Parter

A
(Advokat Lars Vistesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen).

Afsagt af landsdommerne

Bent Otken, Ejler Bruun og Engler.

Under denne sag har A over for Skatteministeriet endeligt nedlagt følgende påstande:

Principalt

Skatteministeriet tilpligtes at betale til sagsøgeren 125.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 18. marts 1997 og at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1983 til 1987 inclusive skal nedsættes med henholdsvis 8.273 kr., 138.742 kr., 669.622 kr., 238.565 kr. og 88.349 kr.

Subsidiært

Skatteministeriet tilpligtes til sagsøgeren at betale et beløb mindre end 125.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg.

Mere subsidiært

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomster for 1983 til 1987 inclusive hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Skatteministeriet har over for de principale og subsidiære betalingspåstande påstået frifindelse.

Over for de principale og subsidiære anerkendelsespåstande har Skatteministeriet endeligt nedlagt følgende påstande:

Principalt

Hjemvisning til de lignende myndigheder med henblik på fornyet ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1983-1987, idet sagsøgte anerkender, at sagsøgerens skattepligtige indkomster for de omhandlede indkomstår skal nedsættes, i det omfang sagsøgeren ved Landsskatterettens kendelse af 19. december 1996 er blevet beskattet af maskeret udlodning fra H1 A/S.

Subsidiært

Hjemvisning til de lignende myndigheder med henblik på fornyet ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1983-1987.

Det er oplyst under sagen, at sagsøgeren og hans broder, B, i 1974 stiftede et interessentskab, H2 (i det følgende H2). Interessentskabet opførte i de følgende år forskellige huse dels for egen, dels for fremmed regning. Byggevirksomheden udgjorde halvdelen af omsætningen, reparationsvirksomhed resten. Ifølge interessentskabsaftalen tilkom der B et forlodshonorar, medens overskud eller underskud deltes med 75% til sagsøgeren og 25% til B, efter 1985 med 50% til hver.

I 1983 stiftedes H1 A/S, senere HX A/S (i det følgende H1), med en aktiekapital på 300.000 kr.

Landsskatteretten har i kendelse af 19. december 1996 taget stilling til blandt andet de skattemæssige konsekvenser for sagsøgeren af samhandel mellem H2 og H1.

I kendelsen er herom anført

"...

Ad. samhandelsavance mellem H2 og H1

Den 2. august 1983 indgik interessentskabet og H1 følgende entrepriseaftale:

H2 leverer materiale- og underleverandørydelser til H1 efter tilbud eller efter regning.

Mindst 2 gange pr. år, den 30. juni, og den 31. december, eller når H1 kræver det, opgøres leverancerne og mellemregningerne.

I de mellemliggende perioder kan der faktureres a conto svarende til et niveau på 1,1 gange indkøbsprisen for ydelser (10% fortjeneste).

I øvrigt gælder AB 72 for alle leverancer parterne imellem.

I tilfælde af betalingsstandsning, konkurs eller trussel derom, indestår H2's tilgodehavende til entreprisegarantiens udløb.

Med baggrund i denne aftale har skattemyndigheden fundet, at al samhandel mellem interessentskabet og H1 skal tillægges 10% avance.

Skattemyndighederne bemærker hermed, at samhandelen mellem interessentskabet og H1 skal foregå efter helt almindelige forretningsmæssige principper, som gælder for uafhængige parter. Dette medfører, at virksomhederne på kortere eller længere sigt skal give overskud, hvilket, opnås ved, at varerne sælges med en given avance.

Da interessentskabet har betydelige udgifter til blandt andet finansiering og administration herunder et årligt administrationsbidrag på mellem 160.000 kr. og 240.000 kr., anser skattemyndigheder et 10%, avancetillæg ved viderefakturering for forretningsmæssigt rimeligt.

Skattemyndighederne bemærker videre, at interessentskabet sædvanligvis har viderefaktureret sine udgifter til materiale og underleverandører straks/ved hver måneds udgang til H1. Dette er imidlertid ikke sket i visse tilfælde ultimo året, hvor disse udgifter er optaget som igangværende arbejder. Det er skattemyndighedernes opfattelse, at risikoovergangen/dispositionsretten til de enkelte ydelser er overgået til H1 samtidig med leveringen fra de oprindelige leverandører til interessentskabet. Interessentskabet skal derfor på leveringstidspunktet indtægtsføre leverancerne som Varesalg. Dette synspunkt medfører, at interessentskabet på statustidppunktet hverken har varelager eller igangværende arbejder. Skattemyndighederne henviser videre til, at I/Set i en del tilfælde ikke har viderefaktureret alle vareleverancer til H1.

