Sagen vedrører spørgsmålet, om en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne er skattepligtig.

Landsskatterettens afgørelse

Vedr. personlig indkomst

Indkomstårene                            ___            1997             1998            1999            2000.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse for alle 4 år.

Sagens oplysninger

Arbejdsskadestyrelsen meddelte ved brev af 29. juni 2001 X Kommune, at klageren med anmeldelsesdato den 18. oktober 1996 havde fået tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, og at erstatningen skulle udbetales som en løbende ydelse med tilbagevirkende kraft. Erstatningen blev tilkendt efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen bad kommunen oplyse, hvorvidt den havde refusionskrav i det tilgodehavende beløb. Det var endvidere angivet, at beløbet var tilkendt fra den 18. oktober 1996, at den første udbetaling af den fremtidige løbende ydelse ville ske den 1. august 2001, samt at den månedlige løbende ydelse udgjorde 8.385 kr. Brevet blev samme dag sendt i kopi til klagerens advokat.

Klagerens advokat havde den 20. december 2000 anmodet Arbejdsskadestyrelsen om, at der snarest blev fastsat et erhvervsevnetab for klageren, og oplyst, at klageren ønskede mest muligt kapitaliseret.

Ved brev af 2. august 2001 meddelte Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring klageren, at Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat hans tab af erhvervsevne til 50 %, og at der derfor ville blive overført 207.342 kr. til hans konto opgjort således:

”Beløbet bliver indsat på konto den 06.08.2001 på 207.342,00 kr.

Af beløbet på 490.117 kr. vedrører 402.480 kr. indkomstårene 1997-2000.

Ifølge § 32, stk. 8, i lov om sikring mod følger af arbejdsmarkedsskade ophører den løbende erstatning med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 65 år, hvorfor udbetalingen i klagerens tilfælde ville stoppe den 30. juni 2008, hvor den løbende erstatning afløses af et engangsbeløb på 4 gange den årlige erstatning. Den samlede erstatning, der således ville blive udbetalt løbende, kunne derfor opgøres således:

Ved brev af 22. august 2001 har Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring efter begæring fra klageren truffet afgørelse om kapitalisering af den fremtidige løbende erstatning, hvorved det samlede beløb er opgjort til 684.369 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er anset for skattepligtig af den udbetalte erstatning, jf. statsskattelovens § 4, litra c. Den del, der vedrører indkomstårene 1997-2000 (402.480 kr.) er fordelt over disse indkomstår.

Erstatningen, som er udbetalt for perioden 18. oktober 1996 til 31. august 2001 er udbetalt på en gang, men dækker perioden, hvorfor den betragtes som en løbende ydelse, som er skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Forskellen på denne del af erstatningsbeløbet og  den resterende del er, at den første del dækker over en periode og derfor anses som en løbende ydelse, mens den anden andel er kapitaliseret fra en løbende erstatning til et engangsbeløb.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at også den udbetalte erstatning vedrørende perioden fra skadestidspunktet i 1996 til udbetalingen i 2001 er skattefri.

Beløbet er efter tilladelse fra kommunen fordelt til beskatning i årene 1996-2001. Klageren har aldrig modtaget løbende ydelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring, og han begærede allerede den 20. december 2000, at erstatningen blev kapitaliseret. Der er således alene modtaget en engangsudbetaling til opfyldelse af både de fortidige og fremtidige krav. Denne ydelse er skattefri efter ligningsvejledningen afsnit A.B.4.4.1.1, hvoraf følgende fremgår:

”Erstatninger, der udbetales løbende for tab af erhvervsevne eller for tab af forsørger, er altid skattepligtige. Man må i den forbindelse være opmærksom på, at en engangssum kan erlægges afdragsvis uden derved at blive skattepligtig.”

Det fremgår endvidere, at ”Erstatninger, der udbetales som éngangsbeløb, er skattefri.”

