Resumé

Retspraksis for sælgeres og køberbankers erstatningsansvar i selskabstømmersager er afklaret på alle væsentlige punkter. Både privat- og samfundsøkonomiske hensyn taler derfor nu for at få sagerne afsluttet. Told- og Skattestyrelsen gør status.

Selskabstømning
Sælgeres og køberbankers ansvar er nu afklaret i retspraksis. Der er derfor intet til hinder for, at de retssager, der stadig verserer, kan bringes til afslutning, og mon ikke også omkostningsmæssige hensyn såvel privat som samfundsøkonomiske vil motivere alle parter til snarest at udnytte den mulighed. Told- og Skattestyrelsen gør status.

Indledning
Denne artikel handler om sælgeres og køberbankers erstatningsansvar i selskabstømmersager. Skatteministeriet har i forsøg på at begrænse sagskomplekset valgt som udgangspunkt kun at rejse erstatningskrav over for disse to grupper.

Herudover er der i sjældne tilfælde rejst krav over for købers rådgiver, hvor erklæringer, som denne har afgivet overfor sælger, muligt kan påvirke bedømmelsen af sælgers ansvar.

Køberne har det på grund af deres økonomiske situation og deres straffesager ikke været hensigtsmæssigt at føre selvstændige erstatningssager imod. I stedet er erstatningskravene medtaget som adhæsionskrav under straffesagerne. Dette er dog ikke sket i alle straffesagerne, og domstolene har i flere tilfælde afvist at behandle erstatningskravet mod køberen. I nogle straffesager er der i stedet for påstand om erstatning medtaget påstand om udbyttekonfiskation hos køberen. Da der hæftes solidarisk, har status i sagerne mod køberne ingen betydning for sælgernes og køberbankernes hæftelse for skattevæsenets tab.

Det følger af det ovenfor anførte, at spørgsmål om fordelingen af hæftelsen mellem sælgere, sælgerrådgivere, køberbanker, købere m.fl. ikke er medtaget i denne artikel, men også om disse spørgsmål foreligger der nu klare tilkendegivelser fra Højesteret og en omfattende landsretspraksis, som burde muliggøre afvikling af de resterende sager uden yderligere bistand fra domstolene.

Fælles bemærkninger om forbudet mod selvfinansiering
Aktieselskabslovens § 115, stk. 2, og den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2, indeholder til beskyttelse af kreditorerne forbud mod, at selskaber erhverves for selskabernes egne midler. Det kendetegner selskabstømmersagerne, at dette forbud stort set undtagelsesfrit er overtrådt i samtlige selskabstømmersager, og at denne overtrædelse i alle sager spiller en central rolle ved ansvarsbedømmelsen.

Forbudet lyder således (taget fra anpartsselskabsloven):

"Et selskab må ikke yde lån til finansiering af erhvervelse af anparter i selskabet eller anparter eller aktier i dets moderselskab. Et selskab må heller ikke stille midler til rådighed eller sikkerhed i forbindelse med sådan erhvervelse." (styrelsens fremhævelser)

Forbudet blev udbygget og klargjort i 1982 i forbindelse med gennemførelsen af 2. selskabsdirektiv, der også i artikel 23 indeholdt et selvfinansieringsforbud. Direktivet er et minimumsdirektiv og selskabslovene er da også på flere punkter strengere end direktivet. Under henvisning hertil, samt til at Folketinget efter forarbejderne havde større ambitioner med selvfinansieringsforbudet end blot at opfylde direktivet, har Højesteret i dommen refereret i TfS 2000.582 (Dudi) afvist at forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen om fortolkningen af artikel 23.

Fortolkningen af selvfinansieringsforbudet er fastlagt af Højesteret i dommene refereret i TfS 1998.455 (Pirchert), TfS 2000.522 (Fejersen), TfS 2000.582 (Dudi), TfS 2000.900 (Baark) og TfS 2001.106 (Hentze Andersen). Dommene viser, at nøglen til forståelse af forbudet er forbudets 2. punktum. Forbudet overtrædes således allerede derved, at selskabets midler stilles til rådighed for købersiden i forbindelse med overdragelsen af overskudsselskabet.

Bevis for, at køberen herefter har anvendt netop selskabets midler til at betale købesummen med, er ikke nogen forudsætning for at konstatere overtrædelse af selvfinansieringsforbudet. Dette følger allerede af Pirchert- og Fejersen-dommene, men er endeligt fastslået i Baark-dommen.

