Parter
A
(Advokat Henrik Frederik. Dichman)
mod
A/S HX under konkurs v/kurator advokat Ole Høyer
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig John Larsen)
Afsagt af landsdommerne
B. O. Jespersen, Benedikte Tegldal og Claus Forum Petersen (kst.)
Korsør Rets dom af 20. november 2000 (BS1-150/1998) er anket af A med endelig påstand som for byretten om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af indstævnte påstået.
Indstævnte, A/S HX under konkurs v/kurator advokat Ole Høyer, har endeligt nedlagt påstand om, at A dømmes til at betale 122.528,58 kr. med tillæg af 0,6 % pr. påbegyndt måned af 65.860 kr. fra den 1. januar 2001 til betaling sker.
Ankesagen vedrører herefter alene indstævntes krav vedrørende restskat for skatteårene 1990/1991 og 1991/1992 på henholdsvis 52.500 kr. og 13.360 kr. eller i alt 65.860 kr., hvilket beløb inklusiv rente efter selskabsskatteloven til og med december 2000 svarer til det af indstævnte påståede beløb. Beløbet på 52.500 kr. vedrører efterbeskatning af investeringsfondshenlæggelser i 1989, medens beløbet på 13.360 kr. vedrører påstået manglende indtægtsføring af dagpengerefusioner. Appellanten har ved indbetaling den 11. december 2000 opfyldt den upåankede del af dommen.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet forklaring af A og advokat KN.
A har forklaret, at han aldrig har fået det indbetalte beløb på 52.500 kr. tilbage fra skattevæsenet. Han har endvidere ikke modtaget dagpengerefusion for skatteåret 1991/1992. Virksomheden ophørte pr. 31. december 1990 ved salg til en anden virksomhed og havde følgelig ingen ansatte efter denne dato.
Advokat KN har forklaret, at han var likvidator i selskabet. Han har med sikkerhed ikke modtaget dagpengerefusion for skatteåret 1991/1992, ligesom han med sikkerhed ikke har modtaget 52.500 kr. tilbagebetalt fra skattemyndighederne.
Der er under sagen fremlagt kontoudtog vedrørende selskabets konto hos likvidator, advokat KN, for perioden fra den 24. april 1991 til den 2. juni 1992. Det fremgår ikke heraf, at der skulle være udbetalt 52.500 kr. fra skattemyndighederne.
Told- og Skattestyrelsen har i en skrivelse 12. marts 2001 til Kammeradvokaten blandt anført følgende:
"Efter anmodning via Told- og Skattestyrelsen har regionen på ny søgt fremskaffet materiale vedrørende udbetaling af kr. 52.500 vedrørende investeringsfondsmidler.
Vedrørende udbetalingen har Told- og Skatteregionen bekræftet oplysningerne fra den tidligere undersøgelse i 1999, hvorefter alt materiale vedrørende udbetalinger fra før 1992 er destrueret. Der eksisterer således ingen bilag vedrørende udbetalingen, som efter det foreliggende er sket på check pr. 28. november 1991 fra Told- og Skatteregionen i Korsør.
I henhold til de tidligere og de nu fremskaffede oplysninger om selskabets registreringsforhold, er der alene grundlag for at antage at udbetalingen af pågældende kr. 52.500 er foretaget ved check af 28. november 1991 udstedt til selskabet v/likvidator adv. KN, ....."
Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.
Landsretten skal udtale
Det er ubestridt, at selskabet H1 A/S i likvidation den 20. november 1991 indbetalte et samlet beløb på 121.620 kr. i skat vedrørende skatteåret 1990/91. Beløbet var summen af selskabets beregnede selskabsskat for året 1990, 69.120 kr., og endvidere efterbeskatning af investeringsfondshenlæggelser for 1989, 52.500 kr., som skattemyndighederne først på et senere tidspunkt selv foretog en beregning af. Om dette beløb findes det efter bevisførelsen for landsretten ikke godtgjort, at der har fundet tilbagebetaling sted til rette vedkommende. Under disse omstændigheder gives der appellanten medhold i frifindelsespåstanden for så vidt angår de 52.500 kr.
Idet landsretten tiltræder, at skattebeløbet vedrørende dagpengerefusioner, 13.360 kr., indgår i det tab, som appellanten hæfter for, og at kravet ikke kan anses for forældet eller bortfaldet ved passivitet, tages indstævntes påstand på dette punkt til følge.
Med sagens omkostninger for landsretten forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at appellanten dagen før domsforhandlingen frafaldt en selvstændig påstand om betaling af et krav på 57.662 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Appellanten, A, skal inden 14 dage til indstævnte, A/S HX under konkurs v/kurator advokat Ole Høyer, betale 13.360 kr., hvilket beløb forrentes med 1 % pr. påbegyndt måned fra den 1. august 1992 til den 31. oktober 1998 og med 0,6 % fra den 1. november 1998 til betaling sker.
Sagens omkostninger for landsretten ophæves.