten samt nedbringelser af Kassekreditten, således at den samlede Kassekredit maksimalt udgør x % af porteføljens værdi og for fremtidige udstedelser betaling af eventuelle derivatmodparter - skal anvendes til 1) at erhverve nye pantebreve (geninvestering), 2) at indfri obligationerne helt eller delvist til kurs 100 og/eller 3) for så vidt angår model 2 at nedbringe Kassekreditten yderligere.

Model 4

Obligationerne udstedes på vilkår som i model 1, 2 eller 3, bortset fra at der ikke sker udstedelse i serier, da der oprettes et nyt pantebrevsselskab for hver udstedelse.

Obligationerne udstedes med fuld hæftelse for selskabet, således at obligationerne er almindelige erhvervsobligationer, hvor obligationsejerne kan gøre krav mod alle aktiver i det enkelte selskab. I øvrigt henvises der til beskrivelsen ovenfor.

Model 5

Obligationerne udstedes på vilkår som i model 1, 2 eller 3, bortset fra at obligationsejerne ikke har et krav mod Pantebrevsselskabet i øvrigt, men alene kan gøre krav gældende mod aktiverne i serien."

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

"Ad spørgsmål 1

Efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3, bliver en fordring omfattet af reglerne i kursgevinstlovens kapitel 6 og 7 og bliver behandlet som et finansielt instrument, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Bestemmelsen indeholder altså to betingelser for, at en fordring bliver anset for at være en finansiel kontrakt:

1. Fordringen skal reguleres helt eller delvist i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv.
2. Denne udvikling i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv. skal være af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Ifølge de almindelige bemærkninger til lovforslaget skal obligationer, hvis skyld følger udviklingen i en investeringsforening, en hedge-forening, bestemte værdipapirer eller et værdipapirindeks, beskattes efter reglerne for finansielle instrumenter.

Formålet hermed skulle være, at en obligation, selv om den betegner sig som obligation, ved at følge udviklingen i et andet værdipapir ikke længere er en obligation, men derimod antager karakteren af det pågældende værdipapir. Obligationen er således papirets form, men indholdet svarer til et andet værdipapir.

Om betingelse 1 skal jeg særligt anføre:

Skatterådet har i sin afgørelse af 25. april 2006 (hybrid kernekapital), SKM 2006.304 SR indtaget det standpunkt, at hvis obligationer er udstedt af et selskab på et sådant vilkår, at obligationerne alene har sikkerhed i bestemte aktiver, og realiteten er den, at obligationernes indfrielseskurs reelt følger værdien på disse underliggende aktiver, er obligationerne omfattet af formuleringen i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Skatterådet anfører herefter, at hvis obligationsejerne ud over at have sikkerhed i bestemte aktiver også kan søge sig fyldestgjort i andre aktiver, og der er en realitet i dette, er obligationerne ikke omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Skatterådet anfører, at det er dets opfattelse, at kursgevinstlovens § 29, stk. 3, ikke omfatter en skyldners betalingsevne.

Det er min opfattelse, at Skatterådets fortolkning af anvendelsesområdet for kursgevinstlovens § 29, stk. 3, er for vidtgående. Herom først nogle indledende bemærkninger:

Som anført ovenfor skal bestemmelsen sikre, at værdipapirer, der fremtræder som obligationer (sædvanlige gældsbreve), men som i realiteten som følge af en sammenkædning med andre værdipapirer ikke er obligationer, bliver behandlet som finansielle instrumenter.

I nærværende udstedelse er de udstedte obligationer almindelige gældsbreve med ensidige skylderklæringer med angivelse af rente og indfrielsesbeløb, som ikke reguleres. Obligationerne udgør således et sædvanligt renteprodukt. De udstedte obligationer omklassificeres ikke til et andet produkt end et sædvanligt renteprodukt. Obligationerne er ikke kædet sammen med aktier, aktieindeks, råvarer eller nogen anden form for udvikling, der fratager obligationerne deres karakter af renteprodukt. Obligationerne er udstedt med sikkerhed i Pantebrevene, der ligeledes er ensidige skylderklæringer med angivelse af rente og indfrielsesbeløb, som heller ikke reguleres. Pantebrevene er udstedt med sikkerhed i fast ejendom tillige med en personlig hæftelse for debitor. Renten på Pantebrevene er fastlagt på forhånd (hvad enten den er variabel eller fast) tillige med afdragsprofilen og løbetiden. Pantebrevene er således også et sædvanligt renteprodukt.

Det gøres generelt gældende, at obligationer ikke omfattes af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, blot fordi de har sikkerhed i pantebreve, så længe der ikke sker en ændring af obligationernes karakteristika som renteprodukt, idet de aktiver, som obligationerne har sikkerhed i, ligeledes er renteprodukter.

Det gøres gældende, at bestemmelsens formål er at sikre, at ordinære fordringer ikke (ved hjælp af en indeksering eller sammenkædning med andre former for værdipapirer) ændrer karakter til en anden form for værdipapir uden at blive beskattet som finansielt instrument.

Det gøres gældende, at obligationerne udstedt i model 1 ikke omfattes af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, allerede fordi obligationerne som renteprodukter har sikkerhed i et andet renteprodukt og dermed ikke har ændret karakter. Obligationerne er dermed ikke blevet til finansielle instrumenter.

Spørgsmål 1 bør hermed besvares med ja.

Skulle Skatterådet være af den opfattelse, at obligationerne, fordi de har sikkerhed i et andet aktiv, og selv om dette aktiv er et renteprodukt som obligationen selv, alligevel som udgangspunkt er omfattet af § 29, stk. 3, gøres det gældende, at obligationerne ikke reguleres efter noget indeks, der er egnet som regulator af et finansielt instrument.

Som følge af udformningen af lovens to kriterier vil det for obligationernes vedkommende være nødvendigt at tage stilling til for det første, om obligationerne kan siges at blive reguleret i forhold til udviklingen i priser og andet på de underliggende aktiver, og dernæst om denne udvikling er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Der er ikke i nærværende sag tale om, at obligationerne reguleres helt eller delvist i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv.

Der er her tale om en fordring baseret på fordringer. Der kan drages en direkte parallel til udstedelse af realkreditobligationer. Den eneste forskel er, at mens realkreditinstituttet yder lån op til den lovmæssige belåningsgrænse til debitorerne mod pant i fast ejendom og finansierer udlånet ved udstedelse af realkreditobligationer, køber Pantebrevsselskabet pantebreve, der ikke nødvendigvis ligger inden for den ovenfor nævnte belåningsgrænse, og finansierer købet heraf ved udstedelse af obligationer og ikke realkreditobligationer.

Obligationen er et almindeligt gældsbrev med en ensidig skylderklæring med angivelse af, at obligationen indfries til dens pålydende værdi. Der er ikke mulighed for, at de udstedte obligationer kan indfries til over kurs 100.

Tilsvarende vil indfrielseskursen på obligationerne ikke komme under kurs 100.

De af Pantebrevsselskabet erhvervede pantebreve er ligeledes almindelige gældsbreve med ensidige skylderklæringer med angivelse af, at Pantebrevene skal indfries til deres pålydende værdi. Pantebrevene indfries ikke ordinært til over kurs 100 og kan ikke indfries til under kurs 100.

