Østre Landsrets dom af
16. oktober 2000
20. afdeling, B-1682-99

Parter

A
(Advokat Bente Møll Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen).

Afsagt af landsdommerne

Otto Werner, M. Lerche og Annette Maarbjerg (kst.)

Under denne sag, som er anlagt den 11. juni 1999, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at tillade genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 1993 og 1994.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Kommunen forhøjede efter forudgående agterskrivelse sagsøgerens indkomstansættelser for årene 1993 og 1994 ved afgørelse af 17. februar 1997. Sagsøgeren anmodede ved skrivelse af 4. september 1998 om genoptagelse af skatteansættelserne. Under denne sag er spørgsmålet, dels om sagsøgeren opfyldte betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, og dels om Kommunens agterskrivelse og afgørelse er behæftet sådanne formelle fejl, at de er ugyldige.

Sagsfremstilling

Told- og Skattestyrelsen meddelte ved skrivelse af 15. februar 1999 sagsøgeren følgende afgørelse vedrørende anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen for 1993:

"De har i brev af 4. december 1998 klaget over, at ToldSkat har afvist at genoptage Deres klients skatteansættelse for indkomståret 1993.

De ønsker genoptagelse, fordi ansættelsen er forhøjet skønsmæssigt. Som begrundelse for anmodningen om genoptagelse er det anført, at Deres klient fra starten har gjort indsigelser mod den skønsmæssige forhøjelse. De anfører, at der er tale om en væsentlig forhøjelse, og at De har fremsendt dokumentation, hvoraf det tydeligt fremgår, hvordan privatforbruget er finansieret.

Told- og Skattestyrelsen kan ikke imødekomme Deres anmodning om genoptagelse, jf. begrundelsen nedenfor.

Skatteansættelsen for indkomståret 1993 ses ikke påklaget til Skatteankenævnet indenfor 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, det vil sige inden den 31. december 1996, jf. skattestyrelsesloven § 4, stk. 1.

Der kan herefter gives tilladelse til genoptagelse af mere end 3 år gamle skatteansættelser, når forholdene i særlig grad taler derfor, jf. skattestyrelsesloven § 4, stk. 2.

Den enkelte skatteyder har pligt til at selvangive sin indkomst. Når behørig selvangivelse ikke foreligger, er skattemyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse, jf. skattestyrelsesloven §3, stk. 4. Den omstændighed, at en skatteansættelse er foretaget skønsmæssigt, er ikke i sig selv et sådan særligt forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, jf. cirkulære nr. 71 af 12. april 1996, punkt 5.3.

Ifølge forarbejderne til skattestyrelsesloven § 4, stk. 2, er der mulighed for ekstraordinær genoptagelse, hvis skattemyndighederne har begået ansvarspådragende fejl ved ligningen - herunder foretaget åbenbart urimelige taksationer. Ved bedømmelsen af dette tages der udgangspunkt i de oplysninger som skatteforvaltningen havde på tidspunktet for ligningen.

Det forhold, at De efterfølgende har indsendt dokumentation, der måtte føre til en lavere skatteansættelse, berettiger derfor ikke til ekstraordinær genoptagelse.

Styrelsen finder ikke, at skattemyndighederne i denne sag har begået ansvarspådragende fejl ved ligningen.

Der ses ikke i øvrigt at være forhold i sagen, som i særlig grad taler for en genoptagelse.

Da de formelle betingelser for genoptagelse ikke er til stede, er det uden betydning, om der materielt set er grundlag for at ændre ansættelsen, jf. cirkulære nr. 71 af 12. april 1996, punkt 5.3.

..."

Ved skrivelse af 6. oktober 1999 meddelte styrelsen sagsøgeren følgende afgørelse vedrørende skatteansættelsen for 1994:

"Under henvisning til Deres brev af 10. august 1999, hvor De har påklaget ToldSkats afslag på anmodningen om genoptagelse for 1994, kan det meddeles, at Told- og Skattestyrelsen stadfæster regionens afgørelse.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan inden 3 måneder fra dette brevs datering indbringes for Østre Landsret ved udtagelse af stævning, jf. skattestyrelseslovens § 31.

