Dato for udgivelse
28 Jun 2007 10:21
Resumé

Igen i år vil SKAT være at finde på Roskilde Festivalen. Her vil SKAT holde særligt øje med salg af ulovlige øl og sodavand.


- De, der overvejer at tjene en ekstra skilling på salg af ulovlige øl og sodavand til tørstige festivalgæster, bør tænke sig om en ekstra gang, da SKAT vil holde skarpt øje med den ulovlige handel, forklarer aktionsleder Jan P. Jensen

Øl og sodavand uden pant beslaglægges
SKAT beslaglægger øl og sodavand, som mangler pantmærkning. Desuden skal sælgerne betale ølafgift, som udgør ca. 1 kr. pr. dåse. Der hænges plakater op ved indgangene til festival- og campingområderne, som gør opmærksom på reglerne.

Stadekontroller
Som noget nyt vil SKAT i samarbejde med festivalen udlevere en informationspakke til de ca. 50 udenlandske salgsboder, som forventes at komme til festivalen. Disse skal uanset omsætning lade sig registrere hos SKAT for at afregne moms. Boderne vil også blive besøgt af SKAT.

Kontrol ved grænsen
SKAT vil ikke kun være til stede på selve festivalen. Ved Rødby, Gedser og Padborg grænse samt Øresundsbroen vil der være skærpet kontrol i forhold til større partier af dåseøl, vand m.v.

Gulpladebiler - klistermærker
SKATs medarbejdere vil i løbet af festivalugen holde øje med, om varebiler, der benyttes privat overholder de nye bestemmelser om klistermærke.

Indsatsen på Roskilde Festival er et samarbejde mellem SKAT, Politi, Roskilde Kommune og Arbejdsdirektoratet.

Oplysninger om regler og mængder for indførsel af øl, sodavand og spiritus mv. kan fås ved henvendelse til det lokale skattecenter eller på SKAT.dk

Reglerne for pantmærkning/tilmelding kan oplyses af Dansk Retursystem A/S, tlf. 43 32 32 32 eller ses på dansk-retursystem.dk.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, borgere: 72 22 18 18