Med Hentze Andersen-dommen er det endvidere fastslået, at selskabets midler ulovligt stilles til rådighed for køber, både når de overføres direkte til denne, og når det overlades til køber at disponere over midlerne uden udtrykkelig angivelse af, at midlerne tilhører selskabet, og at midlerne dermed stilles til disposition for selskabets nye lovligt valgte ledelse under overholdelse af selskabslovgivningens krav.

Kravet til sammenhæng med finansieringen af købesummen ligger i kravet om, at selskabets midler skal være stillet til rådighed i forbindelse med overdragelsen. Om dette krav er opfyldt afgøres ved en konkret bevisbedømmelse. Når det er sælgeren, som har stillet selskabets midler til rådighed for køberen, vil kravet altid være opfyldt. I andre tilfælde indgår i bedømmelsen især den tidsmæssige og økonomiske sammenhæng mellem betalingen af købesummen og overførslen af selskabets midler til køberen. Overfører køberen selskabets midler til sig selv samtidig med betalingen af købesummen eller dagen efter, er den tidsmæssige sammenhæng åbenbar, men Baark-dommen illustrerer, at forbudet også kan overtrædes ved overførsler flere uger efter købesummens betaling. Den økonomiske sammenhæng viser sig som regel ved, at de overførte selskabsmidler enten nøje svarer til købesummen eller dog udgør et større beløb, og ved at overførslen er afgørende for finansieringen af køberens opkøb af overskudsselskaber.

Ansvaret for sælgere
Sagerne om sælgeransvar har været inddelt i brutto-, mellemforms- og nettosager efter måden, hvorpå selskabets midler og købesummen er udvekslet. Bruttosager er sager, hvor sælgeren har overført selskabets midler til en ny konto for overskudsselskabet i køberens pengeinstitut mod køberens samtidige betaling af købesummen. Mellemformssager er sager, hvor sælgeren har stillet selskabets midler til rådighed for køberen mod dennes samtidige betaling af købesummen. I nettosagerne har sælgeren udbetalt købesummen til sig selv af selskabets midler eller "modregnet" den i en fordring, som overskudsselskabets havde på sælgeren eller et af sælgeren ejet fortsættende selskab, hvorefter den resterende del af overskudsselskabets midler er overført enten til køberen eller til en ny konto for overskudsselskabet i køberens pengeinstitut.

Ansvaret i bruttosager
Sælgernes ansvar i bruttosager er udførligt behandlet i seks højesteretsdomme og et meget stort antal landsretsdomme. Retspraksis er helt fast, og alle væsentlige spørgsmål er afklaret. De seks højesteretsdomme er refereret i TfS 1997.110 (Satair), TfS 1998.398 (Vestjyllands Revisionskontor), TfS 1999.378 (Klercke), TfS 1999.897 (Thrane), TfS 2000.375 (Bethien) og TfS 2000.900 (Baark).

Ansvarsgrundlaget er dansk rets almindelige erstatningsregel. Erstatningsreglerne i selskabslovens kap. 16 er uden selvstændig betydning.

Det har i samtlige højesteretssager været ubestridt, at sælgerne ved ansvarsbedømmelsen måtte identificeres med deres rådgivere, som normalt har været advokat og revisor, men også kan have omfattet sælgernes pengeinstitut. I de landsretssager, hvor dette har været bestridt, har landsretterne fundet, at der måtte ske identifikation. Sælgeren og dennes rådgivere er derfor i det følgende samlet under begrebet sælgersiden.

Ansvarsbedømmelsen illustreres bedst af Højesterets to seneste domme i Bethien- og Baark-sagerne. Dommene viser, at det for sælgernes ansvar i praksis er afgørende, om sælgersiden var eller burde have været opmærksom på de planer om udskydelse eller eliminering af de afsatte skatter, som fik køberen til at købe overskudsselskabet til overpris. Dermed fulgte nemlig en særlig forpligtelse til at være opmærksom på og imødegå risikoen for tab for skattevæsenet, og den risiko har ingen sælgere i praksis taget reelle skridt til at imødegå.