Som begrundelse for afgørelsen kan henvises til, at anmodningen er indgivet efter udløbet af 3-års fristen i den ophævede, men fortsat for indkomstår inden 1997 gældende bestemmelse i den tidligere skattestyrelseslovs § 4, stk. 1, samt at der ikke ses at foreligge sådanne særlige omstændigheder, som efter den tidligere skattestyrelseslovs § 4, stk. 2, er betingelse for at tillade genoptagelse, når anmodning er indgivet efter udløbet af 3-års fristen.

Sådanne særlige omstændigheder kan eksempelvis bestå i, at der i forbindelse med ansættelsen er begået ansvarspådragende myndighedsfejl. Under henvisning til privatforbrugsopgørelsen i vedlagte brev af 27. september 1999 finder Told- og Skattestyrelsen imidlertid ikke, at en skønsmæssig forhøjelse på kr. 400.000 set udfra de dengang foreliggende oplysninger kan karakteriseres som en ansvarspådragende fejl.

Hvad angår de påberåbte formelle fejl i kommunens ansættelse af 17. februar 1997 bemærkes, at efter Told- og Skattestyrelsens praksis vil formelle mangler alene kunne anses for særlige omstændigheder, hvis manglerne måtte have en karakter, der er egnet til at medføre absolut ugyldighed. Dette kan ikke antages at være tilfældet i den foreliggende sag, hvor de formelle indsigelser om ufuldstændig begrundelse i stedet for burde have været gjort gældende ved klage i sædvanlig instansfølge.

Der ses ikke i øvrigt at foreligge omstændigheder, der kan medføre genoptagelse efter bestemmelsen i den tidligere skattestyrelseslovs § 4, stk. 2."

Ifølge sagsøgte indgav sagsøgeren ikke selvangivelse for 1993, hvorfor tallene i den af Kommunen udsendte printselvangivelse blev lagt til grund ved skatteansættelsen for 1993. Kommunen rettede henvendelse til sagsøgeren om skatteansættelsen for 1993 ved skrivelse af 19. september 1994 med anmodning om en redegørelse for nogle ikke medregnede aktiver. Sagsøgeren besvarede henvendelsen ved skrivelse af 6. oktober 1994, og på baggrund heraf ansatte kommunen sagsøgerens formue for 1993 til 2.519.215 kr. Sagsøgeren gjorde ikke indsigelse mod ansættelsen.

Sagsøgeren indgav udvidet selvangivelse for 1994, som blev modtaget i kommunen den 23. august 1995. Sagsøgeren har i selvangivelsen angivet sin lønindkomst til 103.820 kr. og har ikke i forbindelse med formueoplysningerne anført nogen gældsposter.

Ved skrivelse af 15. april 1996 rettede .... Kommune henvendelse til Kommunen og spurgte, om det var muligt for sagsøgeren med den angivne løn og formue at købe en ejendom kontant i 1993.

Sagsøgeren havde med overtagelsesdag den 1. september 1993 købt ejendommen .... af H1 A/S for 1.190.000 kr. kontant. Sagsøgeren var på det tidspunkt direktør og hovedaktionær i selskabet H1 A/S med en aktiebesiddelse på 80%.

Den 23. april 1996 skrev Kommunen til sagsøgeren og bad ham om inden 14 dage at indsende kapitalforklaring for indkomstårene 1993 og 1994 samt dokumentation for, hvorledes købesummen på 1.190.000 kr. for ejendommen .... var berigtiget.

Ved telefax af 13. maj 1996 meddelte sagsøgeren kommunen, at han grundet bortrejse ikke havde kunnet overholde svarfristen men ville sende svar en af de nærmeste dage.

Kommunen rykkede for svaret ved skrivelse af 14. august 1996 og gav sagsøgeren en yderligere frist på 8 dage.

