Med det formål at få klarlagt, om de forhold i pizzabranchen, der er konstateret af ToldSkat flere steder i landet, også er tilfældet i trekantområdet, har ToldSkat i Vejle hen over sommeren/efteråret aflagt et større antal pizzariaer besøg.
Besøgene har primært haft karakter af vejledning, og i de tilfælde, hvor virksomheden tidligere havde haft vejledning - en opfølgning af, at den givne instruktion blev fulgt og regler efterlevet. Ved besøgene var der primært fokus på, om der korrekt blev afregnet kildeskat for de personer, der var beskæftiget i pizzarierne.
Resultatet af besøgene viser det samme billede som andre steder i landet, idet der blev antruffet såvel “ulønnet” medhjælp, medarbejdere der lige var startet samme dag, personer der modtog sociale ydelser, samt asylansøgere.
Der er i alt besøgt 35 virksomheder, hvoraf de 25 var registreret som arbejdsgivere.
Sammenlagt kan det direkte resultatet af besøgene opgøres således:
Efterfølgende registreret som arbejdsgivere |
7 virksomheder |
Antal personer indberettet til Arbejdsdirektoratet (dagpenge) |
2 personer |
Antal personer indberettet til Politiet (asylansøgere) |
4 personer |
Herudover blev der i de 25 virksomheder, der var registreret som arbejdsgivere konstateret adskillige tilfælde af “ulønnet” medhjælp. Forklaringer fra disse var mange og opfindsomme - eksempelvis:
- “lige kommet forbi/ gav en hånd med, da der var travlt”
- “ved at vaske egen tallerken op for pizza, der var spist i pizzariaet”
- “ved at bage pizza til sig selv”
Som en konsekvens af resultatet af de indtil nu foretagne besøg, kan disse virksomheder i fremtiden forvente nye besøg fra ToldSkat - besøg, hvor fokus nok vil være mere på egentlig kontrol. Herudover vil vejledningsindsatsen mod øvrige virksomheder fortsætte.
Kontaktperson: Funktionschef Thorkild Bertelsen, ToldSkat Sydjylland, Region Vejle 76404284