Sagen drejede sig om, hvorvidt fortjeneste eller tab ved sagsøgers salg af aktier i 1984, 1986 og 1988 skulle opgøres på grundlag af aktiernes værdi i handel og vandel på tilflytningstids­punktet, eller om fortjeneste eller tab skulle opgøres på grundlag af aktiernes faktiske anskaffelsessum, og om kravet vedr. 1986 var forældet. Skatteministeriet fik medhold ved landsretten i, at det var aktiernes faktiske anskaffelsessum, der skulle anvendes, og at kravet ikke var forældet. Sagsøger ankede til Højesteret.

Landsretten antog, at forældelse efter lov om særlig indkomst § 14, som landsretten anså som en specialregel, der supplerer 1908-loven, var suspenderet  i perioden 1. december 1993 til 31. december 1995, hvor myndighederne pga. den skattepligtiges ophold i udlandet var ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol. Der kom under sagens behandling for Højesteret nye oplysninger frem om, at myndighederne i denne periode havde kendskab til, at sagsøger havde aktiver her i landet.

Appellantens advokat foreslog under sagens behandling for Højesteret sagen forligt ved, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for appellantens principale påstand fsva. 1986, og at appellanten hævede anken i øvrigt. Det ville indebære, at Skatteministeriet anerkendte, at kravet fsva. 1986 var forældet, og at appellanten anerkendte, at skatteansættelserne i øvrigt var foretaget korrekt. Skatteministeriet fandt, at der var en overvejende sandsynlighed for, at Højesteret ville finde, at forældelsen ikke var suspenderet i nævnte periode, og at kravet fsva. 1986 var forældet. Skatteministeriet indgik derfor ovennævnte forlig.

Landsrettens dom er offentliggjort i TfS 2000.205. Se også SKM2002.611 (Højesterets forlig og Østre Landsrets dom).