Ved agterskrivelse af 8. oktober 1996 meddelte kommunen sagsøgeren følgende:

"Skatteadministrationen agter at foretage Deres skatteansættelse for indkomståret 1993 og 1994 således:

1993
Nuværende indkomstansættelse	kr. 147.476
+ skønsmæssigt ansat merindtægt jfr. nedenstående,	kr. 800.000
Ansat skattepligtig indkomst	kr. 947.476
1994
Nuværende indkomstansættelse	kr. 130.974
+ skønsmæssigt ansat merindtægt jfr. nedenstående,	kr. 400.000
Ansat skattepligtig indkomst	kr. 530.974

Skatteadministrationen har ved skrivelser af 23/4-1996 og 14/8-1996 anmodet Dem om at fremsende supplerende oplysninger vedrørende Deres indkomstansættelser for indkomstårene 1993 og 1994. Da disse henvendelser ikke ses at være besvaret og da de her foreliggende oplysninger vedrørende Deres indkomst- og formueforhold ikke levner plads til køb af ejendommen .... er indkomsten for indkomståret 1993 forhøjet skønsmæssigt.

For indkomståret 1994 ses der ifølge de her foreliggende oplysninger ikke at være levnet plads til privatforbrug hvorfor også dette indkomstår er forhøjet skønsmæssigt.

Kan De godkende ændringen, behøver De intet at foretage Dem. Ansættelsen vil da fremgå af den årsopgørelse, som senere vil blive fremsendt.

Kan De derimod ikke godkende ændringen må De rette henvendelse hertil inden 14 dage.

..."

Sagsøgeren skrev til kommunen den 19. november 1996 og beklagede, at han ikke havde indsendt oplysningerne rettidigt. I brevet hedder det endvidere:

"...

Det forholder sig således, at det var muligt for mig at overtage ejendommen, uden at have et akut behov for at belåne den med dyre kreditforenings lån, og således kunne vente med at belåne ejendommen indtil renteniveauet er så lavt, at det ikke kan forventes lavere i nærmere fremtid.

Der er ikke tale om nogen merindtægt i hverken 1993 eller 1994, men en udligning af et positivt mellemværende med firmaet, samt et midlertidigt lån fra mine forældre, overført fra Deres positive mellemværende med firmaet.

Der er således ikke foretaget nogen fysiske penge overførelser, som De efterlyser i Deres brev af 23-04-1996."

Kommunen svarede ved brev af 10. december 1996, at han ikke havde tilført sagen de nødvendige oplysninger vedrørende købet af ejendommen, og oplyste, at sagen ville blive afgjort på det foreliggende grundlag, medmindre sagsøgeren indsendte de udbedte oplysninger inden 8 dage. Ved afgørelse af 17. februar 1997 forhøjede kommunen sagsøgerens indkomstansættelser for årene 1993 og 1994 som varslet i agterskrivelsen af 8. oktober 1996. I afgørelsen anfører kommunen herudover følgende:

"...

De har i skrivelse af 19. november 1996 fremsat indsigelse imod den påtænkte forhøjelse af Deres indkomstansættelser for indkomstårene 1993 og 1994. De oplyser, at De har betalt ejendommen .... ved udligning af et positivt mellemværende med selskabet H1 A/S samt et lån fra Deres forældre.

Skatteadministrationen kan dog ikke realitetsbehandle Deres skatteansættelser for indkomstårene 1993 og 1994 da De fortsat ikke har fremsendt Kapitalforklaringer for indkomstårene og da der fortsat ikke ses at være levnet plads til privatforbrug.

De vil senere modtage en årsopgørelse, hvoraf ansættelsen vil fremgå.

Kan De Ikke godkende ansættelsen, må De klage til SKATTEANKENÆVNET: Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være modtaget af skatteankenævnet senest 1 måned fra Deres modtagelse af denne afgørelse.

..."

I den reviderede årsopgørelse for 1993, som blev udskrevet af kommunen den 5. maj 1997, er sagsøgerens restskat opgjort til 567.237 kr. For 1994 udgjorde restskatten ifølge den reviderede årsopgørelse af 17. marts 1997 242.910 kr. Kommunen foretog udlæg i sagsøgerens ejendom for restskatten, da denne ikke blev betalt. I sommeren 1998 optog sagsøgeren et lån til betaling af restskatten, og beløbet blev fremsendt til kommunen fra Forstædernes Bank den 8. juli 1998.