Klageren har forklaret, at mureraktiviteten oprindelig fandt sted i interessentskabet. Da virksomheden voksede, blev denne aktivitet principielt lagt over i H1, medens interessentskabet fortsat stod for indkøb af materialer og havde ca. 30 personer på lønningslisten. H1 havde entrepriserne, og interessentskabet udførte arbejde for H1 som en form for underentreprenører. Interessentskabet havde 1981-1987 en årlig omsætning på størrelsesordenen 5-6 mio. kr. med arbejdslønudbetalinger på 1-2 mio kr.

Interessentskabet havde ligeledes visse år store udgifter til egne underentreprenører.

Forhøjelserne på dette punkt er af skattemyndighederne for interessentskabets vedkommende opgjort således:

Ændringen af samhandlen kan i hovedpunkter specificeret således:

4.2.1.	5% avance af materialekøb og underleverandører i august-december 1983		45.215 kr.
4.2.2.	Igangværende arbejder ultimo 1983		-+580.000 kr.
4.2.3.	5% avance af materialekøb og underleverandører i januar-april 1984		42.778 kr.
4.2.4.	Materialekøb og underleverandører i juni 1984		9.427 kr.
4.2.5.	Materialekøb og underleverandører i juli 1984		51.500 kr.
4.2.6.	Igangværende arbejder ultimo 1984		-474.000 kr.
4.2.7.	Igangværende arbejder primo 1985		+474.000 kr.
4.2.8.	Materialekøb og underleverandører i september 1985	298.483 kr.
	+ 10% avance	29.848 kr.
	+ 10% af leverancer i oktober 1985	29.749 kr.	358.080 kr.
4.2.9.	Materialekøb og underleverandører i november 1985	226.856 kr.
	+ 10% avance	22.686 kr.	249.542 kr.
4.2.10.	Materialekøb og underleverandører i december 1985	178.624 kr.
	+ 10% avance	17.862 kr.	196.486 kr.
4.2.11.	Igangværende arbejder ultimo 1985		-+317.751 kr.
4.2.12.	Materialekøb og underleverandører i december 1986	366.826 kr.
	+ 10% avance	36.683 kr.	403.509 kr.
4.2.13.	Igangværende arbejder ultimo 1986		-+366.825 kr.
4.2.14.	Materialekøb og underleverandører i 1. kvartal 1987 faktureret for højt		441.448 kr.
4.2.15	Materialekøb og underleverandører i 2. kvartal 1987 faktureret for højt		348.271 kr.
4.2.16.	Materialekøb og underleverandører i 3. og 4. kvartal 1987		942.038 kr.
	Ændringer i alt		1.638.856 kr.

Eksempelvis skal anføres;

ad 4.2.4.

Der er herom oplyst, at I/Set ifølge faktura 4565 og 4866 har viderefaktureret udgifter til materialer og underleverandører med henholdsvis 177.596 kr. og 137.736 kr. = 309.333 kr. Udgifterne var henholdsvis 216.844 kr. og 194.760 kr. = 411.504 kr. Den manglende fakturering inkl. 10% avance og regulering med 3.641 kr. udgør forhøjelsesbeløbet 139.424 kr.

ad 4.2.8.

Forhøjelsen vedrører manglende fakturering af I/Sets udgifter til materialer og underleverandører i september 1985.

ad 4.2.16.

Differencen 942.038 kr. refererer sig til manglende fakturering og manglende avancetillæg henholdsvis 677.029 kr og 265.000 kr., i alt 942.038 kr. Dette beløb indeholder 10% avancetillæg henholdsvis 166.440 kr, og 196.558 kr. - 104.891 kr. medregnet avance. Differencen i 3. kvartal skyldes udelukkende, at I/S'et ikke har viderefaktureret de afholdte udgifter til lønninger og diverse arbejdsgiverudgifter. Differencen i 4. kvartal skyldes hovedsagelig, at I/S har viderefaktureret uden avance.