Når pantebrevslånene er etableret, vil pantebrevsdebitorernes betalingsdygtighed og de pantsatte ejendommes værdier ikke blive undersøgt løbende. Dette skyldes, at der er tale om et stort antal pantebreve og deraf følgende stort antal debitorer og panter, og omkostningerne herved ville være eksorbitante. Dertil kommer, at der ofte ikke foreligger regnskaber for så vidt angår personer, der er debitorer, og hvis sådanne regnskaber findes, vil de ofte ikke være reviderede og ej heller offentligt tilgængelige. Endelig har Pantebrevsselskabet ikke ifølge pantebrevsvilkårene mulighed for løbende at kræve finansielle oplysninger fra pantebrevsdebitorerne. Følgelig er der ikke tale om en målbar udvikling i Pantebrevenes værdi grundet pantebrevsdebitorernes betalingsdygtighed og de pantsatte ejendommes værdi.

Selv om Pantebrevene som ordinære renteprodukter over tid hver især kan have svingende kurs afhængig af pålydende rente, markedsrenten og en kreditvurdering af den enkelte pantebrevsdebitor og ejendommens værdi, er sådanne kursændringer ikke udtryk for nogen udvikling, der regulerer værdien af Pantebrevsselskabets obligationer. Det skyldes, at Pantebrevene ved indfrielse skal indfries til kurs 100.

Der er således ikke nogen udvikling i Pantebrevenes værdi, der regulerer obligationernes værdi.

Hvis et pantebrev indfries førtidigt, skal det pågældende pantebrev indfries til en på forhånd fastsat kurs mellem kurs 100 og 105. Efter betaling af renter på Seniortranchen og Juniortranchen vil et eventuelt overskydende beløb blive anvendt til at indfri Seniortranchen til kurs 100. Såfremt hele Seniortranchen er blevet indfriet, vil eventuelt yderligere beløb blive anvendt til at indfri Juniortranchen helt eller delvist til kurs 100.

Alene i tilfælde af, at et pantebrev misligholdes, og den pågældende ejendom ved en tvangsauktion ikke kan indbringe provenu til fuld dækning af pantebrevet, og tvangsinddrivelse over for debitor i kraft af den personlige hæftelse ikke indbringer et beløb til fuld dækning af pantebrevet, kan der foreligge en situation, hvor et pantebrev ikke indfries til kurs 100. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at obligationerne ikke kan indfries til kurs 100, da der forventes at være en forskel i rentebetalingsstrømmene, således at Pantebrevsselskabet forventes at modtage flere renter på Pantebrevene, end det skal udbetale under obligationerne. Dertil kommer, at debitorerne på Pantebrevene i tilfælde af førtidsindfrielse skal betale en kurs på mellem 100 og 105, hvorved der generes yderligere overskudslikviditet i serien.

Denne overskudslikviditet vil blive anvendt til indfrielse af obligationerne, hvorved Selskabets egenkapital mindskes. Først når overskudslikviditeten er "spist op", vil obligationsvilkårene give grundlag for en reduktion af indfrielserne af obligationerne.

Det er således kun i ekstreme tilfælde, hvor der sker misligholdelse af et meget stort antal pantebreve, som ikke indbringer nævneværdigt provenu hverken ved tvangsauktion over ejendommene eller ved tvangsfuldbyrdelse over for pantebrevsdebitorerne, at der kan blive tale om, at nogle af obligationerne ikke vil kunne indfries til kurs 100. Denne sammenhæng mellem misligholdelse af et stort antal pantebreve og en eventuel mindre indfrielsessum på obligationerne kan imidlertid ikke sidestilles med en udvikling i Pantebrevenes værdi, der kan anvendes som regulering af obligationernes værdi.

Obligationerne er dermed at sidestille med en sædvanlig erhvervsobligation, hvor indfrielse til under kurs 100 kun sker i tilfælde af, at der ikke er aktiver i selskabet til at indfri obligationen. En reduktion af det tilbagebetalingspligtige beløb i et sådant tilfælde kan imidlertid ikke anses for at være en regulering af det tilbagebetalingspligtige beløb. Reduktionen af lånebeløbet vil her være en uønsket reduktion alene foranlediget af udefra kommende forhold. Hovedstolen på Pantebrevsselskabets obligationer reguleres altså hverken mere eller mindre end ved en sædvanlig erhvervsobligation.

De låneoptagende debitorer hæfter med hele deres kapital for tilbagebetaling af de respektive pantebreve. Systematikken svarer således til en sædvanlig realkreditbelåning. I realkreditinstitutter udstedes obligationerne i serier, hvor obligationsejerne kan rette deres krav mod serien svarende til værdien af de underliggende aktiver i serien. De underliggende aktiver består af pantebreve udstedt af lånerne og lånernes personlige hæftelse. De underliggende aktiver i denne sag består af Pantebrevene og de låneoptagende debitors personlige hæftelse.

Hvis det uanset ovenstående fortsat skulle være Skatterådets opfattelse, at obligationerne må anses for omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, hvis de kun har sikkerhed i Pantebrevsselskabets pantebrevsportefølje, skal jeg bemærke følgende:

I nærværende sag har obligationsejerne ud over sikkerhed i pantebrevsporteføljen en simpel fordring på midlerne i Pantebrevsselskabet i øvrigt. Det betyder, at Pantebrevsselskabet også har en personlig hæftelse over for obligationsejerne.

Det var SKATs opfattelse i SKM2006.6.LR, at manglende betalingsevne på indfrielsestidspunktet, der medfører et mindre indfrielsesbeløb end aftalt, ikke er omfattet af de nævnte reguleringer i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Pantebrevsselskabets eventuelle manglende betalingsevne på indfrielsestidspunktet, der medfører et mindre indfrielsesbeløb end aftalt, kan således i overensstemmelse med SKM2006.6.LR ikke anses for at være omfattet af reguleringerne nævnt i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Det fremgår af SKM2006.304.SR at

"Det er SKATs vurdering, at hvis obligationsejerne som udgangspunkt alene har sikkerhed i bestemte aktiver og realiteten er den, at obligationernes indfrielseskurs reelt følger værdien på disse underliggende aktiver, så er obligationerne omfattet af formuleringen i § 29, stk. 3, der siger, at "hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v."

Hvis obligationsejerne derimod har sikkerhed i bestemte aktiver, men også kan søge sig fyldestgjort i andre aktiver og der er en realitet i dette, så er det SKATs opfattelse, at så er obligationerne ikke omfattet af § 29, stk. 3. Dette skal ses i lyset af, at det er SKATs vurdering, at § 29, stk. 3, ikke omfatter en skyldners betalingsevne (se ovenstående afsnit)."

Da obligationsejerne i den pågældende serie ud over sikkerhed i aktiverne i serien også har et almindeligt krav på midler i Pantebrevsselskabet i øvrigt, må det lægges til grund, at obligationerne ikke er omfattet af reglerne i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Følgelig er der ikke tale om en udvikling, der kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Hermed er hverken betingelse 1 eller 2 i kursgevinstlovens § 29, stk. 3, opfyldt. Det må herefter lægges til grund, at obligationerne ikke omfattes af reglerne i kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Spørgsmål 1 bør herefter besvares med: Ja.

Ad spørgsmål 2

Forskellen mellem model 1 og 2 er, at model 2 finansieres delvist med et ansvarligt indskud. Det ansvarlige indskud står tilbage for obligationsejerne, hvorfor obligationsejerne har et yderligere aktiv at søge sig fyldestgjort i.

