Der gælder de samme regler for beregning af dansk ejendomsværdiskat, uanset om ejendommen ligger i Danmark eller i udlandet.

Udenlandske ejendomme bliver beskattet på grundlag af den laveste af følgende tre værdier:

  • Den ansatte ejendomsværdi pr. 1. oktober 2012. 
  • Den ansatte ejendomsværdi pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 pct.
  • Den ansatte ejendomsværdi pr. 1. januar 2002.

Hvordan ansættes ejendomsværdien?
Hvis der findes en offentlig ejendomsvurdering for ejendommen, som kan sidestilles med en dansk vurdering, og som er godkendt af SKAT, beregnes ejendomsværdiskatten efter samme regler, som gælder for danske ejendomme.

Hvis der ikke findes en udenlandsk vurdering, der kan sidestilles med den danske, og som SKAT har godkendt, skal du selv opgøre den ejendomsværdi, der skal bruges som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten.

Ved denne opgørelse skal du tage udgangspunkt i ejendommens faktiske anskaffelsespris. Anskaffelsesprisen/handelsværdien skal reguleres med en afstandsprocent, der er udtryk for forskellen imellem handelsværdien og den offentlige vurdering.  Beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten udgør herefter den laveste af følgende værdier:

  • Værdien pr. 1. oktober 2012 reguleret med afstandsprocenten.
  • Værdien pr. 1. januar 2001 plus 5 pct, reguleret med afstandsprocenten.
  • Værdien pr. 1. januar 2002 reguleret med afstandsprocenten.

Afstandsprocenten er opgjort således:

Afstandsprocent

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

Gennemsnitsprocent

15

18

12

29

9

17

9

5

11

10

Handelsprisen/anskaffelsesprisen skal herefter indekseres frem eller tilbage fra anskaffelsesåret til henholdsvis 2001/2002 eller til det aktuelle indkomstår. Til denne indeksering bruges:

  • et godkendt udenlandsk prisindeks
  • OECD's indeks for udvikling i huspriser
  • det danske sommerhusindeks.

SKAT har på nuværende tidspunkt kun godkendt det svenske indeks for fritidshuse. Dette indeks kan anvendes på alle typer ejendomme i Sverige, der anvendes som fritidsbolig.

Kontakt SKAT hvis du vil vide mere om det svenske indeks for fritidshuse, de anerkendte OECD-indeks samt det danske sommerhusindeks.

SKAT kan vælge at efterprøve din opgørelse af beregningsgrundlaget.

Ejendomsværdiskatten
Ejendomsværdiskatten er på 1 pct. af den del af handelsværdien, der ikke overstiger 3.040.000 kr. Af handelsværdien over 3.040.000 kr. betales 3 pct. i ejendomsværdiskat.

Har du købt udenlandsk ejendom efter 2001
Hvis du er fuldt skattepligtig til Danmark og har købt en ejendom i udlandet efter 1. januar 2001, skal den danske ejendomsværdiskat for ejendommen beregnes på grundlag af anskaffelsesprisen, som indekseres tilbage til 2001/2002 efter ovennævnte metode.

Du kan læse mere i vejledningen Hus og ejerlejlighed i udlandet, i afsnittet Sådan beregnes dansk ejendomsværdiskat af udenlandske ejendomme.

Har du købt udenlandsk ejendom før 2. juli 1998
Hvis du er fuldt skattepligtig til Danmark, og har købt en ejendom, som ligger i udlandet før 2. juli 1998, gives der for visse typer af ejendomme et nedslag i den beregnede ejendomsværdiskat. Nedslaget udgør 4 promille (0,4 procent) af beregningsgrundlaget, dog maksimalt 1.200 kr.

Det er ikke sikkert, at det får skattemæssige konsekvenser for dig - det afhænger af din betalte udenlandske skat.