Nyhedsmedie
Computerworld
Skrevet af
Underdirektør Steffen Normann Hansen, Told- og Skattestyrelsen
Resumé
ToldSkat svarer på en artikel i Computerworld om det offentliges hjælp til iværksættere.

Computerworld bragte den 27. juni 2003 en artikel under overskriften "Det offentlige svigter iværksætterne". Artiklen handler om et rundspørge, der er lavet i forskerparken Symbion.

For os kan det være svært at genkende nogle af artiklens udsagn om, at det offentlige - herunder ToldSkat - ikke hjælper iværksætterne.

ToldSkat er nemlig meget interesseret i at forbedre kontakten og støtten til iværksættere - og selvfølgelig også iværksættere i IT- og biotekbranchen. Vi har derfor inviteret den administrerende direktør i Symbion, Christina Hvid, til et møde, så vi kan drøfte krav og forventninger, herunder hvordan ToldSkat kan forbedre sin service over for iværksætterne.

ToldSkat gør i øvrigt både centralt og lokalt et stort stykke arbejde for at lede kommende iværksættere og nystartede virksomheder godt på vej. Det har fordele både på kort og langt sigt: Iværksætterne kommer bedre fra start, og hele opkrævnings - og kontrolarbejdet bliver enklere og lettere.

Og på ToldSkats hjemmeside - www.toldskat.dk - har vi en registreringsguide, der i detaljer fortæller om registrering af virksomheder, ligesom den indeholder en elektronisk anmeldelsesblanket. Guiden er udarbejdet netop af hensyn til iværksættere.

De lokale told- og skattemyndigheder inviterer alle nystartede virksomheder til at deltage i informationsmøder. På informations- og instruktionsmøder gennemgår de reglerne om registrering af virksomheder, regler om afgifter, skat og told samt reglerne for regnskabsførelse, angivelse og betaling mv. Ofte holdes disse møder sammen med kommunerne og andre involverede myndigheder.

Desuden deltager told- og skattemyndighederne ofte og gerne med faglige indlæg i arrangementer, som de lokale erhvervsråd, TIC-centre mv. holder for iværksættere.

Når iværksætterne når til den egentlige registrering af virksomheden, yder de lokale told- og skattemyndigheder konkret bistand til alle, der henvender sig på en told- og skatteregion. Og efter registreringen kommer ToldSkat på besøg i virksomheden, hvis iværksætteren ønsker det.