Mekanismen er i øvrigt den samme, nemlig at obligationerne som renteprodukter ikke omklassificeres til noget andet end renteprodukter eller gældsbreve, idet de ligesom i model 1 har sikkerhed i andre renteprodukter.

I øvrigt henvises til argumentationen anført ovenfor under det foregående spørgsmål.

Spørgsmål 2 bør herefter besvares med: Ja.

Ad spørgsmål 3

Forskellen mellem model 3 og modellerne 1 og 2 er, at der kan ske geninvestering i nye pantebreve.

Mekanismen er i øvrigt den samme, nemlig at obligationerne som renteprodukter ikke omklassificeres til noget andet end renteprodukter eller gældsbreve, idet de ligesom i model 1 har sikkerhed i andre renteprodukter.

I øvrigt henvises til argumentationen anført ovenfor under de foregående spørgsmål.

Spørgsmål 3 bør herefter besvares med: Ja.

Ad spørgsmål 4

Obligationerne udstedes med fuld hæftelse for selskabet og udgør en sædvanlig erhvervsobligation, hvor indfrielse under kurs 100 kun sker i tilfælde af, at der ikke er aktiver i selskabet til at indfri obligationen.

I øvrigt henvises til argumentationen angivet under de foregående spørgsmål.

Spørgsmål 4 bør herefter besvares med: Ja.

Ad spørgsmål 5

Obligationerne udstedes med begrænset hæftelse for selskabet.

I SKM2006.6.LR var fundingselskabet et såkaldt "Protected Cell Company" registreret på Guernsey. SKM2006.6.LR anført, at

"Sikkerheden for betaling af renter og hovedstol under obligationen vil afhænge af tilbagebetalingsevnen hos de nordiske banker, der har optaget ansvarlige lån hos selskab A.

Da der ikke er andre aktiver at søge fyldestgørelse i, giver det ikke mening at sætte selskabet konkurs. Obligationsejerne har således efter selve obligationsvilkårene ikke et yderligere krav mod selskab A, efter at sikkerhedsaktiverne er realiseret. Der er tale om såkaldt limited recourse finansiering. Dette er en egenskab ved selve obligationerne. Sådanne aftalevilkår er almindeligt udbredt i mange professionelle finansieringssituationer, herunder f.eks. securitisation og akkvisitionsfinansiering."

Det oplyses i SKM 2006.6.LR, at obligationsejerne ved køb af obligationerne alene har en fordring på Protected Cell Company som udstedende selskab. Med denne oplysning menes alene, at obligationsejerne ikke kan rette deres krav mod andre subjekter. Oplysningen er imidlertid ikke helt præcis, idet man af sætningen kunne forledes til at tro, at obligationsejerne har et krav om personlig hæftelse fra Protected Cell Company. Som det anføres i SKM 2006.6.LR's beskrivelse af limited recourse-finansieringen, har obligationsejerne imidlertid ikke et krav om personlig hæftelse fra Protected Cell Company.

Dette er helt i overensstemmelse med oplysningerne i prospektet for Protected Cell Company's udstedelse af obligationer i celler. I prospektet anføres:

"The payment of principal and or interest on the Notes is linked to and wholly dependent upon payments being received by the Issuer in respect of loans acquired by the Issuer made to certain Danish, Icelandic, Norwegian and Swedish commercial and savings banks ... and upon payments being received by the Issuer from the Hedging Counterparty in respect of the Hedging Agreement"

"Limited Recourse

On the enforcement of the Security, the Trustee will have recourse only to the Security. The Trustee will have no recourse to any other assets of the Issuer and, after realisation of the Security, none of the Trustee, the Paying Agent, the VP Agent nor any Noteholders may take any further steps against the Issuer or any of its assets to recover any sums still unpaid in respect of the Trust Deed or the ScandiNotes III (including any amount in respect of accrued interest), as applicable, and all claims against the Issuer in respect of such sums shall be extinguished".

Som bekendt godkendte Ligningsrådet obligationerne i de enkelte celler som almindelige, rentebærende obligationer, selv om der var tale om limited recourse-finansiering.

I øvrigt henvises til argumentationen angivet under spørgsmål 1.

Spørgsmål 5 bør herefter besvares med: Ja.

Ad spørgsmål 6

Efter den sædvanlige skatteretlige rentedefinition skal det vederlag, som kreditor modtager for at stille kapital til rådighed, svare til et beløb, der er et selvstændigt periodisk vederlag til kreditor beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende gæld.

Kursgevinstlovens § 14, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, stiller to betingelser for, at variabelt forrentede fordringer kan anses for blåstemplede:

Mindsterenten skal være opfyldt på udstedelsestidspunktet, og rentens variation og vilkårene for opsigelse skal medføre, at kursen på fordringen ikke kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Begge betingelser skal være opfyldt for, at en variabelt forrentet fordring kan anses for blåstemplet. En variabelt forrentet fordring vil blive anset for sortstemplet, hvis blot én af de to betingelser svigter. Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen, vil bero på en nærmere bedømmelse af rentens variation og vilkår for opsigelse.

Obligationernes forrentning er baseret på et officielt renteindeks i DKK (typisk 12 måneders CIBOR, der pr. dags dato udgør 3,7933 %), hvortil kommer et fast tillæg, der medfører, at obligationerne udstedes til en markedsrente, og at obligationerne derfor udstedes til kurs 100 eller en kurs meget tæt derpå. På de obligationer, der spørges til i spørgsmål 6, opfylder renten på udstedelsestidspunktet den på udstedelsestidspunktet fastsatte mindsterente på 3 % og medfører en udstedelseskurs tæt på 100, dvs. en kurs på niveauet 98 - 102.

Kursen på en fordring afhænger primært af rentefod, løbetid og kreditrisiko. En fordring med en rentefod tæt på markedsrenten, kort løbetid og høj grad af sikkerhed, vil have en kurs nær indfrielseskursen (normalt pari). For en variabelt forrentet fordring vil det bl.a. være afgørende, efter hvilket kriterium den pålydende rente varierer.

I dette tilfælde tilpasses den variable del af renten løbende til markedsrenten, hvorfor kursen på obligationerne vil være upåvirket af udviklingen i det generelle renteniveau. Det eneste forhold, der kan påvirke kursen på obligationerne, er en ændring af kreditrisikoen, hvilket typisk vil skyldes væsentlige ændringer i priserne på fast ejendom eller konjunkturændringer i samfundet generelt. Dette kan påvirke kursen, da den faste del af renten ikke ændres i obligationernes løbetid. Den faste del af renten udgør imidlertid en så beskeden del af den samlede forrentning, at kursen ikke vil blive påvirket i væsentlig grad. Rentens variation og vilkårene for opsigelse kan følgelig ikke i denne sag medføre, at kursen på fordringen afviger væsentligt fra indfrielseskursen.

Det rejste spørgsmål 6 bør derfor besvares med: Ja.

Rådgiver har d. 9. marts 2007 kommet med følgende bemærkninger til SKATs indstilling (SKAT har efterfølgende ændret indstillingen):

"Ved brev af 21. august 2006 bad jeg på vegne af X om bindende svar på spørgsmålet om den skattemæssige behandling af obligationer udstedt af et selskab, der dækker obligationerne med pantebreve i fast ejendom.