Klagerens andel af forhøjelserne udgør:

1983			-267.044 kr.
1984			171.514 kr.
1985			720.267 kr.
1986			179.517 kr.
1987			261.960 kr.
I alt			1.066.214 kr.
Avancetillæggene, jf. den aftale interessentskabet indgik med H1 den 2. august 1983, er opgjort til følgende beløb:
1983			45.215 kr.
1984		42.778 kr.
		40.796 kr.	83.574 kr.
1985		29.848 kr
		29.749 kr.
		22.686 kr.
		17.862 kr.	100.145 kr.
1986			36.683 kr.
1987		85.946 kr.
		114.055 kr.
		166.440 kr.
		196.551 kr.
		-104.891 kr.	458.108 kr.
I alt			723.725 kr.
Klagerens andele af disse forhøjelser udgør:
1983	50% [skal være 75%]		22.607 kr.
1984	50% [skal være 75%]		47787 kr.
1985	75%		66.763 kr.
1986	50%		18.341 kr.
1987	50%		229.054 kr.
			378.552 kr.

Klageren har nedlagt påstand om, at selvangivelserne tages til følge.

Advokaten har anført, at sagen tog sin begyndelse i 1988 som resultat af en ransagning af diverse kontorsteder og private bopæle. Der foreligger en række selskaber, som klageren havde tilknytning til, men hvis daglige ledelse han ikke havde deltaget i. Klageren havde kun deltaget på det mere overordnede plan.

Advokaten har vedrørende periodeforskydningerne anført, at der ikke foreligger vilkårlighed. Der er foretaget et principskifte i medfør af højesterets dom af 6, januar 1984 (træskodommen). Man havde kontaktet skatteforvaltningen og havde fået forvaltningens accept af principskiftet. Principskiftet skyldes, at skatteyderen i årene 1984 til 1987 hvert år efter en konkret vurdering har reguleret samhandelen mellem virksomhederne, så H1 ikke fik tab på grund af en for H2 ensidigt fordelagtig og overskudsgivende entreprisekontrakt,

Det var i øvrigt vanskeligt for klageren at få regnskabsmateriale tilbage fra skattemyndighederne, og klageren var således i aldeles god tro.

Klageren har anført, at Told- og Skatteregionerne er af den opfattelse, at der skal faktureres før arbejdet er udført, Når den sidste faktura er modtaget, er arbejdet efter Told- og Skatteregionens opfattelse regningsmodent. Det er ikke tilfældet, idet fakturaen først kan afsendes, når man har gennemgået det udførte arbejde med kunden, det vil sige, at afleveringsforretningen er foretaget.

Klageren finder videre, at beløbet 366.826 kr. (punkt 4.2.12. materialekøb og underleverandører i december 1986) er både medtaget som faktureret og i form af igangværende arbejder, således at beløbet i hans disfavør medtages 2 gange.

Skattemyndighederne anfører heroverfor, at interessentskabets udgifter til materiale og underleverandører i december 1986 ifølge konto 1000 og 1100 ikke er viderefaktureret, hvorfor beløbet skal indtægtsføres med tillæg af 10% avance. Beløbet er optaget som igangværende arbejder ultimo 1986, hvorfor der sker regulering hermed for dette år. Beløbet tillægges i konsekvens heraf for 1987.

Klageren har i det omfang, I/S'et ikke fuldt ud har foretaget viderefakturering til H1, henvist til, at I/S'et og H1 er berettiget til at fordele underskuddene ved de enkelte byggeopgaver mellem virksomhederne.

Klageren har vedrørende forhøjelsen for indkomståret 1987 anført, at der i et vist omfang må anses for at foreligge et periodespørgsmål således, at forhøjelsen delvis må medføre konsekvensnedsættelse for indkomståret 1988.

Landsskatteretten finder, at det ikke kan udledes af aftalen af 2. august 1983 mellem interessentskabet og H1, at interessentskabets leverancer skal tillæges 10% avance.

Retten finder videre, at det ikke kan anses for forretningsmæssigt begrundet, at der sker samhandel mellem I/S'et og H1 uden avance for I/S'et, samt at årsagen til de manglende avancetillæg er interessefællesskabet mellem I/S'et og H1. Retten finder videre, at avancetillægget passende kan ansættes til 5%, men at det i mangel af egentlig aftale, der regulerer den endelige avance, efter omstændighederne må have sit forblivende ved de varierende avancetillæg, der er foretaget mellem I/S'et og H1.