Højesteret ser således i bruttosagerne først på, om salget har været en normal forretningsmæssig disposition eller om det kendeligt for sælgersiden har været motiveret i forsøg på eliminering eller udskydelse af overskudsselskabets latente skattetilsvar. I sidstnævnte situation udsættes skattevæsenet for en unormal risiko, og Højesteret har derfor fundet, at sælgersiden har haft en særlig anledning til ved salget at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Om sælgersiden burde have indset, at købet var begrundet i skattetænkning, afhænger i første række af køberens oplysninger. Hvis køberen over for sælgersiden har oplyst, at planen med købet af selskabet var at udskyde eller eliminere de afsatte skatter ved investering i afskrivningsberettigede aktiver eller lign., havde sælgersiden således allerede som følge heraf særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Som Baark-dommen viser, gælder dette også, selvom overprisen var beskeden.

I øvrigt afgøres spørgsmålet ved at undersøge om sælgersiden på grund af overprisens beskedne størrelse kunne tro, at overprisen fra købersside var begrundet i renteværdien af den kredit, der knyttede sig til skattetilsvaret og sparede omkostninger til stiftelse af et nyt selskab. Er dette ikke tilfældet, burde sælgersiden have indset, at overprisen måtte være begrundet i forsøg på at eliminere eller udskyde de afsatte skatter.

I de domme, hvor Højesteret finder, at der bestod en særlig pligt til agtpågivenhed, konstaterer Højesteret herefter, at der bestod en ikke ubetydelig risiko for, at skattetilsvaret ikke ville kunne udskydes eller elimineres, hvis der skete selvfinansiering og at selvfinansiering uanset den praktiske begrundelse herfor på grund af den samtidige udveksling af købesummen mod selskabets midler altid måtte fremstå som en nærliggende mulighed. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at de afsatte skatter i tilfælde af selvfinansiering skulle være udskudt eller elimineret for de tilbageblevne midler i selskabet, dvs. de oprindelige midler afsat i regnskabet til betaling af skat reduceret med overprisen. Og det er endnu ikke lykkedes nogen at give blot et teoretisk eksempel på, at der er billigere alternativer til eliminering af skattetilsvar end betaling af tilsvaret.

Efter konstatering af den særlige risiko for skattevæsenet bliver sælgerne erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab, da sælgersiden som nævnt i praksis ikke ses at have taget reelle skridt til imødegåelse af skattevæsenets risiko.

Såfremt sælgersiden derimod på grund af overprisens beskedne størrelse kunne antage, at overprisen for køberen var begrundet i renteværdien af skattekreditten og sparede omkostninger, er situationen en anden. Om Højesteret anser overdragelser for normale forretningsmæssige dispositioner, fremgår ikke udtrykkeligt af domspraksis, men det følger af dommen vedrørende Vestjyllands Revisionskontor, at en sådan overdragelse ikke udløser nogen særlig pligt til agtpågivenhed i forhold til skattevæsenet. Og det følger videre af dommen, at når der heller ikke er grundlag for at fastslå, at sælgerne har været i ond tro om køberens overtrædelse af selvfinansieringsforbudet, må sælgerne frifindes.

På denne baggrund har Told- og Skattestyrelsen opgivet sager, hvor sælgersiden kunne antage, at overprisen var begrundet i renteværdien af skattekreditten og sparede omkostninger, og sælgerne ikke var i ond tro om køberens overtrædelse af selvfinansieringsforbudet.

Sager i sidstnævnte kategori verserer der næppe flere af, og samtlige erstatningskrav i de tilbageværende bruttosager må derfor forventes fastholdt.

Det erstatningsberettigede tab er i bruttosagerne skattevæsenets ubetalte skattekrav inklusive efterbeskatning af investeringsfondsmidler, men eksklusive selskabsskattelovsrenter og kontrollovstillæg. Omkostningerne ved konkursbehandlingen af det tømte selskab kan ikke kræves erstattet i bruttosagerne.

I næsten alle retssager har sælgerne bestridt, at kravene til årsagsforbindelse og adækvans har været opfyldt, men indsigelserne er aldrig taget til følge. I Højesterets domme er indsigelserne end ikke kommenteret.

