Dato for udgivelse
18 Sep 2007 11:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Apr 2007 11:46
SKM-nummer
SKM2007.622.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-083182
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomme i udlandet + Erhvervsejendomme + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genanbringelse, avance, fraflytning, henstand, Litauen
Resumé
Skatterådet tog stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med anvendelse af genanbringelsesreglerne i §§ 6 A - 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven i ejendom i Litauen ved efterfølgende fraflytning fra Danmark.
Hjemmel

06-089402

Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 B
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 E.J.2.6

Spørgsmål

  1. Vil spørger ved emigration til Litauen kunne genplacere avancen fra salget af landbrugsejendommen i Danmark i en nyerhvervet ejendom i Litauen?
  2. Hvis spørgsmål 1 besvares positivt, vil man kunne bevare begrænset skattepligt til Danmark ved at beholde et udlejningshus i Danmark, og vil man derved kunne undgå, at skatten fra den genplacerede avance vil forfalde til betaling?
  3. Hvis spørgsmål 2 besvares negativt, vil der så kræves en bankgaranti for det beløb, som der søges henstand på i forbindelse med udrejse? 
Svar
  1. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
  2. Nej, se indstilling og begrundelse.
  3. Nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har siden 15. december 1988 drevet landbrugsejendommen beliggende i R i Danmark.

I 2002 blev spørger gift med P fra Litauen. Ægtefællerne har herefter i fællesskab drevet ejendommen indtil 2006, hvor den blev solgt.

Ægtefællerne har erhvervet en ny ejendom i Litauen i 2006.

Endvidere har ægtefællerne i 2006 købt en ejendom beliggende i S i Danmark, hvor de har tænkt at opholde sig indtil efter nedsættelsestidspunktet den 1. juli 2007. Ægtefællerne mener, at de herved opfylder betingelserne for at kunne genanbringe avancen fra salget af landbrugsejendommen i Danmark i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom i Litauen, idet de vil være fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 på nedsættelsestidspunktet.

Efter den 1. juli 2007 er det ægtefællernes plan at flytte til Litauen. Ægtefællerne overvejer fortsat at beholde ejendommen i S som udlejningsejendom.

Spørger ønsker oplyst, om der vil ske beregning af skatten fra genanbringelsen i Litauen, hvis der bevares skattepligt (begrænset) til Danmark gennem drift af udlejningsejendommen.

Hvis der skal beregnes skat af nedsættelsen af anskaffelsessummen for ejendommen i Litauen, ønskes der i svaret redegjort for, om reglerne for sikkerhedsstillelse, der fremgår af Kildeskattelovens § 73 E, også gælder ved fraflytning til Litauen. 

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.

Det er endvidere en betingelse, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

SKAT skal bemærke, at der alene kan ske genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed.

Der gælder særlige regler for genanbringelse i fast ejendom i udlandet. Genanbringelse i udenlandsk ejendom er således yderligere betinget af, at ejeren, når denne er en fysisk person, på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

I tilfælde hvor erhvervelsen af den udenlandske ejendom, hvis anskaffelsessum nedsættes, er sket i samme indkomstår som afståelsen af den første ejendom, er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

Skatterådet har i SKM2006.730.SR tiltrådt, at nedsættelsestidspunktet, som anført ovenfor, ikke er ensbetydende med, at der kan stilles krav om, at en skatteyder skal forblive fuld skattepligtig til Danmark uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst helt frem til udløbet af den formelle selvangivelsesfrist for det pågældende indkomstår, jf. § 4 i skattekontrolloven.

Det er herefter tilstrækkeligt for anvendelse af genanbringelsesreglerne i forbindelse med erhvervelse af en ejendom i udlandet, at en skatteyder, der opfylder skattepligtskravene mv., ved fraflytning begærer fortjeneste ved afståelsen af den danske ejendom genanbragt i den udenlandske ejendom. Det er dog en betingelse for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at skatteyder i forbindelse med begæringen afgiver de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter §§ 6 A-6 C i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt.  

Det er fortsat en betingelse for genanbringelse, at der indgives rettidig selvangivelse for det pågældende indkomstår, jf. § 6 A, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven. 

Hvis en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 ophører som følge af fraflytning, eller hvis en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, foretages der fraflytterbeskatning efter § 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven, såfremt der er sket nedsættelse af anskaffelsessummen på en ejendom beliggende i udlandet.

Der vil efter § 6 B, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven kunne gives henstand med betalingen af skatten indtil salg eller død efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E.

Efter kildeskattelovens § 73 E kan personer således bl.a. få henstand med betaling af skatter beregnet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, når skatteberegningen skyldes ophør af skattepligt efter lovens § 1, skift af skattemæssigt hjemsted efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

Det er bl.a. en betingelse for henstand med skat beregnet efter § 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven, at

- der ved fraflytning m.v. indgives selvangivelse til told- og skatteforvaltningen. Gives der udsættelse med indgivelse af selvangivelse efter skattekontrollovens § 4, stk. 4, skal selvangivelse som betingelse for henstand være indgivet inden denne frist,

- der stilles betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet (Dette krav skal dog ikke opfyldes, hvis fraflytningen m.v. sker til et land, der er omfattet af Rådets direktiv af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger (76/308/EØF) som ændret ved Rådets direktiv af 6. december 1979 (79/1071/EØF), Rådets direktiv af 14. december 1992 (92/108/EØF) og Rådets direktiv af 15. juni 2001 (2001/44/EF), dvs. hvis fraflytningen m.v. sker til et land, der er medlem af EU),

- henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås eller den skattepligtige dør,

- hvis henstandsbeløbet ikke betales rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, og

- hvis selvangivelsen ved fraflytning ikke indgives rettidigt, bortfalder henstanden.

