Pengeinstitutterne kan vælge at indberette indskud og udtræk på etablerings-, iværksætter-, konjunkturudlignings-, og indkomstudligningskonti via Skatteforvaltningens Telesystem (SF-TELE), hvis pengeinstituttet i øvrigt er tilsluttet SF-TELE erhvervsservice.
Indberetningen til system EI (etableringskontosystemet) sker på et skærmbillede INDB, hvis dataindhold svarer til indberetningsblanket 03.041.
Der findes en kort vejledning på selve skærmbilledet INDB.
For yderligere vejledning benyttes F3-tasten.
Når de ønskede felter er udfyldt, trykkes enten SEND/ENTER eller F2. Hvis der trykkes SEND/ENTER bliver følgende 2 felter stående udfyldt på skærmen:
· indberetningspligtiges se-nr.
· kontoførende REG-NR.
F2-tasten anvendes, hvis der er flere indberetninger til samme kontohaver. Kontohavers personnummer vil så blive stående sammen med de 2 førnævnte felter.
Uanset om der trykkes F2 eller SEND/ENTER vil følgende tekst fremkomme nederst på skærmen:
INDBERETNINGEN ER REGISTRERET
Mangler der at blive udfyldt et eller flere af de obligatoriske felter, vil der fremkomme følgende tekst nederst:
UDFYLD MANGLENDE FELT OG TRYK ENTER
Hvis felterne er udfyldt forkert, vil der nederst i skærmbilledet fremkomme relevante fejltekster.
Når der er foretaget 16 indberetninger, vises automatisk en kvitteringsliste. Listen kan udskrives ved at tage en HARD-COPY (tryk på print). Tryk SEND/ENTER for at returnere til indberetningsbilledet INDB. Kvitteringslisten fås dog også ved tryk på F8, uden at der er foretaget 16 indberetninger.
BEMÆRK! Efter at have tastet SEND/ENTER tilbage fra kvitteringslisten, vil de indberetninger der stod på listen forsvinde fra skærmen.
BEMÆRK! Negative beløb kan kun forekomme i forbindelse med korrektion.
Hvis der skal rettes en tidligere godkendt indberetning, skal samtlige data fra den godkendte indberetning gentages. Der tilføjes negativt fortegn i beløbsfeltet samt markering i korrektionsfeltet.