I mange sager har sælgerne også fremsat indsigelser om passivitet og egen skyld. Indsigelserne har været begrundet dels i skattemyndighedernes konkrete kendskab til den pågældende handel flere år før kravet blev rejst, dels i synspunkter om, at skattevæsenet tidligere burde have grebet ind overfor handlen med overskudsselskaber. I samtlige sager er indsigelserne imidlertid udtrykkeligt blevet afvist. De konsekvente afvisninger må nok forstås sådan, at Højesteret i Satair-dommen en gang for alle har afgjort, at skattevæsenet ikke ved for sen indgriben har fortabt sine erstatningskrav, og at Højesteret har accepteret, at det ikke var muligt at behandle alle 1.511 sager i sagskomplekset på en gang.

Domstolene har også konsekvent afvist at lempe sælgernes erstatningsansvar.

Ansvaret i mellemforms- og nettosager
Sælgernes ansvar i mellemforms- og nettosagerne er nu behandlet i fire højesteretsdomme og et stort antal landsretsdomme. Domspraksis er fast, og med den seneste dom i Hentze Andersen-sagen er alle væsentlige spørgsmål afklaret.

De fire højesteretsdomme er refereret i TfS 1998.455 (Pirchert), TfS 2000.522 (Fejersen), TfS 2000.582 (Dudi) og TfS 2001.106 (Hentze Andersen).

Ansvarsgrundlaget er i både mellemforms- og nettosagerne aktieselskabslovens § 115, stk. 5, og den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 5 (stk. 5-krav). Højesteret afviste således i Dudi-dommen, at sælgerne i nettosagerne hæfter efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4/anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, idet køberen også i nettosagerne må anses for modtager af den ulovlige udbetaling.

Fejersen- og Dudi-dommen viser, at sælgerne også i mellemforms- og nettosagerne hæfter for deres rådgivere, dvs. advokat, revisor og sælgerpengeinstitut. Når sælgerne har bemyndiget deres rådgivere eller pengeinstituttet til på deres vegne at gennemføre betalingstransaktionerne, hæfter sælgerne i overensstemmelse med almindelige fuldmagtregler for disses dispositioner, som var det deres egne.

Forbudet overtrædes af den eller de sælgere, som træffer den ulovlige disposition, uanset om de formelt er dispositionsberettigede, jf. f.eks. Fejersen-dommen. I tvivlstilfælde må den ulovlige disposition formodes at være truffet på sælgersiden, hvis den er truffet, mens adgangen til at disponere over overskudsselskabets konti stadig tilkom sælgeren.

Hentze Andersen-dommen må videre læses sådan, at sælgerne hæfter, når sælgersiden burde have indset, at man stillede overskudsselskabets midler til rådighed for køberen. Er dette tilfældet, har Højesteret tidligere i Pirchert- og Fejersen-dommene fastslået, at hæftelsen herefter er objektiv. Det fritager derfor ikke sælgerne for ansvar, at de var blevet overbevist om, at udbetalingen af selskabets midler til køberen var lovlig som f.eks. udbytte eller købesum for et aktiv.

Det er således åbenbart, at sælgerne hæfter efter stk. 5, når sælgersiden i forbindelse med overdragelsen overfører selskabets midler direkte til køber med viden om, hvem modtageren er. I disse tilfælde sker overtrædelsen forsætligt, og der er ingen tvivl om hæftelsen, jf. Pirchert- og Fejersen-dommene. Men Hentze Andersen-dommen viser, at sælgerne også hæfter efter stk. 5 i de tilfælde, hvor sælgersiden har overført selskabets midler til købersiden uden udtrykkeligt at angive, om det skete til køberen eller til selskabet. Sælgeren måtte med dommens ord i den situation "have indset, at han som aktionær i det solgte selskab stillede selskabets midler til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af aktierne i selskabet, og at han dermed overtrådte § 115, stk. 2."

Konkret fører domspraksis til, at sælgerne naturligvis hæfter efter stk. 5, når sælgersiden i forbindelse med overdragelsen har overført selskabets midler direkte til en konto lydende på køberen eller andre på købersiden med kendskab til, hvem kontohaveren var, eller når selskabets midler er udbetalt i check udstedt til køberen eller andre på købersiden. Men det følger af Hentze Andersen-dommen, at sælgerne også hæfter efter stk. 5, når sælgersiden overfører selskabets midler til købers pengeinstitut "uden angivelse af kontohaver", dvs. til købers pengeinstituts konto i Nationalbanken, direkte til købers pengeinstitut uden angivelse af modtager, eller til et kontonummer opgivet af køber uden oplysning om, hvem kontohaveren var. Det er, som Hentze Andersen-dommen viser, i den situation ikke tilstrækkeligt, at sælgerne gik ud fra, at overførslen skete til en ny konto for selskabet.

