Dato for udgivelse
21 Jun 2007 11:50
Resumé

20.000 aktieejere vil i de kommende dage modtage et spørgeskema fra SKAT. Vi vil gerne vide, om de har fået den hjælp, de havde brug for i forbindelse med de nye regler for salg af aktier og investeringsbeviser.


Over en million danskere ejer enten aktier eller investeringsbeviser. En stor del af disse har netop skullet selvangive efter de nye regler for første gang.  

- Når der er nye regler, er der brug for ekstra hjælp. Nu vil vi gerne høre borgerne, om de har fået den hjælp, de havde brug for af SKAT. Men også om vi kan gøre vores information endnu bedre, forklarer fagchef Connie Bertram-Nielsen.

Derfor er der netop nu spørgeskemaer på vej til 20.000 ejere af aktier og investeringsbeviser. 

SKAT har i forbindelse med de nye regler for beskatning af aktier og investeringsbeviser blandt andet. sendt nyhedsbreve og pjecer ud - og udarbejdet et beregningsprogram under TastSelv Borger på skat.dk, hvor man kan få hjælp til at beregne tab og gevinst.

- Vi håber, at rigtig mange vil tage sig tid til at udfylde skemaet. For os er det altafgørende at yde en god service, så vi får så mange penge som muligt ind ad fordøren, siger Connie Bertram-Nielsen. 

SKAT kvitterer for hjælpen ved at udlodde to flasker god rødvin blandt de indsendte besvarelser. 

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, borgere: 72 22 18 18.