Ved skrivelse af 4. september 1998 rettede sagsøgerens revisor, MT, henvendelse til kommunen, idet revisoren var blevet kontaktet af sagsøgeren i sommeren 1998. Revisoren redegjorde på sagsøgerens vegne for finansieringen af ejendomshandlen i 1993 og fremsendte sagsøgerens indkomst- og formueopgørelse af 5. september 1998 for 1993 med tilhørende kapitalforklaring til dokumentation af privatforbruget. Med henvisning hertil bad revisoren om, at forhøjelsen for 1993 blev annulleret.

Det fremgår af revisorpåtegningen i den fremsendte indkomst- og formueopgørelse for 1993, at der ikke er foretaget revision, og at opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue er baseret på modtagne oplysninger. Revisoren har opgjort sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1993 til 151.009 kr. og den skattepligtige formue til 2.325.215 kr. I kapitalforklaringen er formuen pr. 1. januar 1993 opgjort til 2.611.818 kr., privatforbruget til 27.856 kr. og formuen pr. 31. december 1993 til 2.325.215 kr.

Kommunen fremsendte anmodningen om genoptagelse til ToldSkat med oplysning om, at kommunen ikke kunne anbefale genoptagelse.

ToldSkat afslog anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen for 1993 ved brev af 17. november 1998 og for 1994 ved brev af 15. juni 1999.

Afgørelserne blev herefter påklaget til Told- og Skattestyrelsen.

Efter sagens anlæg ved landsretten har sagsøgeren fremlagt en skriftlig erklæring af 7. oktober 1999 fra sin far, B, hvori denne oplyser, at han ydede sagsøgeren et lån på 200.000 kr. ved købet af ejendommen i 1993, at lånet er et rentefrit anfordingslån, og at han har medtaget lånet som et aktiv i sin selvangivelse for 1993.

Sagsøgeren har endvidere fremlagt to kontokort fra H1 A/S udvisende selskabets mellemregning med sagsøgeren for regnskabsårene 1993/94 og 1994/95.

Af kontokortet for 1993/94 fremgår en startsaldo på 680.826 kr. i sagsøgerens favør. I august 1993 ydede sagsøgeren selskabet tre lån på i alt 99.174 kr. og den 21. september 1993 blev ejendommen på 1.190.000 kr. modregnet i sagsøgerens tilgodehavende. Den 20. oktober 1993 ydede B sagsøgeren et lån på 200.000 kr., som blev modregnet i sagsøgerens gæld til selskabet på 410.000 kr. Herefter skete der overførsel af i alt yderligere 28.000 kr. fra sagsøgeren til selskabet, så selskabet ved udgangen af regnskabsåret havde et tilgodehavende hos sagsøgeren på 182.000 kr.

Af kontokortet for 1994/95 fremgår, at sagsøgeren i december 1994 overførte i alt 193.500 kr. til selskabet og i marts og juni 1995 yderligere henholdsvis 50.000 kr. og 25.000 kr.

Selskabets årsregnskab for 1992/93 viser, at der pr. 30. juni 1993 er kortfristet gæld i form af "andre kreditorer" på 1.543.703 kr., og af specifikationen vedrørende denne regnskabspost fremgår, at "mellemregning med hovedaktionær" udgør 867.669 kr. heraf.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, registreret revisor HG og B.