Landsskatteretten finder, at beløbet 366.826 kr. som anført af skattemyndighederne vedrører materialekøb, som ikke er viderefaktureret, og beløbet kan ikke optages som igangværende arbejder, hvorfor der korrekt er sket regulering hermed ultimo 1986.

For så vidt angår klagerens henvisning til Højesterets dom af 6. januar 1984, bemærker Landsskatteretten, at Højesteret godkendte ændringen af fordelingsnormen mellem interessentskabet og selskabet, fordi ændringen måtte anses forretningsmæssigt begrundet.

Landsskatteretten finder videre, at der ikke i det af klageren fremførte angående fordeling af underskud ved den enkelte byggeopgave herunder øvrig regulering af samhandlen mellem virksomhederne er tilstrækkeligt grundlag for at anse, at der foreligger en forretningsmæssig begrundelse herfor.

Retten finder, at de af skattemyndighederne i øvrigt foretagne korrektioner må anses for korrekt foretaget. Retten bemærker herved, at klagen kun vedrører de anførte indkomstår, hvorfor Retten ikke kan tage stilling til det af klageren fremførte vedrørende eventuel regulering for indkomståret 1988.

Ansættelsen vil herefter vedrørende punktet samhandel mellem interessentskabet og H1 være at nedsætte med følgende beløb:

	1983	267.044 kr.	(allerede sket ved ansættelsen)
		+ 22.607 kr.	=	289.651 kr.
	1984			41.787 kr.
	1985			66.763 kr.
	1986			18.341 kr.
	1987			229.054 kr.
	I alt			645.596 kr.

..."

Om sagens behandling er oplyst følgende:

Efter at der den 8. oktober 1985 havde været afholdt møde mellem Kommunens skatterevision og sagsøgeren vedrørende H2's omsætning i 1984 og om igangværende arbejder ultimo 1983, fremsendte H2 en redegørelse vedrørende en efterpostering på 120.000 kr. bilagt en udskrift af Højesterets dom af 6. januar 1984 (U. 1984,160). Revisionsafdelingen, der den 8. oktober 1985 ikke havde haft bemærkninger til H2's omsætning i 1984 og igangværende arbejder ultimo 1983, anførte herefter på et journalark den 12. november 1985, at de foretagne undersøgelser og det sidst indkomne materiale ikke gav anledning til ændring.

Efter at Kommunen i tiden fra den 22. til den 27. september 1988 havde aflagt virksomhedsbesøg på Hs kontor, ..., blev der den 31. oktober 1988 til Politimesteren indgivet begæring om bistand i henhold til skattekontrollovens § 22. Den 28. november 1988 afsagde Byretten kendelse om ransagning hos A og B samt på kontor- og lageradresser.

Under den efterfølgende ransagning den 5. december 1988 blev der beslaglagt regnskabsmateriale for årene 1983-88. Materialet for 1988 blev tilbageleveret, senest den 17. januar 1989.

Anmodningen om udlevering af og adgang til det beslaglagte materiale blev af Amtsskatteinspektoratet ved skrivelser af 20. januar, 12. maj og 18. august 1989 besvaret med, at materialet ikke kunne udleveres, men at selskabernes revisorer kunne gennemgå det hos skattemyndighederne. En klage til skattedirektøren i Kommunen blev den 4. juli 1989 besvaret med, at revisorerne ved en gennemgang af det beslaglagte materiale kunne få kopier af enkelte bilag. En klage til Statsskattedirektoratet blev den 2. oktober 1989 besvaret med, at materialet ikke for tiden kunne udleveres til revisorerne, der blev henvist til at gennemgå det på Amtsskatteinspektoratets kontor, idet det allerede var tilbudt at stille fornødne faciliteter til rådighed. Denne afgørelse blev fastholdt af skatteministeriet den 28. maj 1990.

Sagsøgeren meddelte i skrivelse af 9. oktober 1989 på H1's 's vegne Statsskattedirektoratet, at selskabet på de givne vilkår ikke havde mulighed for at skabe det nødvendige grundlag for revisors arbejde.

