Dato for udgivelse
09 dec 2003 16:38
Resumé

Regionale netværk skal styrke indsatsen mod illegal arbejdskraft i Danmark.


Der etableres nu 14 regionale netværk for at styrke indsatsen mod illegal arbejdskraft i Danmark. Netværkene skal bestå af repræsentanter fra forskellige myndigheder og organisationer, bl.a. politiet, ToldSkat, Arbejdsdirektoratet, Udlændingestyrelsen samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Politimestrene har ansvaret for de regionale netværks etablering og funktion.

De regionale netværk skal skabe klarhed over den aktuelle situation vedrørende illegal arbejdskraft og drøfte nye tiltag på området.

Netværkene skal også løbende evaluere de deltagende parters indbyrdes samarbejde, ligesom netværkene kan drøfte eventuelle justeringer i struktur og anvendelse af ressourcer.

Herudover har Justitsministeriet henstillet, at der etableres en kontaktpersonsordning mellem de deltagende myndigheder og organisationer for at sikre, at der løbende og uformelt kan etableres kontakt mellem parterne. Kontaktpersonerne vil bl.a. have til opgave at være bindeled mellem parterne i tilfælde af, at der opstår behov for uddybning af afgørelser, dispositioner mv.

Netværk og ordningen med kontaktpersoner er etableret på grundlag af folketingsvedtagelse V 51, hvor Folketinget pålagde regeringen at iværksætte en række initiativer med henblik på at styrke indsatsen mod illegal arbejdskraft.

For de øvrige initiativer henvises til Justitsministeriets pressemeddelse af 21. oktober 2003.