Ved udkast til bindende svar af 11. januar 2007 har sekretariatet indstillet, at de udstedte obligationer anses for at være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, med den virkning, at kursgevinster og kurstab på obligationerne skal opgøres og beskattes efter lagermetoden.

SKAT anfører på side 16, 5. afsnit i udkastet følgende:

"Det er SKATs vurdering, at følgende elementer har betydning for, om et pantebrev i en fast ejendom bliver indfriet til en anden kurs end 100:

1. debitors betalingsevne, hvis den ikke er til stede, så er det

2. pantet (hvad er handelsværdien på ejendommen, der er pant i).

Det er SKATs opfattelse, at de to nævnte punkter ikke er faste konstanter i hele pantebrevets løbetid. Dette medfører, at der vil være en reel risiko for, at pantebrevene indfries til en anden kurs end 100.

Det fremgår yderligere af det oplyste, at der vil blive en overskudslikviditet til indfrielse af obligationerne mv. Denne likviditet vil opstå som følge af en forskel i rentebetalingsstrømmene eller ved, at der sker en førtids-indfrielse af pantebrevene på en kurs mellem 100 og 105.

Hvorvidt denne overskudslikviditet altid vil være tilstrækkelig til at sikre indfrielse til kurs 100, fremgår ikke af det oplyste.

SKAT finder, at selvom der genereres en overskudslikviditet til indfrielse af obligationerne mv., så vil der stadigvæk være en reel risiko for, at obligationerne indfries til en anden kurs end 100. Eks. kunne der komme en lavkonjunktur og/eller et stort fald i ejendomspriserne. Ingen af disse ting er efter SKATs vurdering urealistiske.

Det fremgår af det oplyste, at der vil være tale om portefølje af pantebreve. Der er efter SKATs vurdering, intet til hinder for at lave en finansiel kontrakt, der følger udviklingen på en portefølje af pantebreve. SKAT skal henvise til uddraget fra SKM 2006.705.SR, se tidligere.

SKAT finder efter en samlet vurdering, at de udstedte obligationer og det ansvarlige indskud er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3."

Sekretariatets indstilling kan ikke tiltrædes.

I overensstemmelse med min beskrivelse af pantebrevsselskabets aktiviteter i ansøgning af 21. august 2006 har SKAT lagt til grund, at der som følge af en forskel i rentebetalingsstrømmene og/eller som følge af, at der sker en førtidsindfrielse af pantebrevene på en kurs mellem 100 og 105 vil opstå en overskudslikviditet i pantebrevsselskabet til indfrielse af obligationerne.

Herefter anfører SKAT i sin indstilling, at det ikke fremgår af det oplyste, hvorvidt denne overskudslikviditet altid vil være tilstrækkelig til at sikre en indfrielse af obligationerne til kurs 100.

SKAT giver udtryk for den opfattelse, at der, selv om der genereres en overskudslikviditet til indfrielse af obligationerne mv., stadig vil være en reel risiko for, at obligationerne indfries til en anden kurs end 100. Det kunne skyldes en lavkonjunktur og/eller et stort fald i ejendomspriserne. Efter SKATs vurdering er ingen af disse ting urealistiske.

Det er min opfattelse, at sekretariatets indstilling er udtryk for en meget vidtgående anvendelse af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, kombineret med en meget stram opfattelse af virkningen af overskudslikviditeten i pantebrevsselskabet.

Den af sekretariatet anførte argumentation kunne lige vel anvendes overfor eksisterende danske realkreditobligationer.

Pantebrevsselskabets organisation og aktivitet kan sammenlignes med kreditforeningers.

Kreditforeninger udsteder obligationer, som får sikkerhed i realkreditpantebreve i fast ejendom. Der gælder et balanceprincip, således at restgælden på pantebrevene inden for snævre rammer skal svare til restgælden på realkreditobligationerne. Er der tale om obligationslån, vil renten på realkreditpantebrevene være den samme som på realkreditobligationerne. Er der tale om kontantlån, vil renten på realkreditpantebrevene skulle dække såvel rente som kursgevinst på realkreditobligationer. Overskudslikviditet i realkreditinstituttet opstår ved lånernes betaling af bidrag til instituttet.

Tilsvarende gælder det for pantebrevsselskabet, at låntagerne betaler overskudslikviditet til pantebrevsselskabet i form af en højere rente på pantebrevene end på obligationerne, og i form af en højere indfrielseskurs ved førtidig indfrielse.

SKAT giver udtryk for den opfattelse, at der - selv om der genereres en overskudslikviditet til indfrielse af obligationerne mv. - stadig vil være en reel risiko for, at obligationerne indfries til en anden kurs end 100 - f.eks. som følge af en lavkonjunktur og/eller et stort fald i ejendomspriserne.

Deroverfor gør jeg gældende, at tilsvarende betragtning gælder ligefuldt for realkreditobligationer.

Det skal her understreges, at pantsikkerheden for de pantebreve, der måtte blive nødlidende overfor pantebrevsselskabet, som hovedregel må anses for at være ligeså stor som for realkreditpantebreve.  De udlån, som pantebrevsselskabet foretager med pantsikkerhed, foretages som altovervejende hovedregel ikke med 100 % belåning, jf. vedlagte faktaark indeholdende belåningsprocenter for de forskellige typer pantebreve, der kan indgå i pantebrevsporteføljen. Der vil således ved en lavkonjunktur eller stort fald i ejendomspriserne generelt ikke være markant større risiko for pantsikkerheden ved pantebrevsselskabets pantebreve end ved realkreditinstitutters pantebreve.

Som beskrevet i mit brev af 21. august 2006 tænkes pantebrevsselskabet i den beskrevne Model 1 opdelt i en Seniortranche og en Juniortranche.

Opdelingen i trancher medfører generelt en ændring i risikoegenskaberne, da risikoen i model 1 flyttes fra Seniortranchen til Juniortranchen og i model 2 flyttes fra Lånefinansiering og obligationer til det ansvarlige indskud. Fastsættelse af procentfordelingen mellem trancherne og forrentningen af disse vil ske således, at den beregnede løbende overskudslikviditet er så stor, at den dækker forventede tab på pantebrevene samt indeholder en overdækning til ikke-forventede tab

Renterne, som pantebrevslånerne løbende betaler til pantebrevsselskabet, anvendes til betaling af renter først på obligationerne udstedt i Seniortranchen og dernæst renterne på obligationerne udstedt i Juniortranchen. Overskydende rentebeløb betalt af pantebrevslånerne indgår i pantebrevsselskabets likviditet. Som anført er pantebrevene forrentede med en højere rente, end obligationerne er, således at rentebetalingerne i sig selv er med til at generere overskudslikviditet.

Renter på pantebrevene i model 2 anvendes først til dækning af betaling af renter på Lånefinansieringen og herefter til dækning af betaling af renter på obligationerne. Forrentning af det ansvarlige indskud betales først ved udløb.

Pantebreve, der indfris før udløb, skal som en del af aftalevilkårene indfris til en kurs over 100, evt. op til kurs 105. En førtidig indfrielse vil således medvirke til at skabe overskudslikviditet i pantebrevsselskabet.

