Dato for udgivelse | 24 May 2007 11:48 |
Resumé | Så forskellige emner som moms af campingvogne, netpoker og ekspropriationserstatninger har alle været sager i Skatterådet i løbet af rådets første levetid. Nu er den første årsberetning klar. |
Gevinster fra netpoker er ikke skattepligtige. I visse tilfælde kan du købe campingvogne i Tyskland - og dermed kun betale den lavere tyske moms. Er ekspropriationserstatninger skattefrie eller ej? Dette er blot tre af de områder, hvor Skatterådet har truffet afgørelse inden for det sidste år. I rådets årsberetning kan du læse meget mere om rådets afgørelser og funktion.
- Vi har valgt at bringe nogle af Skatterådets mest interessante problemstillinger i årsberetningen. Det er mit ønske, at rådet bliver mere synligt, og vi ser gerne, at der skabes yderligere åbenhed om vores arbejde. Nogle sagstyper er hyppigt tilbagevendende, hvorfor rådet har set det som sin opgave at få afdækket praksis og meldt det ud. På denne måde kan skatteydere og rådgivere bedre vide, hvordan de kan agere, uden at det får uventede afgifts- eller skattemæssige konsekvenser, siger formanden for Skatterådet, advokat Lida Hulgaard.
Skatterådet består af 19 politisk udpegede medlemmer. Rådets arbejde er koncentreret om nye og principielle problemer inden for skat, moms og afgifter. Rådet behandler de sager, som SKAT forelægger dem. Læs mere om rådet her.
Beretningen beskriver nogle af rådets konkrete udfordringer og rådets arbejdsopgaver. Desuden indeholder den forskellig statistik om Skatterådets sager og sagsbehandlingstiden for bindende svar.
Skatterådet første årsberetning dækker perioden fra 1. november 2005 - hvor rådet blev oprettet - til 31. december 2006. Læs den her.
Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon: 72 37 09 00