Lønmodtager i Danmark
Når du bliver ansat hos en arbejdsgiver i Danmark, skal du have et dansk skattepersonnummer og en forskudsopgørelse med skattekort. Din arbejdsgiver henter oplysninger om skattekortets trækprocent og skattefrit fradrag i Skattestyrelsens system eIndkomst.
Skattepersonnummer og forskudsopgørelse med skattekort
Når du har modtaget en underskrevet ansættelseskontrakt fra din arbejdsgiver, kan du søge digitalt om skattepersonnummer og skattekort på skat.dk/danskskattekort.
Bemærk, at Skattestyrelsen tidligst tildeler skattepersonnummer og skattekort 1 måned før første arbejdsdag.
Ved ansøgningen skal du vedhæfte en fil (PDF) med hele dokumentet synligt:
- Alle sider i din kontrakt eller jobbekræftelse med arbejdsgivers CVR-nr., ansættelsesdato, lønoplysninger samt både din og arbejdsgivers underskrift osv.
- Farvebillede af datasiden i dit pas eller farvebillede af svensk nationalt ID-kort udstedt af Polismyndigheten (for- og bagside) og en kopi af et personbevis fra Skatteverket.
Vær opmærksom på, at svensk kørekort og ID-kort fra Skatteverket ikke kan anvendes. - Hvis du er gift, skal du vedhæfte kopi af din vielsesattest og/eller et familiebevis fra Skatteverket.
- Er du statsborger i et land udenfor EU, Norge, Island, Schweiz eller Lichtenstein, skal du sende en kopi af en dansk arbejdstilladelse. Se nyidanmark.dk.
Når dit skattepersonnummer er dannet, sendes det digitalt til din danske arbejdsgiver. Derefter får du selv et brev med forskudsopgørelse og skattekort. Det viser dit skattepersonnummer, beregning af din forskudsskat samt oplysning om trækprocent og skattefrit fradrag. Du skal have et kontonummer, der er oprettet i det danske NemKonto-register og få digitalt ID (MitID) i den kommunale Borgerservice. Se nemkonto.dk og mitid.dk. Din arbejdsgiver skal bruge dit skattepersonnummer og dit kontonummer. Hvis du allerede har skattepersonnummer sendes skattekort til skat.dk/tastselv.
Selvstændig erhvervsdrivende
Når du skal være selvstændig erhvervsdrivende i Danmark skal du have momsnummer. Det er et virksomhedsnummer (CVR-nr.) til registrering af momspligt.
Det får du ved at udfylde Registrering af udenlandsk virksomhed - start - 40.112 på virk.dk.
Skattepersonnummer
Når du har modtaget dit CVR-nummer, skal du kontakte Skattestyrelsen via skat.dk/contact hvis du har fast driftssted i Danmark, for også at få et dansk skattepersonnummer og en forskudsopgørelse med beregning af din foreløbige skat, i form af am-bidrag og B-skat. Skattestyrelsen skal udover dit danske CVR-nummer bruge en kopi af følgende, med hele dokumentet synligt:
- Budget for virksomheden, som viser årets forventede indtægter, udgifter og estimeret skattemæssigt resultat samt kopi af din huslejekontrakt for din virksomhed i Danmark.
- Farvebillede af datasiden i dit pas eller farvebillede af svensk nationalt ID-kort udstedt af Polismyndigheten (for- og bagside) og en kopi af et personbevis fra Skatteverket.
Vær opmærksom på, at svensk kørekort og ID-kort fra Skatteverket ikke kan anvendes. - Hvis du er gift, skal du vedhæfte kopi af din vielsesattest og/eller et familiebevis fra Skatteverket.
- Er du statsborger i et land udenfor EU, Norge, Island, Schweiz eller Lichtenstein, skal du sende en kopi af en dansk arbejdstilladelse. Se nyidanmark.dk.
Forskudsopgørelse med indbetalingskort
Du modtager brev med forskudsopgørelsen med indbetalingskort. Du skal betale ti gange om året, januar - maj og juli - november. Dit skattepersonnummer fremgår af forskudsopgørelsen. Du skal have et kontonummer, der er oprettet i NemKonto-registret. Se nemkonto.dk og digitalt ID (MitID) i den kommunale Borgerservice. Hvis du allerede har skattepersonnummer sendes forskudsopgørelsen til skat.dk/tastselv.
Pensionsmodtagere
Modtager du pension fra Danmark, er du begrænset skattepligtig af løbende udbetalinger. Du kan benytte grænsegængerreglerne, hvis du opfylder betingelserne. Pensionen kan være folkepension, tjenestemandspension, rate- eller livrentepension tegnet i pensions- eller pengeinstitut. Ved udbetalingen indeholdes A-skat efter dit skattekort, opgjort i henhold til din forskudsopgørelse. For at få forskudsopgørelsen, skal du sende kopi af pensionsmeddelelsen med oplysninger om første udbetalingsdag og beløb pr. måned samt farvebillede af datasiden i dit pas eller farvebillede af svensk nationalt ID-kort udstedt af Polismyndigheten (for- og bagside) og en kopi af et personbevis fra Skatteverket. Hvis du er gift, skal du vedhæfte kopi af din vielsesattest og/eller et familiebevis fra Skatteverket.
Kapitalpension: Får du udbetalt en skattebegunstiget kapitalordning, tegnet i pensions- eller pengeinstitut, vil der blive beregnet en afgift på 40 % af det udbetalte beløb.
Ophør af indkomst i Danmark
Hvis din indkomst fra Danmark ophører, skal du kontakte Skattestyrelsen på telefon 72222892 og få din sidste arbejdsdag i Danmark registreret. Derved ophører din skattepligt til Danmark. Når du i det efterfølgende år retter årsopgørelsen i TastSelv for ophørsåret, skal du være opmærksom på, om du opfylder betingelserne for at kunne anvende grænsegængerreglerne. Gør du ikke det, kan det være en fordel for dig af at vælge helårsomregning med personfradrag. Du kan bevare din registrerede NemKonto til eventuelle senere betalinger fra det offentlige.