Dato for udgivelse
04 Jul 2007 10:03
Resumé

Mange udenlandske salgsboder på årets Roskilde Festival er overrasket over, at de skal betale moms af deres solgte smykker, tøj, campingstole, kunsthåndværk mv. Det står klart, efter SKAT i går var på kontrol i boderne.


Af de ca. 100 danske og udenlandske salgsboder, som gæster Roskilde Festivalen, har SKAT indtil videre besøgt de 27.

Billedet, som tegner sig her er, at de udenlandske boder gennem flere år ikke har været opmærksomme på, at de skal betale moms af deres solgte varer.

- Det er selvfølgelig "en streg i regningen" når der lige pludselig skal betales 20 procent af omsætningen i moms, men omvendt var flere af de danske salgsboder glade for, at der nu blev gjort noget ved de ulige konkurrenceforhold, siger Gert Høj, der er en af de ansvarlige for SKATs indsats på festivalen.

De øvrige boder kan også forvente besøg af SKAT og sidst på festivalen vil registreringer for moms og omsætningstal blive indhentet fra de udenlandske salgsboder.

- Selvom man - forinden man rejser til et andet land - bør undersøge forholdene i det pågældende land, har vi kunnet konstatere, at der er behov for yderligere information og vejledning på dette område, udtaler Gert Høj.

SKAT vil i de kommende dage også kigge forbi de mange salgsboder, som er slået op i Roskilde midtby og gader.


Yderligere oplysninger:

  • Aktionsleder Jan P. Jensen tlf. 23 49 08 22
  • Afdelingsleder Gert Høj tlf. 29 72 46 04