Ligesom det gælder for realkreditobligationer (og andre sædvanlige obligationer), indfris heller ikke pantebrevsselskabets obligationer løbende ved afdragsvis betaling. Obligationerne er hver for sig stående, indtil de indfris. Indfrielse af obligationer finder sted, i takt med betalinger af afdrag på pantebrevene og når pantebreve indfris.

Når renter på obligationerne er betalt, kan overskydende likviditet i pantebrevsselskabet anvendes til at indfri obligationer i Seniortranchen og Juniortranchen til kurs 100. Sådan overskydende likviditet vil bestå af summen af 1) renter fra pantebrevene, som ikke er viderebetalt som renter på obligationerne, 2) ordinære afdrag på pantebreve og 3) beløb fra ekstraordinære indfrielser af pantebreve. Tilsvarende nedbringelser vil finde sted i model 2.

Såfremt et pantebrev bliver nødlidende, har pantebrevsselskabet en ret, men ikke en forpligtelse, til at afhænde pantebrevet. Alternativt kan pantebrevselskabet vælge at tage tvangsfuldbyrdelsesskridt i relation til det nødlidende pantebrev, herunder gøre brug af pantebrevsdebitors personlige hæftelse. Provenu ved salg af nødlidende pantebreve eller ved foretagelse af tvangsfuldbyrdelsesskridt vil indgå som et aktiv i serien og vil i model 1 blive anvendt til at indfri Seniortranchen til kurs 100.

Sandsynligheden for, at obligationerne indfries til under kurs 100 er hermed meget lille.

Juniortranchen/det ansvarlige indskud fungerer således i praksis som buffer for Seniortranchen/Lånefinansieringen og obligationerne. Hvis man fortsat skulle anlægge den betragtning, at pantebrevsselskabets obligationer er omfattet KGL § 29, stk. 3, kan det efter min opfattelse alene omfatte obligationer i Juniortranchen, da risikoen for ikke at opnå fuld indfrielse af obligationerne i Seniortranchen må anses for at være ikke eksisterende.

Selv om der således alt andet lige er en større risiko for, at obligationerne i Juniortranchen ikke alle måtte blive indfriet, er der imidlertid ikke nogen udvikling i pantebrevenes værdi, der kan anvendes til at fastslå, hvor stor en del af obligationerne i Juniortranchen - eller for den sags skyld Seniortranchen - der måtte blive eller ikke blive indfriet. Der er dermed ikke tale om noget anvendeligt indeks, der kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Der kan bestå en forskel mellem pantebrevsselskabets pantebreve og realkreditpantebreve i form af debitors betalingsevne. Den forringede betalingsevne, som debitorer i pantebrevsselskabet eventuelt måtte lide af, er der imidlertid taget højde for ved den forhøjede lånerente på pantebrevsselskabets pantebreve.

For så vidt angår debitors betalingsevne, ser det umiddelbart ud, som om SKAT ser bort fra, at låntagerne også efterfølgende hæfter personligt for betalingerne, hvis pantet ved bortsalg ikke kan dække gælden. I SKM 2006.705.SR har Skatterådet bl.a. anført:

"Det er SKATs opfattelse, at det afgørende er, om der på udstedelsestidspunktet er en usikkerhed om indfrielseskursen".

Hvis den opfattelse skulle være gældende, ville det betyde, at enhver form for debitorrisiko ville medføre, at en fordring må anses for at være omfattet af § 29, stk. 3, fordi der med en debitorrisiko, allerede på udstedelsestidspunktet, altid vil være en usikkerhed om indfrielseskursen.

Debitorrisikoen er imidlertid lille som følge af pantsikkerheden, hvortil yderligere kommer den personlige hæftelse.

Det gøres herefter gældende, at der ikke er nogen sådan sammenhæng mellem indfrielseskursen på pantebrevsselskabets obligationer på den ene side og pantebrevsporteføljens værdi på den anden side, som kan anses for at opfylde kriterierne i kursgevinstlovens § 29, stk. 3, om, at værdien af obligationerne skal følge udviklingen i værdien på andre aktiver.

Skulle SKATs opfattelse være korrekt, ville ikke alene realkreditobligationer blive omfattet af bestemmelsen, men virkningen ville også være, at begrebet fordring i kursgevinstlovens § 1 i det hele ville blive udhulet.

SKAT anfører som begrundelse for at lade obligationerne være omfattet af KGL § 29, stk. 3, at der efter SKATs vurdering intet er til hinder for at lave en finansiel kontrakt, der følger udviklingen på en portefølje af pantebreve.

Selv om man som udgangspunkt måske kunne tilslutte sig det principielle i dette synspunkt, må det imidlertid lægges til grund, at jo mindre direkte sammenhæng, der er mellem de pantebrevene og de udstedte obligationer, des mindre mulighed er der for med mening at udforme en finansiel kontrakt. Som anført ovenfor er det min opfattelse, at en sådan sammenhæng ikke kan etableres i denne sag.

Konkret må der i særdeleshed tages hensyn til, at den overskudslikviditet, der indbetales til pantebrevsselskabet af pantebrevsdebitorerne, medfører, at der ingen direkte sammenhæng er mellem indfrielsen af obligationerne og værdien af pantebrevsporteføljen. Det er vel rigtigt, at hvis den indbetalte overskudlikviditet alene var af symbolsk karakter, kunne det synspunkt gøres gældende, at der så var en sammenhæng mellem pantebrevsporteføljens værdi og obligationernes indfrielseskurs.

Imidlertid er forholdet, at overskudslikviditeten - samt det forhold, at tab først absorberes af Juniortranchen/det ansvarlige indskud - medfører, at det kun under helt ekstraordinære omstændigheder vil kunne blive aktuelt at skulle indfri nogle af obligationerne til under pari.

Endelig skal jeg mere generelt anføre følgende:

Obligationerne er i lighed pantebrevene ordinære renteprodukter. Med pantebrevsselskabet forsøges der ikke skabt nogen omkvalificering af obligationerne som renteprodukt til en anden form for værdipapir, såsom aktie eller anden form for ejerandelsbeviser, og der er heller ikke tale om sammenkobling af obligationerne med andre aktiver, f.eks. commodities, eller indeks.

Området for værdipapirer, der ikke er ejerandelsbeviser, har siden 1980'erne undergået en voldsom udvikling, med en lang række nye finansielle instrumenter, som i større eller mindre omfang adskiller sig fra traditionelle fordringer, som primært er renteprodukter. De eksisterende regler i KGL § 29, stk. 1, som er en videreførelse af reglerne fra den tidligere kursgevinstlovs § 8 C, har vist sig ikke at kunne dække udviklingen af finansielle instrumenter. Dette har medført indførelsen af KGL § 29, stk. 3.

Bestemmelsen i KGL § 29, stk. 3, er som bekendt formuleret ganske bredt uden megen vejledning i lovtekst eller bemærkninger til afgrænsning. Det er derfor i vidt omfang overladt til praksis og skatteforvaltningen at udfylde bestemmelsen.

Det må ved anvendelsen af bestemmelsen lægges til grund, at formålet med KGL § 29, stk. 3, aldrig har været at kvalificere ordinære renteprodukter som finansielle instrumenter. Bestemmelsen udgør en form for opsamlingsbestemmelse til supplering af § 29, stk. 1, og den skal sikre, at finansielle instrumenter, der uanset de betegner sig fordringer, beskattes som finansielle instrumenter. Bestemmelsen skal derimod ikke anvendes til at inddrage ordinære renteprodukter til beskatning efter reglerne om finansielle instrumenter."

