Dato for udgivelse
03 Jun 2003 13:16
Resumé

Samtlige 650.000 børnefamilier vil fremover få børnefamilieydelsen overført til bankkontoen i stedet for at få beløbet på en check. Dog vil det stadig være muligt at få beløbet på en check for dem, der ønsker det.


Samtlige 650.000 børnefamilier vil fremover få børnefamilieydelsen overført til bankkontoen i stedet for at få beløbet på en check. Dog vil det stadig være muligt at få beløbet på en check for dem, der ønsker det.

Dette sker for at få udbetalingen af 12 mia. kr. i børnefamilieydelse til at ske helt automatiseret med store fordele for alle til følge.

Med ordningen får den enkelte familie ydelsen til rådighed med det samme samtidig med, at familien slipper for besværet med at hæve checken. Og risikoen for at glemme at hæve checken eller miste den forsvinder.

Som udgangspunkt er pengene blevet udbetalt på check, og den enkelte familie har selv skullet tilmelde en bankkonto for at modtage ydelsen direkte på en konto. Med den nye ordning vil alle få ydelsen udbetalt direkte til en bankkonto, medmindre man vælger at få pengene på en check.

Indtil videre har langt de fleste familier tilmeldt en bankkonto, så ydelsen bliver direkte overført. Men 120.000 familier har indtil nu ikke tilmeldt sig ordningen, og derfor udsender ToldSkat i disse dage et brev til disse familier. ToldSkat vil i brevet foreslå, at beløbet indsættes på en af de konti, som modtagerens pengeinstitut har indberettet i forbindelse med den årlige selvangivelseskampagne.

Ønsker man at få beløbet indsat på en anden konto eller stadig modtage check, kan det ske ved at benytte en slip fra brevet, der skal sendes til ToldSkat, eller bruge www.tastselv.toldskat.dk og ændre i kontooplysningerne.

Det er ikke kun modtagerne af ydelsen, der kan se frem til store fordele. Fremover slipper både kommuner og pengeinstitutter for at håndtere 120.000 checks 4 gange årligt. ToldSkat sparer desuden ca. 10 mio. kr. årligt til porto og udskrivning af checks.

Ordningen gælder også for børnetilskud mv., der udbetales gennem det offentlige.

Den kvartsmæssige meddelelse om satser mv. vil fremover alene fremgå af dagspressen, mens der fortsat udsendes individuelle breve, hvis der sker ændringer i udbetalingsgrundlaget.