Selskabernes bogholder gennemså den 5. og 19. oktober 1989 hos Amtsskatteinspektoratet dele af det beslaglagte materiale. Sagsøgeren fik den 30. oktober 1989 adgang til at gennemgå sine personlige selvangivelser m.v. Den 3. november 1989 fik sagsøgeren endvidere aktindsigt i Kommunens interne arbejdsreferater.

Politiet havde den 14. og 23. juni 1989 foretaget afhøring til rapport af to af H1's forretningsforbindelser. En klage herover fra H1's daværende advokat blev besvaret den 18. august 1989.

Amtsskatteinspektoratet og Kommunen færdiggjorde den 9. februar 1990 en revisionsrapport vedrørende H2, og som følge heraf blev sagsøgernes skatteansættelser forhøjet den 14. februar 1990.

Ligningen blev indbragt for Landsskatteretten, og da sagen ifølge skattemyndighederne indeholdt spørgsmål om forståelse af materielle regler, blev den søgt fremmet i det administrative klagesystem, før den strafferetlige behandling blev gennemført. En forespørgsel af 16. januar 1996 fra sagsøgerens daværende advokat blev besvaret i overensstemmelse hermed.

Efter brevveksling med sagsøgerens nuværende advokat opgav anklagemyndigheden den 28. august 1998 at rejse tiltale mod sagsøgeren for overtrædelse af skattekontrollovens § 13.

Sagsøgeren har opgjort sit tab i forbindelse med sagen som tabt arbejdsfortjeneste for 323 timer svarende til en samlet timeløn for en lektor ved Handelshøjskolen, ialt 53.508,36 kr., med tilæg af salær til tidligere advokat 53.924 kr, og retsafgift 20.940 kr.

Forklaringer

Der er i landsretten givet forklaring af sagsøgeren og vidneforklaringer af tidligere fuldmægtig i Kommunen CP, kontorchef i samme FT, kontorchef i samme CB, tidligere skatterevisor i Amtsskatteinspektoratet SK og murermester B.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at aktieselskabet blev stiftet for at begrænse risikoen i forhold til kunderne, og at indkøb af materialer m.v. fortsat skete gennem interessentskabet af hensyn til leverandørerne, som derved tilsikredes personlig hæftelse. Leverancer kunne ikke faktureres fra H2 til H1, før de i H1 var henført til et bestemt byggeri. Dette skete ved godkendelse fra B eller en af de andre konduktører. Det skete ofte, at en enkelt leverance blev fordelt på flere byggerier, eller at en del af leverancen blev lagt på H1's lagerplads. I disse tilfælde kunne fakturering først foretages efter den endelige fordeling af leverancen. Inden den endelige fakturering fra H2 foretages normalt á conto fakturering. Det hændte ofte, at leverancer i slutningen af året først blev faktureret fra leverandørerne efter årsskiftet. Dette var yderligere en årsag til, at der i H2's årsregnskaber måtte optages "igangværende arbejder". Manglende fakturering er ikke forekommet, idet EDB-systemet var således programmeret, at samtlige indtægter og udgifter blev fordelt mellem H2 og H1. Som det også er dokumenteret, godkendte skattevæsenet i sagsøgerens daværende hjemkommune i oktober 1985 den fremgangsmåde, der blev benyttet ved samhandelen mellem H2 og H1. Underskuddene de pågældende år skyldes alene, at byggevirksomheden endnu ikke havde opnået den rigtige størrelse. Sagsøgerens erstatningskrav mod skattevæsenet er opgjort på baggrund af hans ansættelse som lektor ved Handelshøjskolen; han har tillige rejst erstatningssag i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a.

CP har forklaret blandt andet, at han i 3-4 år indtil efteråret 1989 var ansat i Kommunen. Han medvirkede ved revisionen af H2's skattemæssige forhold. Det var stikprøvekontrol af bogføringen, som gav anledning til den yderligere undersøgelse.

FT har forklaret blandt andet, at skattestraffesager blev behandlet af et særligt afsnit i Skattedirektoratet, som blev ledet af CB. Vidnet har ikke været med til at udarbejde revisionsrapporten af 9. februar 1990, men har gennemgået den og måske også foranlediget rettelser i den.