Rådgiver har d. 26. svaret på følgende spørgsmål vedr. spm. 6:

Spørgsmål:

Der står i det oplyste, at væsentlige ændringer i priserne på fast ejendom eller konjunkturændringer kan påvirke kursen. I skriver at kursen ikke vil blive påvirket i væsentlig grad.

SKAT skal høre om det kan præciseres, hvor meget kursen vil kunne svinge? F.eks. vil kursen kunne falde til kurs 90?

Svar:

"Det er vigtigt at sondre mellem markedsrenten (CIBOR) og kreditmarginalen (tillægget).

Såvel de underliggende pantebreve som obligationerne er variabelt forrentet, hvorfor deres kurs ikke vil blive påvirket af en rentestigning i samfundet, uanset om det skyldes ændringer i konjunkturerne. Såfremt efterfølgende udstedelser er udstedt med sikkerhed i fastforrentede pantebreve, vil kursen blive påvirket på samme måde som de fastforrentede pantebreve.

Såfremt der sker et større fald i ejendomspriserne, og dette af investorerne ikke blot opfattes som et fald i ejendomspriserne, men tillige tages som udtryk for et fald i betalingsevnen blandt debitorer generelt, vil dette påvirke investorernes krav til kreditmarginalen i opadgående retning. Da kreditmarginalen på obligationerne er fast gennem obligationernes løbetid, vil kravet fra investorerne om en højere kreditmarginal derfor medføre, at efterspørgslen på obligationerne falder, og dermed at kursen på obligationerne falder. Det er imidlertid svært at isolere kurspåvirkningen af faldet i ejendomspriser (fald i betalingsevnen) til et evt. fald i obligationskursen og dermed kvantificere en evt. kurspåvirkning.

Det fremgår af den på mødet udleverede planche, at tabsprocenten kan stige fra 0,20 % til 1,94 % uden tab for investorerne.

Tilsvarende såfremt ovennævnte risiko (krav om større kreditmarginal) opstår omkring indfrielsestidspunktet, kan renten på indfrielsestidspunktet stige med 2,85 %-point, før det påvirker indfrielseskursen på obligationerne."

Ved skrivelse af 11. maj 2007 har rådgiver skrevet følgende:

"Ad principiel betragtning

Efter kursgevinstlovens § 14, stk. 4, gælder det, at en fordring med variabel rente for at være blåstemplet skal opfylde den gældende mindsterente på udstedelsestidspunktet. Herudover gælder det, at fordringen anses forrentet lavere end mindsterenten, hvis "rentens variation og vilkårene for opsigelse medfører, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielseskursen."

Ifølge bemærkningerne til § 14, stk. 4, i L 194 af 13. marts 1997 gælder det, at skattefriheden for kursgevinsten efter udstedelsen af fordringen er "betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er udformet således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen." Det er altså to vilkår form af rentevilkår, der er afgørende for, om obligationen kan anses for at være blåstemplet.

Bemærkningerne anfører herefter følgende:

"Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentlig fra indfrielseskursen, beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks. varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fastforrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en relativt begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem løbetiden være nær indfrielseskursen."

Dernæst anføres det, at de nævnte betingelser som udgangspunkt vil gælde for alle variabelt forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra indfrielseskursen.

Tilsvarende anføres det, at pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering også må anses at opfylde kravet til mindsterenten.

Af bemærkningerne til lovforslaget følger det således, at afgørelsen af, om obligationernes kurs afviger væsentligt fra indfrielseskursen, kan finde sted på grundlag af en kvalifikation af rentevilkårene og indfrielsesvilkårene. Der er således ikke efter bemærkningerne noget krav om, at kursvariationerne skal kunne kvantificeres.

I den konkrete sag anvendes en rentefastsættelse baseret på CIBOR 12, som er anerkendt som en rentestandard, hvis variation følger markedsrenten. Hertil kommer tillægget. Der er ikke indfrielsesvilkår for de pågældende obligationer, der adskiller sig væsentligt fra indfrielsesvilkår på realkreditobligationer.

Der synes dermed ikke at være nogen usikkerhed om, at rente- og indfrielsesvilkår for obligationerne opfylder betingelserne for at anse obligationerne for at være blåstemplede.

Bemærkninger til SKM2006.316.SR (TfS 2006, 599)

SKAT har endvidere henvist til SKM2006.316.SR (TfS 2006, 599) indeholdende en bedømmelse af kursgevinstlovens § 14, stk. 4.

Der var i sagen tale om et bindende svar fra Skatterådet. Spørgsmålet i sagen var, om de pågældende obligationer kunne anses for at være sortstemplede med den virkning, at låntagerne af et variabelt forrentet obligationslån kunne opnå fradragsret for kurstab i overensstemmelse med kursgevinstlovens § 7, stk. 2.

I besvarelsen anfører SKAT, at rådgiver i den pågældende sag havde oplyst, at hvis renten måtte stige med op til 5 procentpoint, ville kursen ændre sig til at ligge mellem 100,1 og 100,15, mens et fald med 2 procentpoint ville medføre en kurs mellem 99,75 og 99,7. Det var herefter SKATs opfattelse, at obligationens kurs ikke afveg væsentligt fra indfrielseskursen, og at obligationerne derfor måtte anses for blåstemplede.

Systematisk set forekommer afgørelsen ikke at kunne anvendes i X's sag. I Skatterådets bindende svar var spørgerens udgangspunkt, at de konkrete obligationer var sortstemplede. Skatterådet svarede, at obligationerne med de oplyste udsving måtte anses for at være blåstemplede. Dette giver imidlertid ikke megen vejledning om, hvor grænsen mellem sortstemplet og blåstemplet går. Det eneste, man kan udlede af Skatterådets bindende svar, er, at obligationerne i den pågældende sag måtte anses for blåstemplede. Skatterådets bindende svar kan ikke bruges til støtte for, at større udsving end de i det bindende svar beskrevne skulle føre til, at obligationerne må anses for at være sortstemplede.

Afgørelsen synes derfor ikke at være illustrativ for nærværende sag.

Ad den konkrete forespørgsel

For så vidt de konkrete obligationer, der påtænkes udstedt af Pantebrevsselskabet, skal jeg for at beskrive, hvorledes kursen forventes at udvikle sig i forhold til renten, sammenligne med et konkret eksempel.

Vedlagt følger et eksempel på en realkreditobligation, hvis rente er baseret på CIBOR 6 med et tillæg. Eksemplet dækker perioden 2. maj 2005 - 19. april 2007.

Det ses ved en gennemgang af renteændringerne over tid og udviklingen i realkreditobligationens kurs, at korrelationen mellem udviklingen i CIBOR 6 og obligationens kurs ikke er stærk. Korrelationskoefficienten er opgjort til 0,26, hvilket indikerer en meget beskeden sammenhæng mellem kurs og den underliggende rente.

Kursen på realobligationen var f.eks. 99,80 på det tidspunkt, hvor CIBOR 6 var lavest (2,1250 %) i den betragtede periode, mens kursen var 100,15 på det tidspunkt, hvor CIBOR 6 var højest (4,2833 %). Der var altså en kursforskel på 0,35 point ved en rentestigning på 2,1583 procentpoint. I den betragtede periode har kursen været nede på 97,47, hvor CIBOR 6 var 3,1683 %, og oppe på 100,90, hvor CIBOR 6 var 4,1400 %.

