Dato for udgivelse
29 dec 2003 14:39
Resumé
Fra 1. januar 2004 bliver tilværelsen lettere for grænsegængere, der pendler i Øresundsregionen.

Fra 1. januar 2004 bliver tilværelsen lettere for grænsegængere, der pendler i Øresundsregionen. Grænsegængerne kan få svar på spørgsmål om skatten i et nyt Grænsegængercenter, de kan klikke sig ind på ToldSkats hjemmeside og finde en opdateret version af ToldSkats Øresundsguide, og de kan glæde sig over, at skattereglerne på området bliver enklere.

 

Grænsegængercenter

Nu bliver det nemmere at få svar på spørgsmål om skatten, hvis man pendler i Øresundsregionen. Den 1. januar 2004 åbner et nyt Grænsegængercenter i den danske del af Øresundsregionen. Centeret skal tage sig af pendlernes forskudsregistreringer og skatteligning og henvender sig primært til personer, der bor i Sverige og har væsentlige indtægter fra Danmark.

 

Grænsegængercenteret har afdelinger i både Helsingør og København og drives i et samarbejde mellem København og Helsingør Kommuner. Du kan læse mere om Grænsegængercenteret på www.toldskat.dk. Vælg Grænsegængercenter under Borger eller se Grænsegængercenterets hjemmeside. Du kan også læse mere i Skatteministeriets pressemeddelelse fra 29. september 2003.

 

Øresundsguiden

Fra 1. januar 2004 kan grænsegængere også klikke sig ind på en opdateret version af Øresundsguiden, der er ToldSkats internetsider om skatter og afgifter i Øresundsregionen. I guiden kan man blandt andet læse, hvilke regler der gælder, hvis man bor i Danmark og arbejder i Sverige eller omvendt. Der er også information om, hvad man skal være opmærksom på, hvis man flytter over sundet eller vil drive virksomhed i nabolandet. Guiden bliver løbende opdateret, så den besvarer de spørgsmål, som grænsegængerne stiller til Grænsegængercenteret og ToldSkat. Øresundsguiden findes på www.toldskat.dk. Vælg Grænsegængercenteret under Borger og klik derefter på Øresundsguiden. Du kan også se Øresundsguiden her.

 

Enklere regler

En ny dansk-svensk skatteaftale, der formentlig træder i kraft 1. januar, fjerner en række af de problemer, som grænsegængere og deres arbejdsgivere har oplevet i dagligdagen. Fx bliver det lettere at etablere hjemmearbejdspladser for arbejdsgiverne og deres ansatte. Aftalen sikrer også, at grænsegængere under visse betingelser får fradrag for deres befordring over Øresundsbroen og for deres pensionsindskud, uanset om pensionsordningen er tegnet i bopælslandet eller arbejdslandet. Læs mere om den dansk-svenske skatteaftale i Skatteministeriets pressemateriale fra 4. december 2003.

 

De nye regler betyder, at danske arbejdsgivere, der har en eller flere ansatte med bopæl i Sverige, fra 1. januar 2004 skal indeholde AM-bidrag af indbetalte bidrag til pensionsordninger oprettet i et svensk pensionsinstitut. Du kan læse mere om de nye regler i dette nyhedsbrev til arbejdsgivere.