Virksomheden skal indberette unikke indberetningsidenter til LetLøn. Dette er et krav på grund af følgende forhold:
- Myndigheder, der modtager data fra LetLøn, skal kunne referere til indberetningerne, når de henvender sig til virksomheden med forespørgsler.
- Identerne skal sikre, at der ikke foretages dobbeltindberetninger for en virksomhed.
- Virksomheden skal selv benytte identerne som reference, når der er behov for at indsende korrektioner til LetLøn.
Især vedrørende det sidste forhold er det meget vigtigt, at virksomheden/lønservicebureauet analyserer, hvordan indberetningsidenterne anvendes mest hensigtsmæssigt.
Indledningsvis skal det fastslås, at korrektion af fejl og mangler i tidligere indberetninger er muligt via supplerende indberetninger. Disse ligner almindelige indberetninger. Eneste forskel er, at de skal referere til en tidligere indberetning. Der kan dannes flere af disse til en indberetning.
Hvis denne type korrektion ikke er mulig, skal virksomheden gennemføre tilbageførsler og korrekte indberetninger.
Korrekte indberetninger skal erstatte de tidligere indberetninger fuldt ud. En korrekt indberetning forudsætter reference til en fejlagtig indberetning, der er tilbageført. Tilbageførslen forudsætter en entydig reference til den fejlagtige indberetning, og denne må ikke allerede være tilbageført.
Tilbageførsler og korrekt indberetninger kan ske på enten SE.-niveau eller på CPR.-niveau (jvf. record 4101).
En tilbageførsel på virksomhedsniveau vil i princippet tilbageføre alle indberetninger for den pågældende virksomhed, der har en indberetningsident, der svarer til den referenceident, der er angivet i record 4101. Dermed vil også alle CPR-oplysninger med den givne ident blive tilbageført.
Hvis en indberetter kun ønsker at tilbageføre enkelte af tidligere fremsendte indberetninger, kan det ske ved tilbageførsler på personniveau. Det er her et krav, at tilbageførslen entydigt refererer den tidligere indberetning på CPR-nr. ud over reference til indberetningsidenten.
Ud af dette ses, at niveauet for tilbageførsler mv. afhænger af niveauet for brug af indberetningsidenter. Der er to yderpunkter. Det ene er, at alle indberetninger i hele filen har samme indberetningsident. Det andet er, at indberetningsidenterne sættes på lavest mulige niveau.
I første tilfælde vil en SE-niveau tilbageførsel tilbageføre alle indberetninger.
Hvis der i stedet anføres en ny indberetningsident, f.eks. pr. medarbejdergruppe, vil det være muligt "kun" at tilbageføre en given gruppe. Hvis korrekte og supplerende indberetninger gives en særlig indberetningsident, kan disse tilsvarende tilbageføres selvstændigt.
Ulempen ved et for lavt niveau er naturligvis, at hvis der reelt ønskes en fuld tilbageførsel af det indberettede, så skal det ske ved tilbageførsel af hver indberetningsident for sig. I praksis en record 4101 pr. indberetningsident.