Dato for udgivelse
12 Feb 2008 10:41
Resumé

Danskerne vil have klaret deres skat med det samme. I perioden fra 1. til 17. februar i år kan borgerne med TastSelv på internettet indberette de indtægter og fradrag for 2007, som SKAT ikke har oplysninger om. Og dette tilbud har danskerne taget til sig.


Tilbuddet om at indberette indtægter og fradrag til SKAT allerede nu, så man allerede med årsopgørelsen kan se, om man har penge til gode - eller det modsatte - hos SKAT, er blevet taget imod med kyshånd:

- På blot 10 dage har små 100.000 danskere benyttet sig af tilbuddet, hvilket er flere end hele sidste år. Det er helt fantastisk, siger Richard Hanlov, Fagchef i SKAT.

De vigtigste ting, som SKAT ikke har oplysninger om, er befordringsfradrag, fradragsberettiget børne- og underholdsbidrag, privat dagpleje, indtægt ved sommerhusudleje m.v.  

- Jeg kan kun opfordre til, at flere borgere gør brug af tilbuddet. Får vi oplysningerne senest den 17. februar, kan tallene komme med på årsopgørelsen, og borgerne får dermed hurtigere svar på, om de har penge til gode - eller det modsatte - hos SKAT. Resultatet af årsopgørelsen kan ses i Skattemappen allerede fra den 10. marts., siger Richard Hanlov, Fagchef i SKAT.

Man oplyser tallene via TastSelv på www.skat.dk/tastselv. Her kan man også læse mere om TastSelv.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, borgere: 72 22 18 18