Sagsøgeren har forklaret, at han er uddannet ingeniør og begyndte i faderens selskab i januar 1987, hvor han vistnok blev direktør med det samme. Fra 1990 begyndte han at eje en del af selskabets aktier, og han ejer nu hele aktiekapitalen i selskabet. Selskabet driver smede- og maskinmestervirksomhed. Sagsøgeren har haft en selvstændig virksomhed ved siden af selskabet. Forældrene købte i 70'erne ejendommen ...., som var et gammelt sommerhus. Sagsøgeren og hans søster boede i huset, mens de studerede. På et tidspunkt købte sagsøgeren ejendommen af sin far men solgte den til selskabet i 1990, da han godt ville finde sig noget andet. Selskabet gav 470.000 for sommerhuset, og pengene lod han stå i selskabet. Dette beløb udgør en væsentlig del af mellemregningsposten i årsregnskabet 1992/93. Han boede til leje i sommerhuset, efter at han havde solgt det. Det blev besluttet, at der skulle bygges et parcelhus på grunden, og da det ville blive for dyrt for sagsøgeren at leje huset af selskabet, blev det besluttet, at han skulle købe ejendommen tilbage. Det nye hus blev færdigt i slutningen af 1992. Hans kæreste, som han nu er gift med, har boet hos ham siden 1992, uanset at dette ikke altid er fremgået af folkeregistret. Han var i stand til at købe ejendommen i kraft af det store tilgodehavende, han havde i selskabet. Den nye ejendom blev vurderet til 1,4 mio. kr. Han har aldrig trukket penge ud af firmaet, men i stedet skudt sine egne penge i selskabet herunder opsparede midler. Faderen havde et tilgodehavende i selskabet i form af den husleje, selskabet betalte for at have til huse i faderens ejendom. Mens parcelhuset blev bygget, boede sagsøgeren hos sine forældre. Han var derfor i stand til at spare op af sin løn, og pengene indskød han i selskabet. De 236.500 kr., han indskød i selskabet i 1994, stammede dels fra salget af en motorbåd, han selv havde sat i stand, dels fra nogle leasingindtægter, som hans eget firma havde til gode i selskabet. Bogføringsbilagene for 1993 og 1994 er blevet smidt ud. Firmaet gemmer bilagene i 5 år, så bilagene for 1993 var til stede i 1998. Han foretog sig ikke noget efter kommunens afgørelse af 17. februar 1997, da han regnede med, at skattevæsnet selv ville sammenholde tallene og finde ud af, at ansættelsen var helt gal. Selskabets regnskab for 1993 blev fremsendt til skattevæsenet, som dog stadig krævede pengene af ham. Han udarbejdede selv selvangivelsen for 1994, men han havde ikke orden i sine indtægts- og formueforhold i 1993 og 1994. Derfor er lånet fra faderen ikke taget med, ligesom mellemregningen med selskabet ikke er anført.

HG har forklaret, at han siden oktober 1998 har været ansat som registreret revisor i revisionsfirmaet R1 A/S. Han har gennemgået regnskaberne for sagsøgerens firma for de tidligere år, hvoraf mellemregningerne med aktionærerne fremgår. Han har ikke set bilagene, der ligger bag bevægelserne på mellemregningskontoen, og tilgodehavendet på kontoen er derfor ikke kontrolleret. Han har bedømt, om pengene kunne være til stede. Sagsøgeren havde primo 1993 et bankindestående på 560.000 kr. Det må formodes, at indskuddene i selskabet i 1993 er kommet fra dette indestående, men der er ingen dokumentation herfor. Beløbet på kontoen blev i hvert fald brugt. I 1994 havde sagsøgeren 51.000 kr. i banken. Han solgte endvidere en båd for 108.000 kr. og havde 74.000 kr. i indtægt fra sin egen virksomhed. Ved udgangen af 1993 havde sagsøgeren en gæld til faderen på 200.000 kr. og en gæld til selskabet på 200.000 kr. Han havde aktiver blandt andet i form af 3 biler og en båd. Privatforbruget i kapitalforklaringen for 1994 udgør 37.249 kr. Den af vidnet beregnede formue primo 1993 og ultimo 1993 afviger væsentligt fra tallene i kommunens årsopgørelse. Kommunens beregning af privatforbruget for de to år kan ikke være rigtig. Den skattepligtige indkomst for 1994 er endvidere sat 51.000 kr. for lavt.

B har forklaret, at der ikke blev oprettet noget gældsbrev i forbindelse med lånet til sagsøgeren. Vidnet havde et tilgodehavende i selskabet for selskabets leje af hans ejendom i ..... Lånet blev anført på hans selvangivelse for 1993. De 200.000 kr. er endnu ikke blevet tilbagebetalt.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at forholdene i særlig grad taler for, at skatteansættelserne for 1993 og 1994 skal genoptages. De af kommunen foretagne skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige og materielt helt utilfredsstillende. Formålet med skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, var, at der i sådanne tilfælde skulle ske genoptagelse. Sagsøgte har ikke anvendt reglen, som den var tilsigtet.