Derimod kan sælgerne ikke antages at hæfte, når sælgersiden har overført selskabets midler til købers pengeinstitut med instruktion om indsættelse af midlerne på en ny konto for selskabet, hvorefter køberbanken har ladet sig "overtale" af køberen til at se bort fra påbudet og i stedet indsætte midlerne direkte på køberens konto. Tilsvarende kan sælgerne ikke antages at hæfte, når sælgerne beviser, at køberen anmodede om overførsel til et kontonummer, som køberen urigtigt oplyste var selskabets nye konto. I disse tilfælde må den ulovlige disposition anses for truffet af køberen.

Der verserer nogle ganske få sager, hvor krav støttet på stk. 5 ikke kan opretholdes efter den nu fastlagte domspraksis. Disse krav vil i den nærmeste fremtid blive frafaldet. Alle de resterende krav vil blive gennemført.

Sælgernes hæftelse efter stk. 5 omfatter hele selskabets tab ved, at køberen ikke kan opfylde pligten efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4/anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, til at tilbageføre det ulovligt modtagne beløb med tillæg af rente som bestemt i stk. 4, jf. præmisserne i Dudi-dommen.

Under forudsætning af, at kravet kan rummes inden for ovennævnte maksimum for hæftelsen, skal sælgerne derfor i stk. 5-sagerne dække de ubetalte selskabsskattekrav inklusive renter og kontrollovstillæg m.m. og omkostningerne ved behandling af konkursboet, jf. konkurslovens § 93, nr. 1 og 3, og § 94, nr. 3 og 4.

Højesteret har i Fejersen- og Dudi-dommene afvist at give konkursboerne medhold i generelt udformede krav om dækning af alle kreditorkrav efter konkurslovens §§ 93-98. Dommene må forstås således, at domstolene forbeholder sig at anvende adækvansbetingelsen til at frasortere krav, som domstolene ikke mener bør belastes sælgerne. Da hele selskabets tab ved den ulovlige udbetaling af selskabets midler til køberen er åbenbart adækvat, er det et forbehold, som må have et meget begrænset anvendelsesområde. Formentlig tænkes i første række på gæld efter § 93, nr. 3, hvis afholdelse ikke har været nødvendig for gennemførelsen af kravet over for sælgeren. Derimod omfatter forbeholdet næppe kreditorkrav, som skyldes køberens aktiviteter efter overdragelsen. Denne type tab er adækvate følger af overtrædelsen af selvfinansieringsforbuddet og en beskæring af selskabets tab, således at sådanne krav ikke blev dækket, ville - medmindre skifteretten afviste kravene - føre til, at skattevæsenet alene opnåede dividende af skattekravet, uden at skattevæsenet har haft nogen mulighed for at hindre de pågældende kreditorkravs opståen.

Da eksempler på unødvendig gæld efter § 93, nr. 3, formentlig ikke vil forekomme, får Højesterets forbehold nok i praksis ikke betydning. I Fejersen- og Dudi-sagerne var der ingen §§ 93-98 krav udover kravene efter § 93, nr. 1 og 2. Afvisningen af det generelt udformede krav om anerkendelse af hæftelsen for sådanne senere anmeldte krav fik derfor konkret ingen betydning.

Sælgernes indsigelser om manglende årsagsforbindelse og adækvans, samt om lempelse og om passivitet og egen skyld fra skattevæsenets og konkursboets side er også i mellemform- og nettosagerne konsekvent blevet afvist.

Ansvaret for køberbanker
Der foreligger nu 3 højesteretsdomme og et meget stort antal landsretsdomme, der efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse afklarer alle væsentlige spørgsmål om køberbankernes ansvar. De 3 højesteretsdomme er refereret i TfS 2000.897 (Thrane), TfS 2000.900 (Baark) og TfS 2001.106 (Hentze Andersen).

Ansvarsgrundlaget har ligesom for sælgerne i bruttosagerne været dansk rets almindelige erstatningsregel. I modsætning til sælgerne, som aldrig er fundet ansvarlige for ond tro om købernes overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet, har køberbankernes ansvar imidlertid været begrundet i, at bankerne burde have indset, at de medvirkede til overtrædelser af selvfinansieringsforbuddet.

