Dato for udgivelse
16 Jun 2003 13:46
Resumé

Den 15. juni åbnede ToldSkat for det nye elektroniske forsendelsessystem NCTS (New Computerised Transit System). Dermed kan de 150 virksomheder i Danmark, der forsender varer i Europa fremover selv indtaste deres forsendelser direkte i et fælles europæisk edb-system.


Den 15. juni åbnede ToldSkat for det nye elektroniske forsendelsessystem NCTS (New Computerised Transit System). Dermed kan de 150 virksomheder i Danmark, der forsender varer i Europa fremover selv indtaste deres forsendelser direkte i et fælles europæisk edb-system.

Samarbejdet omfatter 22 europæiske lande.

Med systemet opnåes en mere mere fleksibel angivelse af forsendelser, kortere ventetid ved toldstederne og hurtigere frigivelse af virksomhedernes stillede sikkerhed, da forsendelserne kan afsluttes langt hurtigere.

Endvidere medfører det nye system, at det bliver langt lettere for toldmyndighederne at følge interne europæiske forsendelser i modsætning til i dag, hvor papirer sendes frem og tilbage mellem afgangstoldstedet og ankomsttoldstedet.

Vælger virksomhederne fortsat at angive forsendelserne på papir kan der opstå ventetid med benhandlingen af forsendelserne.

Derfor bemander ToldSkat i en overgangsperiode toldstederne med ekstra personale.

Baggrund

Forsendelser inden for Europa foregår ved, at varer transporteres afgifts- og toldfrit fra ét land til et andet.

Hvis en vare forsvinder undervejs, antages det, at den er kommet i fri omsætning. Der skal derfor betales told og andre afgifter på varerne. Denne afgift hæfter den virksomhed, der har startet forsendelsen, for.

Forsendelserne har hidtil været baseret på papir-angivelser. Toldsteder, hvor en forsendelse er afsluttet (der hvor varerne skal fortoldes og afgiften betales), har således sendt en papir-bekræftelse til afgangstoldstedet (hvor forsendelsen startede).

I en del tilfælde er bekræftelserne ikke kommet frem. Det har ført til, at der har skullet iværksættes eftersøgning, hvilket har været særdeles besværligt. Både de involverede viksomheder og toldmyndighederne har fået en masse bøvl ud af dette - ikke mindst på grund af den langsommelige procedure.

Med den nye ordning startes forsendelsen op elektronisk via virksomhedens egen adgang til forsendelsessystemet. Forsendelsen skal stadig afsluttes ved ankomsttoldstedet, men oplysningerne om, at forsendelsen er nået sikkert frem, kan umiddelbart indtastes og ses i systemet.

NCTS omfatter EU-landene, EFTA-landene (Norge, Schweiz og Island) samt Visegrad-landene (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet).

ToldSkat introducerede NCTS over for landets transportører allerede i august 2002, så de på et tidligt tidspunkt kunne få tilrettet deres systemer. Samtidig er virksomhederne løbende blevet informeret om systemet og har allerede fra slutningen af 2002 kunnet teste systemet.

I Danmark er der cirka 150 virksomheder, der forsender varer inden for Europa. Af disse har 110 tilmeldt sig systemet. Kun en mindre del af virksomhederne er dog fra starten klar til at bruge NCTS fra egne it-systemer.

Der startes og afsluttes hvert år ca. 400.000 forsendelser i Danmark.