Kommunen ændrede først sagsøgerens skatteansættelser i 1997, og på dette tidspunkt var fristen for ordinær genoptagelse allerede sprunget for så vidt angår 1993. Kommunen måtte kunne indse, at forhøjelserne ikke var rigtige. Ændringen og afslaget på genoptagelse har uoverskuelige konsekvenser for sagsøgeren. Den grad af egen skyld og passivitet, som sagsøgeren måtte have udvist, kan ikke berettige de materielt helt utilfredsstillende skatteansættelser. Sagsøgeren har efter udpantningerne i ejendommen uden unødigt ophold fremsat sin anmodning om genoptagelse overfor skattemyndighederne.

Kommunens agterskrivelse og efterfølgende afgørelse af 17. februar 1997 lider af væsentlige formelle fejl, idet disse ikke er ledsaget af en begrundelse, der opfylder reglerne i forvaltningslovens §§ 22 og 24. De indeholder blandt andet ikke en beregning af, hvordan kommunen når frem til forhøjelserne, og der er ikke henvist til de anvendte retsregler.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser materielt er helt utilfredsstillende. Det fremgår af forarbejderne til loven, at det er en forudsætning for genoptagelse, at sagsøgeren klart dokumenterer de forhold, der begrunder genoptagelsen. Sagsøgeren har ikke fremlagt lånebevis vedrørende lånet fra faderen, han har ikke selvangivet lånet, og der er ingen dokumentation for posteringerne på mellemregningskontoen. Endvidere er der interessefællesskab mellem sagsøgeren, hans fader og H1 A/S. Hertil kommer, at sagsøgeren har skaffet sig af med alle bogføringsbilagene, hvilket umuliggør kontrol. Ansættelserne blev ikke foretaget på et åbenbart urigtigt grundlag, idet de er foretaget med udgangspunkt i de selvangivne og automatisk indberettede oplysninger, som kommunen var i besiddelse af.

Reguleringen for 1994 bygger på årsopgørelsen for 1993 og sagsøgerens egne oplysninger i selvangivelsen for 1994. Sagsøgeren gjorde ikke indsigelse mod skatteansættelserne inden for de givne frister og har ikke reageret uden unødigt ophold på kommunens afgørelse af 17. februar 1997.

Det bestrides, at der er formelle fejl ved kommunens afgørelse, der kan medføre afgørelsens ugyldighed. Kommunen har givet en fuldt ud tilstrækkelig begrundelse, og sagsøgeren har da heller ikke klaget over formelle fejl i den sædvanlige instansfølge, men er først fremkommet med sine formalitetsindsigelser i forbindelse med retssagen.

Landsrettens udtalelse

Det fremgår af den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, at skatteministeren kunne tillade, at en genoptagelsesanmodning, der blev fremsat skriftligt efter udløbet af den almindelige genoptagelsesfrist på 3 år, blev imødekommet, når forholdene i særlig grad talte derfor.

Sagsøgeren klagede ikke over Kommunens forhøjelse af indkomstansættelserne for 1993 og 1994, som han blev varslet om ved kommunens agterskrivelse af 8. oktober 1996, og som han modtog endelig besked om ved afgørelse af 17. februar 1997. Sagsøgeren har først den 4. september 1998, ca. 1 1/2 år efter kommunes afgørelse, fremsendt indsigelse vedrørende skatteansættelserne og anmodet om ekstraordinær genoptagelse.

Sagsøgeren har ikke under sagen dokumenteret, at de skønsmæssige forhøjelser af indkomstansættelserne for 1993 og 1994 kan betegnes som åbentbart urimelige eller fastsat på et klart urigtigt grundlag. Den i 1998 af sagsøgerens revisor udarbejdede indkomst- og formueopgørelse for 1993 med tilhørende kapitalforklaring, der ifølge revisoren er udarbejdet uden, at der blandt andet grundet manglende bogføringsbilag er foretaget revision, udgør ikke en sådan dokumentation. På denne baggrund findes det ikke godtgjort, at forholdene i særlig grad taler for en genoptagelse efter udløbet af 3-års-fristen.

Landsretten finder ikke, at der med hensyn til begrundelse foreligger formelle fejl ved kommunens afgørelse. Den omstændighed, at hverken kommunens agterskrivelse eller afgørelse indeholder henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, kan ikke på nuværende tidspunkt føre til afgørelsens ugyldighed eller til at tillade genoptagelse.

Som følge heraf tages sagsøgtes frifindelsespåstand tilfølge som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 50.000 kr.