Dato for udgivelse
27. oktober 2003
Resumé

ToldSkat Fyn, Region Odense og Odense Kommune har gennemført en målrettet kontrolindsats mod restaurationer og pizzariaer i Odense og det vestfynske område.


Fredag aften gennemførte ToldSkat Fyn, Region Odense og Odense Kommune igen en målrettet kontrolindsats mod en række restaurationer og pizzariaer i Odense og det vestfynske område med det formål at kontrollere virksomhedernes regnskabsrutiner, registreringsforhold og afsløre "sorte ansatte" samt personer, som uberettiget får udbetalt sociale ydelser og dagpenge.

Ved aktionen, hvor der deltog 8 medarbejdere fra de nævnte myndigheder, blev der foretaget kontrol i 26 virksomheder, hvor der blev truffet 48 personer.

Ved aktionens afslutning kunne det endelige resultat endnu ikke opgøres, men det er foreløbigt konstateret, at 8 personer modtog dagpenge.

Fem personer forsvandt, da kontrollen dukkede op.

I 8 af de besøgte virksomheder fandt ToldSkat problemer med regnskabsgrundlaget, og i 2 af virksomhederne var der ikke kasseapparat.

Der blev i 2 tilfælde rettet op på virksomhedens registreringsforhold i relation til indeholdelse af A-skat.

Aktionen var et led i den kontrolstategi, som ToldSkat Fyn har anlagt over for særligt udvalgte virksomhedsbrancher, hvor målet er en fremadrettet kontrol, hvor vi ved gentagne uanmeldte besøg vil konstatere virksomhedernes "tilstand" på kontroltidspunktet. Ved besøgene vil der blive rettet op på manglende registreringsforhold, og såfremt lønregnskab, regnskabsgrundlag mv. ikke er tilfredsstillende, vil der ske instruktion af virksomhederne. Hvis virksomhederne ikke efterlever de givne instruktioner, vil der være grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatte-og afgiftstilsvaret, ligesom de gældende straffemuligheder vil kunne bringes i anvendelse.

Som en konsekvens af resultatet af de indtil nu foretagne besøg, kan nogle af de besøgte virksomheder i fremtiden forvente, at Odense Kommune vil tage deres regnskab op til revision.

Kontaktperson:ToldSkat Fyn, Region Odense, Karina Clausen 65 43 75 02