Tidspunkt
marts 2003
Medie
Skattechefen nr. 1
Forfatter
administrationschef Kjeld Rasmussen, Told- og Skattestyrelsen
Artikel fra Skattechefen om LetLøn og de muligheder, systemet giver for erhvervslivet og de offentlige myndigheder

LetLøn er det nye elektroniske system for arbejdsgiveres indberetninger til offentlige myndigheder. LetLøn samler indberetningerne ét sted og er et tilbud til både private og offentlige arbejdsgivere. LetLøn er endnu et skridt på vejen til at digitalisere den offentlige administration.

LetLøn, der gik i drift den 1. april 2002, gør det nemmere for arbejdsgivere at indberette oplysninger om løn og ansatte til det offentlige. I stedet for at indberette og betale til en række forskellige myndigheder behøver arbejdsgiveren kun at indberette og betale til LetLøn, der samler indberetningerne og betalingerne til ToldSkat, ATP, FerieKonto, Danmarks Statistik og Dansk Arbejdsgiverforening ét sted, nemlig LetLøn Centret hos ToldSkat. Indberetningerne til LetLøn sker via et elektronisk lønsystem, der er tilrettet LetLøn.

LetLøn Centret sørger for at sende oplysninger og betalinger videre til de respektive modtagere. De arbejdsgivere, der vælger at bruge automatisk betalingsordning, kan klare både indberetninger og betalinger i stort set samme arbejdsgang.

Alle lønoplysningerne indberettes løbende og på cpr.nr.-niveau. De arbejdsgivere, der indberetter via LetLøn, slipper derfor for de såkaldte MIA-indberetninger (Månedlig Indberetning af Ansatte) og for at indberette de årlige oplysningssedler til ToldSkat, fordi LetLøn opsamler disse oplysninger i forbindelse med virksomhedernes løbende indberetninger til LetLøn. LetLøn sender løbende oplysningerne videre til ToldSkat.

Altid aktuelle skattekort og restancetrækkort

Den 1. januar 2003 blev LetLøn udbygget med en internet-baseret beregningsordning, så arbejdsgiverne uden at investere i et lønsystem kan slippe for selv at beregne, hvor meget A-skat, AM-bidrag og ATP mv., der skal indeholdes i medarbejdernes løn. Ordningen er især henvendt til små og mellemstore virksomheder med få ansatte.

LetLøns beregningsordning har "indbygget" nye og ændrede skattekort og evt. restancetrækkort, så beregningerne sker med opdaterede skatteoplysninger. Det betyder også, at de ansatte ikke skal aflevere deres skattekort, hverken nye eller ændrede.

Beregningsordningen fungerer sådan, at arbejdsgiverne stort set kun behøver at indtaste løn, personalegoder, skattefri godtgørelser mv. for de ansatte for den relevante lønperiode. Systemet foretager herefter beregningerne af skat mv. og viser resultatet for arbejdsgiveren til godkendelse. Når beregningen er godkendt, bliver den automatisk overført til LetLøn, som sender oplysningerne videre til de relevante myndigheder.

De virksomheder, der ikke vil bruge beregningsordningen, men gerne vil sikre sig opdaterede skatteoplysninger for deres medarbejdere, kan bruge LetLøns abonnementsordning på elektronisk udsendelse af nye og ændrede skattekort og restancetrækkort.

Abonnementsordningen kan integreres i virksomhedens lønsystem og sikrer, at der altid er aktuelle skattekort og restancetrækkort til rådighed. En virksomhed kan med fordel bruge abonnementsordningen samtidig med, at den er tilmeldt og indberetter til LetLøn via et elektronisk lønsystem.

To fluer med ét smæk

LetLøn slår i virkeligheden "to fluer med ét smæk", fordi LetLøn indebærer fordele både for arbejdsgiverne og de offentlige myndigheder. Arbejdsgiverne får lettet deres administrative byrder i forbindelse med lønadministrationen, fordi indberetningerne sker ét sted, og de slipper for en række særskilte indberetninger på forskellige tidspunkter. De kan i stedet indberette alle oplysninger, når de alligevel har dem fremme i forbindelse med lønudbetalingen.

For det offentlige er det en fordel, at lønindberetningerne via LetLøn sker løbende og på cpr.nr.-niveau. ToldSkat får altså oplysningerne om den enkelte medarbejder i forbindelse med den konkrete lønudbetaling. Det gør arbejdet nemmere for arbejdsgiverkontrollen og for kommunerne og betyder bedre muligheder for at nedbringe de offentlige restancer. Samtidig forbedrer det "træfsikkerheden", når der skal udbetales overførselsindkomster og indkomstafhængige ydelser fra det offentlige, fordi oplysninger om indkomstgrundlaget er aktuelle. Der arbejdes således på, at kommunerne også får adgang til LetLøns oplysninger i løbet af 2003.

Også kommunale arbejdsgivere kan være med i LetLøn

Jo flere arbejdsgivere der indberetter til LetLøn, desto flere oplysninger vil der være adgang til via LetLøn. Det er som nævnt en fordel for kommunerne.

Det skal nævnes, at LetLøn ikke kun er for private arbejdsgivere. Også de offentlige, herunder de kommunale arbejdsgivere, kan være med og derved vise et godt eksempel for de private arbejdsgivere, der indtil videre har været tilbageholdende med at tilslutte sig Letløn. Kommunerne kan desuden indberette til LetLøn i deres egenskab af udbetalere af overførselsindkomster. LetLøn-systemet er allerede indrettet hertil.

Der er mere information om LetLøn på www.toldskat.dk/letloen