- Vores Fairplay-aktioner viser, at der er brug for yderligere vejledning og kontrol af de undersøgte brancher, siger kontorchef i SKAT, Tage Christensen.
I alt blev mere end 500 virksomheder kontrolleret. Primært restauranter og pizzeriaer, men også kiosker og værtshuse. Formålet var blandt andet at afsløre sort arbejde, illegal arbejdskraft, misbrug af offentlige ydelser, og om der er sket korrekt afregning af skatter og afgifter.
Kun cirka en tredjedel havde orden i den daglige bogføring. 10 procent af de knap 1400 "ansatte", der blev interviewet ved aktionerne fortalte, at de havde første arbejdsdag. Yderligere godt 10 procent oplyste, at de var venner eller familie og derfor ikke aflønnet, mens 12 procent modtog offentlige ydelser i form af dagpenge eller kontanthjælp.
Som konsekvens af aktionen bliver 6 procent af virksomhederne pålagt at føre en daglig registrering af medhjælperne i form af en logbog, mens andre, der allerede havde dette pålæg, modtager et bødeforlæg for ikke at føre logbogen korrekt. 28 procent af virksomhederne kan se frem til, at deres skatte- og momsansættelse undersøges nærmere.
Sædvanen tro var der en del personer, der ikke ønskede at tale med SKAT, og som forsøgte at stikke af. Flere ansatte uden opholds- og arbejdstilladelse blev taget med af politiet. Nogle få beværtninger blev lukket af politiet på grund af manglende spiritusbevillinger, og flere virksomheder kan vente et efterspil med fødevaremyndighederne for hygiejneforhold, der ikke var i orden.
Fairplay-aktionerne fandt sted fra den 8. til den 17. juni og blev gennemført i et samarbejde mellem SKAT, Arbejdsdirektoratet, fødevaremyndigheder, politi og kommuner.
Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, Borgere: 72 22 18 18.