For at der kan være tale om en løbende og dermed skattepligtig erstatning, skal der være tale om en regelmæssig gentaget udbetaling over et længere tidsrum. I modsætning hertil står en engangsudbetaling til endelig afgørelse af såvel fortidige som fremtidige krav. Der er ikke reelle grunde til skattemæssigt at stille klageren dårligere, end hvis der var tale om et erhvervsevnetab på under 50 %, hvor der sker automatisk udbetaling som et engangsbeløb. Der foreligger også en tilsvarende sag ved en anden kommune, hvor kommunen efter samråd med Told- og Skatteregionen konkluderede, at der var tale om en skattefri udbetaling, idet der straks efter, at afgørelsen om erstatning blev truffet, blev anmodet om, at hele beløbet blev udbetalt som et engangsbeløb, og idet der ikke havde været foretaget løbende udbetalinger. Det er urimeligt at foretage beskatning i strid med denne afgørelse.

Grunden til, at der er udbetalt et stort beløb som løbende ydelse (udbetalt på en gang for perioden fra skadens opståen til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse), er den lange sagsbehandlingstid i Arbejdsskadestyrelsen. Det er urimeligt, at det skal komme klageren til skade, at sagsbehandlingstiden er så lang. Da de løbende ydelser er gjort skattepligtige, betyder det, at jo kortere sagsbehandlingstid, jo mindre skal der beskattes. Klageren anmodede på et tidligt tidspunkt om kapitalisering af erstatningsbeløbet, hvorfor hele beløbet bør betragtes som et engangsbeløb. Det kunne alternativt accepteres, at der blev afsat en rimelig sagsbehandlingstid, inden for hvilken erstatningen var en løbende ydelse, og dermed skattepligtig.

Told- og Skattestyrelsens bemærkninger

Det er indstillet, at skatteankenævnets afgørelse stadfæstes, da det udbetalte beløb rent faktisk ikke er kapitaliseret, men er en akkumulering af de løbende ydelser, der ville være udbetalt, hvis Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse i 1996.

For perioden efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse har klageren valgt at få udbetalt en kapitaliseret ydelse. Denne ydelse er skattefri. Havde klageren i stedet valgt at få udbetalt løbende ydelser, ville summen af ydelserne for samme periode have udgjort et væsentligt større beløb. Disse ydelser ville til gengæld være skattepligtige. Der er derfor ikke stor forskel på den ydelse klageren modtager efter skat. De samme betragtninger gør sig gældende for perioden efter, at klageren kom til skade og frem til udbetalingen af de akkumulerede, løbende ydelser.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det følger af statsskattelovens § 4, litra c, at løbende ydelser er skattepligtige.

Det fremgår af § 32, stk. 4, i lov om sikring modfølger af arbejdsskade, at erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som en løbende ydelse, medmindre denne kapitaliseres efter reglerne i lovens § 43. Af § 43 fremgår det, at af løbende årlig erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på 50 % og derover omsættes efter den erstatningsberettigedes begæring herom den del af erstatningen, der svarer til 50 % erhvervsevnetab, til kapitalbeløb.

I ligningsvejledningen, afsnit A.B.4.4.1.1 sondres mellem erstatninger, der ydes som kapitalbeløb og erstatninger, der ydes som løbende ydelser. Det anføres, at erstatninger, der udbetales løbende, altid er skattepligtige, og at erstatninger, der udbetales som éngangsbeløb, er skattefri.

Ordet éngangsbeløb i ligningsvejledningen må forstås i sammenhæng med ordet kapitalbeløb. Skattefriheden afhænger af, at der på en gang ydes et kapitaliseret beløb til endelig afløsning af retten til løbende ydelser. Klageren har i 2001 modtaget summen af de løbende ydelser for de år, der er forløbet efter tilskadekomsten og frem til udbetalingen. Han har ikke modtaget et kapitaliseret beløb vedrørende denne periode. Beløbet er derfor ikke omfattet af den skattefrihed, der er beskrevet i ligningsvejledningen. Det forhold, at beløbet udbetales samlet, medfører ikke, at beløbet kan sidestilles med et kapitaliseret beløb.

Beløbet er derfor skattepligtigt efter statsskattelovens § 4, litra c.

At skatteankenævnet i klagerens kommune har truffet en afgørelse, der strider mod en anden kommunes urigtige afgørelse i en tilsvarende sag, indebærer ikke et brud på lighedsgrundsætningen. Klageren har derfor ikke krav på at blive behandlet på samme måde som skatteydere i den pågældende kommune. Dette fremgår blandt andet af Højesterets dom af 20. juni 1995, offentliggjort i TfS 1995.483 H.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.