D

en daglige avislæsning får mig ind i mellem til at undre mig over "vores kære skattevæsen".

I

den seneste tid har der været flere eksempler på, hvor dårligt borgerne føler sig behandlet, når de kommer i kontakt med skattemyndighederne. Jeg ved godt, at mange leverer en god service, men desværre er det sådan, at det som regel er de dårlige eksempler, der får plads i pressen.

A

nne Marie Løn har i en kronik i Politiken beskrevet, hvordan hun oplevede, at det var som at slå i en dyne, da hun skulle gøre rede for 3 års fradrag for udgifter til kontor, aviser, bøger og rejser. Altsammen udgifter som for en forfatter hænger nøje sammen med det at skrive og researche til en bog, men som skattemyndighederne ikke ville anerkende som erhvervsmæssige. Mødet med skattevæsenet efterlod Anne Marie Løn ydmyget, angst og stresset. Det største problem for Anne Marie Løn var ikke, at skattevæsenet ikke ville godkende fradragene. Problemet var, at hun ikke mødte nogen forståelse for sit arbejde og de rammer, det foregår under.

L

ulu, der er escortpige, beretter i Ekstra Bladet om skattevæsenets nidkærhed. Hun ville have orden i sine ting og lod sig registrere som escortpige for at undgå bøvl. Men bøvl det fik hun. Skattevæsenet gik på internettet og studerede Lulus hjemmeside. Der kunne de se, at der var flere piger, som tilbød deres ydelser. Lulu prøvede at forklare, at det var hende, der optrådte i forskellige roller, men det ville "det kære væsen" ikke tro på. Resultat: skattesmæk på 70.000 kr.

O

g nu er Lulu så nødt til at fortsætte som escort-pige for at tjene til skatten.

G

relle eksempler er der flere af. Jeg skrev en artikel i Berlingske Tidende i december sidste år, som fik endnu et eksempel frem i pressen.

A

rtiklen handlede om myter om skattekontrol. Om at vi ikke bare kan tiltvinge os adgang til borgernes hjem, men at vi har behov for at kunne komme uanmeldt ud i virksomheder. Jeg forklarede også, at vi naturligvis ikke misbruger vores adgang til at kræve oplysninger om borgerne og virksomhederne. Vi administrerer reglerne, så det ikke virker krænkende over for borgerne.

N

ogle få dage efter var der reaktion i form af et læserbrev fra en virksomhedsejer, som ikke syntes, at hans kommunes måde at kontrollere på levede op til min beskrivelse.

S

kattevæsenet havde udtaget ham til kontrol 7 år i træk, og han havde oplevet, at de var kommet på uanmeldt besøg i hans bolig for at kontrollere den del, der blev anvendt til erhverv. Skattevæsenet havde ikke meddelt ham resultatet af deres inspektion. Tværtimod havde de ønsket at gentage den året efter. Med til historien hører, at hvert år var mandens selvangivelse i sidste ende blevet godkendt.

V

i kan vist godt blive enige om, at administrationen i den kommune trænger til et eftersyn. Skattevæsenet skal selvfølgelig ligne borgerne, men de skal ikke være overdrevent nidkære. Den, som overholder reglerne, har naturligvis en forventning om ikke at møde problemer. Det burde ikke tage 7 år at konstatere at en borger følger reglerne og selvangiver, som han skal.

A

rh-, tænker I nok. Er det nu kun kommunerne, der gør noget forkert? Nej, vi kan alle sammen være ubetænksomme eller begå fejl og komme til at støde skatteydere uden at ville det.

R

ent faktisk var ToldSkat synderen i sidste uge. En skatteyder følte sig krænket, fordi vi sendte et brev til hendes afdøde bror. Brevet rippede op i broderens død, som hun ikke havde behov for at blive mindet om. Vi havde begået den fejl at sende brev ud efter en adresseliste, der ikke var opdateret.

Spørgsmålet er taget op i samarbejdsgruppen med kommunerne, men forslag til lokal dialog mellem kommunerne og ToldSkats områder er meget velkomne

R

eaktionen herfra var at sende en buket blomster til damen. Vi kunne ikke ændre på, at vi havde begået en fejl, men vi kunne undskylde, at vi havde jokket i spinaten. Vi ville vise, at den oplevelse skatteyderen havde haft ikke var tilsigtet.

E

nhver skal betale sit ,hverken mere eller mindre. Vi skal opkræve de offentlige indtægter, men vi skal gøre det på en anstændig måde, der viser, at vi respekterer skatteyderne. Borgere og virksomheder er tvunget til at være kunder hos os, og netop derfor skal vi anstrenge os for at løse vores opgaver, så kunderne er tilfredse med måden, vi gør det på.

S

katteadministrationen er opbygget efter et nærhedsprincip. Betjeningen sker tæt på kunderne, bl.a. for at medarbejderne har indsigt i lokale forhold og kan gå ind i en ordentlig dialog med borgere og virksomheder.

P

ersonen skal være i centrum, når vi henvender os til vores kunder. Vi skal være bevidste om, at skatteyderne har krav på en ordentlig service. At de ikke nødvendigvis kender reglerne og måske føler sig utrygge over for situationen.

E

n journalist efterlyste skatteministeren i Berlingske Tidende. Hvor er ministeren? Hvorfor gør han ikke noget ved, at skattemyndighederne er så nidkære og småtskårne?

K

ommunale skattevæsener og den statslige administration er et fedt for borgerne. For dem er vi alle sammen skattevæsenet. Da vi i vidt omfang måles på hinandens gerninger, vil jeg foreslå, at vi går i dialog om de værdier, der ligger til grund for vores arbejde og om kvaliteten af vores opgaveløsning. Vi skal i fællesskab sikre, at det ikke er nødvendigt for pressen at efterlyse vores minister, så han kan sørge for, at vi behandler skatteyderne ordentligt.

T

oldSkat har det sidste år arbejdet med værdier. Vi har fastlagt 5 værdier, som er udgangspunktet for vores måde at løse vores opgaver på - både internt i ToldSkat og i forhold til vores kunder og samarbejdspartnere. Dem vil jeg vil gerne i dialog med kommunerne om.

P.S.: For at komme nogle i forkøbet vil jeg nævne, at dårlig service ikke kan tilskrives måltallene.