Allerede fordi realkreditobligationen i eksemplet opfylder de materielle krav i kursgevinstlovens § 14, stk. 4, må realkreditobligationen anses for at være blåstemplet uanset udsvingene.

Ses der på realkreditobligationens kursudsving, er der altså plads til, at kursen på de blåstemplede realkreditobligationer over tid kan påvirkes af markedets udbud og efterspørgsel, uden at kurspåvirkningen er en direkte følge af renteændringer, hvilket bekræftes af den lave korrelationsprocent.

Samtidig indeholder eksemplet en oversigt over renteudviklingen på en fast forrentet statsobligation med en 10 års løbetid. Det ses af diagrammet, at renteafkastet på den fastforrentede statsobligation i perioden ligger inden for intervallet 3 % til 4,5 %, altså en forskel på 1,5 % procentpoint, mens kursen på de variabelt forrentede obligationer stabilt svinger omkring 99, samtidig med en jævn stigning i CIBOR 6-renten fra 2,1250 % til 4,2833 %.

Med den valgte rente på CIBOR 12 med et tillæg for Pantebrevsselskabets obligationer må det forventes, at kursudviklingen vil følge den samme udvikling som realkreditobligationen i eksemplet. Fordi både de underliggende pantebreve og obligationerne er variabelt forrentede, vil kursen ikke blive påvirket af en rentestigning i samfundet, heller ikke selv om en sådan rentestigning skyldes ændringer i konjekturerne.

Såfremt der sker et større fald i ejendomspriserne, og dette af investorerne ikke blot opfattes som et fald i ejendomspriserne, men tillige tages som udtryk for et fald i betalingsevnen blandt debitorerne generelt, vil dette påvirke investorernes krav til kreditmarginalen (rentetillægget) i opadgående retning. Da kreditmarginalen på obligationerne er fast gennem obligationernes løbetid, vil kravet fra investorerne om en højere kreditmarginal medføre, at efterspørgslen på obligationerne falder, og dermed at kursen på obligationerne falder. Det er imidlertid vanskeligt at isolere kurspåvirkningen af faldet i ejendomspriserne (fald i betalingsevnen) til et muligt fald i obligationskursen, og dermed kvantificere en mulig kurspåvirkning.

På mødet med Skatterådssekretariatet blev der udleveret en planche, hvoraf det fremgår, at tabsprocenten kan stige fra 0,20 % til 1,94 % uden tab for investorerne.

Tilsvarende gælder, såfremt den nævnte debitorrisiko fulgt af et krav om en større rentemarginal opstår omkring indfrielsestidspunktet, at renten på indfrielsestidspunktet kan stige med 2,85 procentpoint før det påvirker indfrielseskursen på obligationerne."

SKATs indstilling og begrundelse

Besvarelse af spørgsmål 1:

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10..."

Det fremgår af lovteksten, at hvis en obligation skal være omfattet af § 29, stk. 3, 1. pkt., skal der ske en regulering af fordringen helt eller delvis i forhold til "udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv."

Det fremgår af sagsfremstillingen, at obligationerne i model 1 forventes udstedt til en kurs tæt mellem kurs 98 og 102, og at de vil blive indfriet til kurs 100. Det er SKATs opfattelse, at den nævnte kursforskel mellem udstedelseskursen og indfrielseskursen ikke i sig selv gør, at obligationerne er omfattet af § 29, stk. 3.

I bemærkningerne til betænkningen afgivet af Skatteudvalget den 4. maj 2005 til L98 (lavet efter fremsættelsen af lovforslaget), står følgende til Skatteministeriets ændringsforslag til § 29, stk. 3:

"1) Ordene i 1 pkt. i forslaget til kursgevinstlovens § 29, stk. 3, "udviklingen i priser på værdipapirer, varer og andre aktiver" ændres til: "udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.".

   Det skyldes, at den oprindelig foreslåede formulering har givet anledning til forespørgsler om, hvorvidt ordet aktiver skulle fortolkes indskrænkende. Det fremgår af bemærkningerne til det oprindelige forslag, at dette ikke er tilfældet, men det skønnes imidlertid hensigtsmæssigt at fastlægge bestemmelsens brede indhold i selve lovteksten.

   En regulering, der på papiret fremtræder som en regulering på grundlag af en gæld, er således omfattet af forslaget. Det samme gælder tilfælde, hvor reguleringsmekanismen f.eks. er et bestemt firmas kreditværdighed, konkurs m.v."

Med baggrund i ovenstående er det SKATs vurdering, at "udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv." skal fortolkes bredt.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at Pantebrevsselskabets aktivitet vil være at modtage indlån og for disse midler erhverve porteføljer af pantebreve. Selve administrationen af pantebrevsporteføljerne vil blive varetaget af et andet selskab.

Det er SKATs vurdering på baggrund af det oplyste, at de eneste aktiver af betydning i Pantebrevsselskabet er de nævnte porteføljer af pantebreve.

SKAT skal fremhæve, at bl.a. i SKM2006.715.SR tilsluttede Skatterådets sig følgende:

"Det er SKATs vurdering, at hvis obligationsejerne som udgangspunkt alene har sikkerhed i bestemte aktiver og realiteten er den, at obligationernes indfrielseskurs reelt følger værdien på disse underliggende aktiver, så er obligationerne omfattet af formuleringen i § 29, stk. 3, der siger, at "hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v.", jf. SKM2006.304.SR."

Det er SKATs opfattelse, at den nævnte praksis i SKM2006.715.SR  bl.a. er rettet mod den situation, hvor der indskydes et mellemselskab til at omgå kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Omgåelsessituationen er den, hvor en skattepligtig kursgevinst føres gennem et mellemselskab, hvorefter den er skattefri.

Hvis den nævnte praksis i SKM2006.715.SR skulle stå alene, kunne det i princippet udledes, at de i sagen nævnte obligationer i model 1 ville være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3, er rettet mod de fordringer, hvor der sker en regulering af fordringen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., og denne regulering kan lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Skatterådet/Ligningsrådet har i en række bindende svar udstedt følgende praksis:

• Virksomhedsobligationer m.v., hvor indfrielseskursen alene er knyttet op på virksomhedens betalingsevne er ikke omfattet af § 29, stk. 3. Jf. SKM2006.5.LR og SKM2006.6.LR.
• Det er efterfølgende præciseret, at obligationer, hvor der alene er sikkerhed i bestemte aktiver, så er obligationens indfrielseskurs bundet på disse aktiver og derfor omfattet af § 29, stk. 3. Jf. SKM2006.304.SR (og efterfølgende bl.a. SKM2006.715.SR).
• Obligationer m.v., hvor der ikke er en reel risiko for, at der bliver indfriet til en anden kurs end kurs pari, er ikke omfattet af § 29, stk. 3, da en sådan udvikling ikke kan lægges til grund i en finansiel kontrakt. Jf. SKM2006.705.SR.