CB har forklaret blandt andet, at anmodningen om bistand i medfør af skattekontrollovens § 22 blev underskrevet af ham, idet det var hans opfattelse, at der kunne foreligge forsætlig skatteunddragelse. Efter revisionsrapporten afventede vidnet sagens videre administrative behandling. Han blev bekendt med, at der i 1992 blev afholdt kontormøde i Landsskatteretten, og i maj 1994 talte han med en sagsbehandler derfra, idet vidnet forsøgte at få behandlingen af sagen fremskyndet. Den 28. marts 1995 skrev han til Politimesteren om eventuel udfærdigelse af tiltalebegæring, uanset at sagen ikke var afsluttet ved Landsskatteretten. Fra januar 1996 ydede vidnet sagsbehandleren i Landsskatteretten revisionsmæssig bistand. Ud over skatteretlige problemer, som ikke er omfattet af tvisten for landsretten, har sagsøgerens bortrejse i ca. 6 måneder i 1995 også bidraget til, at sagsbehandlingen trak ud, Det var også efter Landsskatterettens kendelse af 19. december 1996 vidnets opfattelse, at skattesagen måtte endeligt afsluttes, inden der kunne tages stilling til spørgsmålet om strafferetlig forfølgning. Vidnet mente ikke, at et eventuelt strafansvar var bortfaldet ved forældelse. Det beslaglagte materiale beror fortsat i Kommunen.

SK har forklaret blandt andet, at hun kom ind i sagen på grund af parternes personlige tilknytning til Kommunen. Hun deltog ikke i ransagningen, men i den efterfølgende revision. Materialet vedrørende 1968 blev tilbageleveret kort efter beslaglæggelsen og yderligere nogle kasser i januar 1989. Sagsøgeren havde adgang til at gennemse det beslaglagte materiale, og han fik også kopier af en del deraf. Vidnet medvirkede til udarbejdelsen af revisionsrapporten og var i det hele med i sagen til 1993. Der blev foretaget ændrede skatteansættelser for H1; de blev påklaget til Skatteankenævnet, men ikke videre. Det faktiske grundlag vedrørende Samhandelen mellem H2 og H1 er uændret siden 1990.

B har forklaret blandt andet, at han havde den daglige kontakt til H1's kunder og til H2's leverandører. Bogholderen stod for viderefakturering fra H2 til H1, men det var vidnet eller andre konduktører, der ca. hver 14. dag godkendte leverancerne, henførte dem til bestemte byggerier og dermed tilvejebragte grundlaget for den endelige fakturering. Det forekom, at en leverance blev omdirigeret fra et byggeri til et andet, men vidnet har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvorledes dette foregik. Vidnets egen sag verserer for Skatteankenævnet.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for den principale påstands første led gjort gældende, at sagsøgte ved at indlede og føre denne skattesag og den dermed forbundne politimæssige efterforskning har handlet erstatningspådragende, idet grundlaget herfor har været helt eller delvist urigtigt. Sagsøgeren blev uberettiget forhindret i at få adgang til væsentlige dele af sit regnskabsmateriale, og der er herved påført ham unødige ulemper, idet materialet i hvert fald kunne være udleveret den 9. februar 1990. Som følge af manglende koordinering mellem skattevæsenet og politiet foreligger der endvidere en kvalificeret forsinkelse, idet sagen blev fortsat, uanset at der reelt var indtrådt forældelse. Dette har påregneligt for sagsøgte og uden egen skyld hos sagsøgeren påført ham betydelige udgifter og andet økonomisk tab samt tort. Kravet kan ikke anses for forældet, idet den skadeforvoldende adfærd må bedømmes som en helhed, og da erstatningskravet ikke har kunnet opgøres før Landsskatterettens kendelse af 19. december 1996.

Til støtte for den principale påstands andet led har sagsøgeren anført, at skattemyndighedernes periodeforskydninger mellem H2 og H1 er forretningsmæssigt unaturlige og usædvanlige, idet ikke alle leverancer kunne være regningsmodne på statustidspunktet for H2. H2 var nødsaget til at foretage regulering for igangværende arbejder i H1. H2 havde endvidere en forretningsmæssig interesse i H1's fortsatte eksistens, og fordeling af dækningsbidrag, der blev foretaget efter faste retningslinier, var derfor berettiget som driftstilskud, skattemyndighedernes periodeprincip er ukendt i byggebranchen, og de igangværende arbejder udligner i løbet af de omhandlede år til dels hinanden. Da Greve Kommune i 1985 ikke havde bemærkninger efter en revisionsmæssig gennemgang af omsætningen i 1984 og igangværende arbejder ultimo 1983, er der hos sagsøgeren skabt en berettiget forventning om, at det af H2 anvendte indkomstprincip var accepteret, indtil andet med passende varsel blev tilkendegivet.

Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse for sagsøgerens erstatningskrav anført, at der ikke er godtgjort noget ansvarsgrundlag. Sagen er administrativt behandlet fuldt forsvarligt, og dens udfald har tydeligt vist, at de foretagne skridt var berettigede. Skattemyndighederne kan i øvrigt ikke ifalde noget ansvar, blot fordi deres afgørelser i et eller andet omfang ændres af højere instanser. Sagsøgeren, der ikke har benyttet sig af bestemmelsen i retsplejelovens § 830, har fået tilstrækkelig adgang til det beslaglagte regnskabsmateriale. Anmodningen om politimæssig bistand kunne ikke frafaldes, før sagen var afgjort af skattemyndighederne. For så vidt angår de straffeprocessuelle indgreb henvises til retsplejelovens kapitel 93 a. Et eventuelt erstatningskrav er bortfaldet ved forældelse. Sagsøgeren har ikke godtgjort noget tab, og der er ikke hjemmel til at tilkende sagsøgeren erstatning for tort.

Vedrørende sagens skatteretlige spørgsmål har sagsøgte gjort gældende, at skattemyndighederne med rette har foretaget korrektion af sagsøgerens indkomster på baggrund af samhandelen mellem H2 og H1. Leverancerne fra H2 til H1 burde i overensstemmelse med det i dansk ret almindeligt anerkendte retserhvervelsesprincip være indtægtsført i H2 straks ved leveringen til H1, uanset om de fandt sted kort før regnskabsårets udløb. Det måtte være uden betydning for H2s regnskabsførelse, hvad H1 anvendte leverancerne til. Den manglende fakturering og foretagne underfakturering fra H2 til H1 er usædvanlig, og der er ikke påvist nogen forretningsmæssig begrundelse for, at H2 skulle bære en del af H1's tab. Kapitaltilskud til dattervirksomheder er alene fradragsberettigede, når de er nødvendige for at sikre tilskudsgiverens egen indkomstserhvervelse. Den omstændighed, at de lokale skattemyndigheder ikke i efteråret 1985 greb ind over for H2's regnskabsmæssige behandling af igangværende arbejder, kan ikke have skabt en berettiget forventning hos sagsøgeren. Han har ikke modtaget nogen positiv tilkendegivelse og har ikke i øvrigt haft noget grundlag for at antage, at de overordnede skattemyndigheder ville have samme skatteretlige opfattelse.

Landsretten skal udtale

Det lægges efter sagens oplysninger til grund, at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for den fulgte fremgangsmåde, hvorefter leverancer og andre ydelser fra H2 til H1 i tiden op til regnskabsårenes udløb ikke straks blev indtægtsført i H2.

Da tilskud i form af manglende fakturering og underfakturering af leverancer fra BRT til H1 ikke kan antages at have været nødvendige for at sikre H2's indkomster, tiltrædes det, at disse tilskud ikke kan anses for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 a.

Herefter tages sagsøgtes principale påstand om hjemvisning til følge, idet det af sagsøgeren om det såkaldte forventningsprincip anførte ikke kan føre til andet resultat.

Uanset at skattemyndighedernes undersøgelser og overvejelser har haft et usædvanligt langvarigt forløb, der kun i mindre omfang skyldes sagsøgerens forhold, findes sagsøgeren i betragtning af sagens udfald ikke at have noget berettiget krav på erstatning for økonomisk tab eller godtgørelse for tort.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

As skattepligtige indkomster for indkomstårene 1983-1987 hjemvises til de lignende myndigheder med henblik på fornyet ansættelse, idet. Skatteministeriet anerkender, at sagsøgerens skattepligtige indkomster for de omhandlede indkomstår skal nedsættes, i det omfang sagsøgeren ved Landsskatterettens kendelse af 19. december 1996 er blevet beskattet af maskeret udlodning fra H1 A/S.

Skatteministeriet frifindes for As betalingspåstande under denne sag.

Inden 14 dage skal A betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.