Dato for udgivelse
03 Oct 2007 16:41
Resumé

SKAT har i de seneste dage skrevet til 5.000 danskere med sommerhus i Sverige. Oplysningerne om adresserne på de svenske ejendomme kan være behæftet med fejl. SKAT beklager.


SKAT har i årets løb kørt en informationskampagne for at huske danskere, der ejer sommerhus i udlandet på, at de skal selvangive deres ejendom.

- I denne uge har vi skrevet til yderligere 5.000 danskere, som vi har fået oplyst ejer eller har ejet en svensk ejendom. I brevet har vi oplyst, hvilken ejendom de ejer eller har ejet i Sverige, forklarer fagchef Hans Kurt Larsen.

Koblingen mellem den danske ejer og adressen på den svenske ejendom er dog i de fleste tilfælde forkert.

- Der er sket en hændelig, men meget uheldig fejl, da vi skulle koble ejeren med adressen. Men det er alene adressen på ejendommen i Sverige, der er forkert. Alle der har modtaget dette brev, har en ejendom i Sverige. Det er bare en anden ejendom end den der er anført i brevet, fortæller Hans Kurt Larsen.

SKAT beklager naturligvis fejlen og opfordrer modtagerne af brevene til enten at returnere den medsendte selvangivelsesblanket med oplysning om den korrekte adresse på ejendommen eller på anden måde at kontakte det skattecenter, der er angivet i brevet.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, borgere: 72 22 18 18.