Ad spørgsmål 1

Det fremgår af ovenstående, at det bl.a. er en betingelse for genanbringelse af ejendomsavance i anskaffelsessummen ved køb af en ejendom i udlandet, at ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

På baggrund af de foreliggende oplysninger indstiller SKAT derfor, at spørgsmålet besvares med et ja, idet det er forudsat, at spørgers fulde skattepligt til Litauen først indtræder efter fraflytningen.

Det er herved tillige forudsat, at spørger ved fraflytning til Litauen har begæret fortjeneste ved afståelsen af den danske ejendom genanbragt i den udenlandske ejendom. Det er tillige en betingelse, at spørger i forbindelse med begæringen har afgivet de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter §§ 6 A-6 C er opfyldt.  Det er endvidere en betingelse for genanbringelse, at der indgives rettidig selvangivelse for det pågældende indkomstår, jf. § 6 A, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven. 

SKAT skal tilføje, at genanbringelsesreglerne kun finder anvendelse på ejendomme som anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed. Den del af den afståede ejendom henholdsvis den erhvervede ejendom som udgør boligdelen, anses ikke i denne forbindelse for anvendt erhvervsmæssigt. Den del af fortjenesten, der vedrører boligdelen, kan således aldrig genanbringes, og der kan aldrig ske nedsættelse af den del af anskaffelsessummen, der vedrører boligdelen

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse er opfyldt på nedsættelsestidspunktet tager SKAT ikke stilling til på nuværende tidspunkt. Først på det tidspunkt, hvor den skattemæssig disposition skal selvangives, har SKAT mulighed for at tage stilling til, om de pågældende betingelser er opfyldt. Alternativt kan der anmodes om et nyt bindende svar, allerede på det tidspunkt, hvor de pågældende betingelser anses for opfyldt.

Ad spørgsmål 2

Som det fremgår af ovenstående foretages der fraflytterbeskatning efter § 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven, hvis en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 ophører som følge af fraflytning, eller hvis en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, såfremt der er sket nedsættelse af anskaffelsessummen på en ejendom beliggende i udlandet.

Da det i sagen er oplyst, at spørger ved fraflytning vil udleje sin ejendom i Danmark, vil spørger allerede af denne grund ikke kunne anses for hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Litauen.

Da der på baggrund af de foreliggende oplysninger således skal ske ophørsbeskatning ved fraflytning, jf. § 6 B, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven, indstiller SKAT, at spørgsmålet besvares med et nej.

Ad spørgsmål 3

Som det ligeledes ses af ovenstående, fremgår det af kildeskattelovens § 73 E, at der kan gives henstand med betaling af skatter beregnet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, når skatteberegningen skyldes ophør af skattepligt efter lovens § 1 eller skift af skattemæssigt hjemsted efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

Det er endvidere anført ovenfor, at der gælder visse betingelser for henstanden, herunder at der som udgangspunkt skal stilles betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet.

Dette krav om sikkerhed skal dog ikke opfyldes, hvis fraflytningen m.v. sker til et land, der er omfattet af Rådets direktiv af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger (76/308/EØF) som ændret ved Rådets direktiv af 6. december 1979 (79/1071/EØF), Rådets direktiv af 14. december 1992 (92/108/EØF) og Rådets direktiv af 15. juni 2001 (2001/44/EF), dvs. hvis fraflytningen m.v. sker til et land, der er medlem af EU.

Litauen er omfattet af EU's inddrivelsesdirektiv, jf. annex'et til den litauiske lov nr. IX-1781 af 16. oktober 2003. Heraf fremgår, at loven er gennemført for at opfylde EU's inddrivelsesdirektiv (direktiv 76/308/EØF, som ændret flere gange bl.a. ved direktiv 2001/44/EF, hvor direkte skatter blev omfattet).

Efter lovens artikel 7 skal de litauiske myndigheder bistå ved opkrævning i Litauen af andre EU-landes skatter.

Da bevilling af henstand med et skattebeløb ved fraflytning til Litauen således ikke forudsætter, at der stilles sikkerhed for beløbet, indstilles det, at spørgsmålet besvares med et nej.

SKAT skal bemærke, at reglerne om genanbringelse i §§ 6 A-6 C i ejendomsavancebeskatningsloven ikke omfatter udskydelse af beskatning af genvundne afskrivninger på erhvervsmæssige ejendomme, jf. afskrivningslovens § 21.

SKAT skal endvidere bemærke, at der ikke ved ovenstående er taget stilling til, hvorledes den fortjeneste, der kan genanbringes, nærmere skal opgøres.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet er enig i SKATs indstillinger og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år fra afgørelsens dato.