I Skattestyrelsen registreres oplysningerne om kontohavers henlæggelser og hævninger på etablerings-, iværksætter-, konjunkturudlignings- og indkomstudligningskonti i et register, der kaldes EI-systemet (EIS).
Skattestyrelsens EI-system fører kontrol med at kontohaveren:
- overholder de fastsatte frister for anvendelsen af de henlagte beløb
- oplyser de foretagne henlæggelser og hævninger korrekt
- forlods afskriver korrekt
EI-systemet består af to delsystemer. Et balancesystem og et kontrolsystem.
Balancesystemet indeholder de historiske oplysninger om størrelsen af ubenyttede indskud og henlæggelser for tidligere indkomstår samt størrelsen af foretagne henholdsvis anvendte indskud og henlæggelser i det indeværende indkomstår.
Kontohavere der anvender konjunkturudligningsordningen eller indkomstudligningsordningen bliver ikke registreret i dette delsystem.
Kontrolsystemet indeholder de indberettede oplysninger fra pengeinstitutterne om indskud og udtræk i indeværende år samt indestående pr. 31. december samt et beregnet indestående ved regnskabsårets slutning.
De to delsystemer anvendes til at sikre at indskud og fratrukken henlæggelse svarer til hinanden.
Summen af ubenyttede henlæggelser i balancesystemet sammenlignes maskinelt med det indestående beløb ultimo indkomståret i kontrolsystemet. Er differencen herefter negativ, dvs. indestående beløb er mindst, vil det være udtryk for at kontohaveren har hævet beløb, som ikke er bragt til forlods afskrivning på oplysningsskemaet.
Er der difference mellem det indskudte beløb og den oplyste henlæggelse, vil der ske udsøgning, dvs. udskrivning af meddelelse til Skattestyrelsen med beskrivelse af forhold, der giver anledning til nærmere kontrol. Evt. med efterbeskatning til følge.