Det er SKATs opfattelse at rene rente produkter, hvor indfrielseskursen er fast, hvor de løbende kursændringer alene skyldes ændringer i renteniveauet (hvilken rente kunne der opnås ved en alternativ placering af midlerne), hvor investor investerer i produktet alene med henblik på forrentning (investor har ingen forventninger om kursændringer, der skyldes værdiændringer på bagvedliggende aktiver m.v.), ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Eksempler på sådanne produkter kan være realkreditobligationer.

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3, finder anvendelse for de produkter, hvor der er en regulering af værdien på fordringen og denne regulering skyldes udviklingen i priser på aktiver eller andet.

Grunden til at rene rente produkter ikke er omfattet, er, at disse ikke reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser på aktier eller andet.

Disse rene renteprodukter vil kunne blive udstedt til en kurs under 100 (eks. kurs 95) og indfriet til kurs 100. Når der er en kursforskel mellem udstedelseskursen og indfrielseskursen og der alene er sikkerhed i bestemte aktiver, bliver de rene renteprodukter omfattet af Skatterådets praksis i SKM2006.304.SR.

I SKM2006.705.SR blev obligationerne udstedt til ca. hhv. kurs 91-92 og 88-89 og indfriet til kurs 100, og der var alene sikkerhed i bestemte aktiver. Obligationerne var derfor omfattet af den fastlagte praksis i SKM2006.304.SR. Dvs. obligationerne blev anset for at være reguleret helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v.

Obligationerne i nævnte sag blev alligevel ikke omfattet af § 29, stk. 3, da "udviklingen" ikke kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt. Der blev i sagen lagt vægt på, at det kun var i ekstreme situationer, at der ville ske indfrielse til en anden kurs end kurs 100.

Det er SKATs opfattelse, at rene renteprodukter, der udstedes til en anden kurs end kurs 100 og som skal indfris til kurs 100, er omfattet af SKM2006.705.SR og dermed ikke omfattet af § 29, stk. 3.

Grunden til at rene rente produkter ikke kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, er, at det kun er i ekstreme situationer, at de ikke indfries til kurs 100.

I den konkrete sag fremgår det vedr. model 1, at obligationerne vil blive udstedt til en kurs mellem 98 og 102, samt at de eneste aktiver af betydning i Pantebrevsselskabet de i sagsfremstillingen nævnte porteføljer af pantebreve. Det er derfor SKATs vurdering, at obligationerne i model 1 er omfattet af følgende ordlyd i § 29, stk. 3, "hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v."

SKAT finder, at obligationerne i model 1 kun vil blive indfriet til en anden indfrielseskurs i ekstreme situationer. Dvs. ved f.eks. en lavkonjunktur i samfundet, der medfører dårlig betalingsevne hos pantebrevsskyldnerne. Obligationerne kan derfor ikke lægges til grund i en finansiel kontrakt.

Det er SKATs vurdering, at såfremt et selskab blev anvendt til at gøre skattepligtige kursgevinster skattefrie, så ville de udstedte fordringer være omfattet af § 29, stk. 3, ud fra en omgåelsesbetragtning. I den konkrete sag finder SKAT, at dette ikke er tilfældet.

SKAT finder, at fordi obligationerne i model 1 ikke kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, så er obligationerne ikke omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 1.

Besvarelse af spørgsmål 2:

I model 2 vil der blive optaget et lån via en kassekredit (1. prioritets pant), obligationer (2. prioritets pant) og et ansvarligt indskud (3. prioritets pant). I model 1 ville der blive udstedt to obligationstyper med hhv. 1. og 2. prioritets pant.

SKAT finder, at besvarelsen vedr. model 1 (spm. 1) finder tilsvarende anvendelse ved model 2. Det, at finansieringen sker på en anden måde, ændrer ikke besvarelsen.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 2.

Besvarelse af spørgsmål 3:

I model 3 har Pantebrevsselskabet har mulighed for "vælge" at anvende overskydende beløb til 1) erhverve nye pantebreve (geninvestering), 2) delvis eller hel indfrielse af obligationerne og 3) Model 2 - nedbringekassekreditten.

SKAT finder ikke, at det, at der i model 3 er valgmulighed vedr. anvendelse af den overskydende likviditet medfører en ændring i forhold til besvarelsen af spørgsmål 1.

SKAT skal dog bemærke vedr. pkt. 1) "erhverve nye pantebreve", at det er en forudsætning for SKATs indstilling, at der investeres i pantebreve, der ikke medfører en ændring i forudsætningerne for besvarelsen af spørgsmål 1.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 3.

Besvarelse af spørgsmål 4:

Det er SKATs vurdering, at det ikke vil ændre på besvarelsen af spm. 1, 2 og 3, hvis der oprettes et nyt pantebrevsselskab for hver udstedelse frem for udstedelse i serier.

SKAT forudsætter, at den fremførte i sagsfremstillingen er uændret uanset om der sker i et nyt pantebrevsselskab for hver udstedelse.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 4.

Besvarelse af spørgsmål 5:

SKAT finder ikke, at en begrænsning i hvad obligationsejerne kan gøre krav i (nu kun aktiverne i serien) ændrer SKATs besvarelse af spørgsmål 1, når der er tale om et rent renteprodukt.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 5.

Besvarelse af spørgsmål 6:

Hvorvidt en obligation skal anses for blåstemplet afgøres af kursgevinstlovens § 14. Variabelt forrentede obligationer skal opfylde stk. 2 og stk. 4 i § 14. De nævnte stk. har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Gevinst på fordringer, der ikke omfattes af §§ 15 og 16, skal med medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medmindre fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten efter § 38 på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen, jf. stk. 3 og stk. 4. Den pålydende rente opgøres på grundlag af den højeste tilsagte indfrielsessum."

"Stk. 4. En fordring med variabel rente omfattes af stk. 2 og 3. En sådan fordring anses for forrentet lavere end mindsterenten, hvis rentens variation og vilkårene for opsigelse medfører, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielsessummen."

Følgende betingelser skal være opfyldt efter § 14, stk. 2 og stk. 4:

a) Fordringen skal forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten for debitors påtagelse af forpligtelsen (§ 14, stk. 2)

For at en obligation skal være omfattet af skattefriheden efter § 14, stk. 2 og stk. 4, skal den på stiftelsestidspunktet have en rente i forhold til indfrielsessummen, der mindst er lig med den på stiftelsestidspunktet gældende mindsterente, jf. Ligningsvejledningen A.D.2.3.1.2 Variabelt forrentede fordringer.

Den gældende mindsterente er 3 % p.a. for perioden 1. januar 2007 til 30. juni 2007 (BKG 2006-12-20 nr. 1709). SKAT forudsætter, at obligationerne vil blive udstedt med en rente, der er mindst 3 %. Dette medfører, at denne betingelse er opfyldt.

Det er SKATs vurdering, at betingelse a) er opfyldt.

b) Rentens variation og vilkårene for opsigelse må ikke medføre, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielseskursen (§ 14, stk. 4)

Det fremgår af det oplyste, at kursudviklingen på obligationerne vil følge den samme udvikling som en variabelt forrentet realkreditobligation og at obligationerne forrentes med CIBOR 12 plus et tillæg.

SKAT finder, at obligationerne ikke afviger væsentligt fra markedskursen, da kursen på obligationerne følger den samme kursudvikling som variabelt forrentede realkreditobligationer og forrentes med markedsrenten (Cibor 12). Betingelse b) er derfor opfyldt.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 6, da betingelserne i punkt a) og b) er opfyldte.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.