Efter domspraksis er bankerne erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab, når de burde have indset, at de medvirkede ved en selskabshandel, at det var købesummen for selskabet, som banken overførte til sælgerne, at det var selskabets midler, som banken modtog og indsatte enten på en ny konto for selskabet eller direkte på køberens konto, og at indeståendet på en eventuel ny konto for selskabet ville blive overført til køberen i forbindelse med erhvervelsen af selskabet.

Efter højesteretsdomme i Baark- og Hentze Andersen-sagerne fritager det ikke banken for ansvar, at banken ikke var bekendt med, at der var tale om et overskudsselskab, at banken ikke havde kendskab til skattevæsenets krav, at køberen rådede over tilstrækkelige midler på den konto, hvorfra købesummen blev betalt, eller at banken intet kendskab havde til køberen og dennes virksomhed.

Med Hentze Andersen-dommen ligger det nu fast, at skattevæsenets erstatningsberettigede tab er det samme i forhold til køberbanken, som i forhold til sælgerne i bruttosagerne. Køberbankerne hæfter således ikke for selskabsskattelovsrenter og boomkostninger, selvom bankens ansvar er begrundet i medvirken til overtrædelse af selvfinansieringsforbudet, og man derfor kunne argumentere for, at tabet måtte være ganske det samme som efter stk. 5.

Heller ikke køberbankerne har fået medhold i indsigelser om manglende adækvans og årsagssammenhæng eller om passivitet, egen skyld eller lempelse.

Status
Told- og Skattestyrelsen har registreret i alt 1.511 overskudsselskaber som tømte.

Efter oplysning og gennemgang af sagerne opgav Told- og Skattestyrelsen på forhånd at rejse erstatningskrav i 301 sager. Grundene hertil var enten erstatningskravets beskedne størrelse eller manglende udsigt til, at kravet ville kunne gennemføres. Herudover har styrelsen enten opgivet eller endeligt tabt ca. 11 retssager.

I de resterende ca. 1.200 sager er der rejst erstatningskrav over for sælgere - og som regel også over for køberbanker. I en betydelig del af sagerne er disse krav efterkommet - enten frivilligt eller som følge af dom.


Tilbage står ca. 600 retssager, hvoraf 96 pr. 1. februar 2001 er berammet til domsforhandling ved Højesteret, lands- eller byretterne over i alt 283 retsdage. Hertil kommer et meget stort, ukendt antal adcitationssager. I en del af de ca. 600 verserende sager er der sket delvis indbetaling, idet sælger alene har anerkendt at hæfte efter dansk rets almindelige erstatningsregel (bruttosag), selvom sagen er rejst som en netto- eller mellemformssag.

Desværre er erfaringen, at mange domsforhandlinger falder bort, umiddelbart før de skal gennemføres som følge af meget sen betaling af de rejste erstatningskrav.

De sene betalinger medfører et meget betydeligt ressourcespild både hos retssagernes parter og hos domstolene. Dels fører de sene betalingerne til unødvendigt arbejde med forberedelse af domsforhandlinger ne og dermed til pålæggelse af større sagsomkostninger, dels afskæres domstolene fra at udnytte de afsatte retsdage til domsforhandling af andre retssager. Især efter at retspraksis nu på alle væsentlige punkter er afklaret, har Told- og Skattestyrelsen svært ved at forstå dette ressourcespild. Ingen kan vel have interesse i, at disse meget belastende sager trækker længere ud og bliver dyrere end nødvendigt.

Selv i de tilfælde, hvor flere solidarisk ansvarlige ikke kan blive enige om fordelingen af hæftelsen, er det vanskeligt for styrelsen at forstå, hvorfor parterne ikke meget hurtigere søger at få sagerne afsluttet i forhold til skattevæsenet. Dels er der efter meddelelsen i TfS 2000.950 i mange tilfælde mulighed for at afslutte retssagerne ved delindbetalinger, dels er procesrenten så høj, at selv optagelse af banklån må være at foretrække. I de tilfælde, hvor en part lægger ud for andre parter, vil der jo være mulighed for at kræve procesrente af regreskravene over for de øvrige parter.

Både privat- og samfundsøkonomiske hensyn taler derfor efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse stærkt for nu at få sagerne afsluttet.