Dato for udgivelse
27 May 2003 08:46
Resumé
Pressemeddelelse fra ToldSkat Nordjylland om kontrolaktion mod 100 mindre detailvirksomheder.

ToldSkat Nordjylland, region Aalborg har i uge 21gennemført en kontrolaktion rettet mod 100 mindre detailvirksomheder. Regionen har i denne omgang valgt at koncentrere indsatsen mod virksomheder i kommunerne Hadsund, Hals, Støvring og Aalborg. Målet har været at gøre ToldSkat synlig i området - og det er lykkedes. Nogle virksomhedsindehavere åndede lettet op, da de erfarede, at nabovirksomheden også skulle kontrolleres.

Generelt efterlader kontrolaktionen i virksomhederne et godt indtryk hos ToldSkat Nordjylland. Langt størsteparten af de besøgte virksomheder havde orden i regnskaberne, må medarbejderne hos ToldSkat konstatere. Samtidig blev medarbejderne godt modtaget i virksomhederne.

Men som ved tidligere kontrolaktioner stødte medarbejderne også på uregelmæssigheder denne gang. Ikke alle virksomheder foretager skattetræk i den udbetalte løn til de ansatte. Således blev der konstateret 4 tilfælde af ansatte der modtog "sort løn". En virksomhed havde fratrukket private udgifter til barnepigen, mens forældrene passede butikken. Men den går ikke! Det er klart,der venter disse virksomheder et efterspil med ToldSkat.

Det er et krav til virksomhederne, at de skal have et kasseapparat, så salget bliver registreret og kunden kan få en kvittering. En del virksomheder havde dog ikke anskaffet et kasseapparat erfarer ToldSkat. Så kan virksomhederne ikke stemme kassen af jævnligt og derved øges risikoen for fejl og snyd. En virksomhedsindehaver havde ikke lavet kasseafstemning siden overtagelsen af forretningen i 1998. En anden sjov lille historie mødte medarbejderne fra ToldSkat i en frisørsalon. Frisøren havde haft besøg af ToldSkat i 1993 men kunne i første omgang ikke huske det. Men da hun fik oplyst navnet af den kontrolførende, kunne frisøren pludselig beskrive hårpragten på ToldSkat-medarbejderen fra det tidligere besøg. Selvom frisøren var blevet vejledt om kasseafstemning i 1993, så havde hun stadig ikke styr på det at stemme kassen af.

En virksomhed der havde haft kontrol for kort tid siden, var overrasket over at se medarbejderne fra ToldSkat allerede igen. Indehaveren havde godt nok købt et kasseapparat som påtalt ved sidste kontrolbesøg, men det var bare ikke taget i brug endnu. Vi vejleder kun virksomheder om de samme regler en gang, derefter kan der komme bøder på tale, udtaler regionschef Torben Pape Pedersen.

En virksomhed der sælger fødevarer, havde efter ToldSkat-medarbejderens vurdering ikke helt styr på hygiejnen, så ToldSkat vil videregive oplysninger om virksomheden til fødevaremyndighederne. Så er det op til dem, om der skal foretages videre i sagen, tilføjer regionschef Torben Pape Pedersen.

Vi har gode erfaringer med at foretage kontrolaktioner, fordi det motiverer virksomhederne til at have orden i regnskaberne, ikke kun de besøgte virksomheder, men også de virksomheder der hører om kontrolbesøgene gennem pressen eller via andre kanaler. Derfor er det bestemt heller ikke sidste gang vi gennemfører en kontrolaktion, afslutter regionschef Torben Pape Pedersen.