Dato for udgivelse
02 May 2003 13:35
SKM-nummer
SKM2003.188.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/02-3579-00081
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter
Emneord
Kvælstof, godtgørelse
Resumé

ToldSkat godtgør kvælstofafgift i overensstemmelse med Plantedirektoratets registrering for allerede afsluttede planår.

Reference(r)

Kvælstofafgiftslovens § 10, stk. 3
Punktafgiftsvejledningen 2002 G.14.5

Den 13. december 2000 afsagde Landskatteretten en kendelse vedrørende problemstillingen om godtgørelse for kvælstofafgift for afsluttede planperioder. Ifølge kendelsen blev jordbrugsvirksomheden berettiget til godtgørelse for afsluttede planperioder i overensstemmelse med det af Plantedirektoratet udstedte registreringsbevis.

Kendelsen blev ikke anket. I stedet blev der indgået en aftale mellem Skatteministeriet og Fødevareministeriet om, at der ikke længere ville blive udstedt registreringsbeviser med tilbagevirkende kraft for allerede afsluttede planperioder.

Ved ændring af gødskningsloven - lov nr. 203 af 25. marts 2003, Lov om ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække - blev det muligt i særlige tilfælde at registrere jordbrugsvirksomheder med virkning for tidligere planperioder.

Da kendelsen af 13. december 2000 ikke blev anket, danner den retstilstand på området.

ToldSkat godtgør derfor kvælstofafgift i overensstemmelse med de registreringsbeviser Plantedirektoratet udsteder. Dette gælder også selv om registreringsbeviset er udstedt med tilbagevirkende kraft for en allerede afsluttet planperiode.