Baggrund

Rejsende

Som følge af § 23, stk. 4, i toldloven skal personer, der indrejser i eller udrejser fra Danmark, uopfordret standse op for kontrol, og har pligt til over for SKAT at angive, hvis der medbringes penge m.v., som overstiger værdien af 10.000 euro.

Beløbet svarer til omkring 75.000 danske kroner. Udtrykket "penge m.v." omfatter både kontante penge samt ihændehaverbeviser, som f. eks. rejsechecks. 

www.skat.dk, under Borger, findes sammen med en vejledning (P nr. 55) til publikum, blanketter (nr.12.020a/b og 12.021a/b) til brug for angivelsen.

Den rejsende kan med fordel nogle dage før afrejsen henvende sig til SKAT på udrejsestedet, f.eks. i lufthavnen, og få sin udfyldte og underskrevne blanket attesteret. På afrejsedagen medtages det angivne pengebeløb og den attesterede blanket uden at den rejsende skal henvende sig til SKAT.

Der er i EU vedtaget bestemmelser om myndighedernes kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005.

Efter forordningen skal alle fysiske personer, der rejser ind i eller forlader Fællesskabet med likvide midler af en værdi på 10.000 euro eller derover, angive dette beløb til de kompetente myndigheder i den medlemsstat gennem hvilken den pågældende rejser ind i eller forlader Fællesskabet.

Uledsagede forsendelser (post, pakke mv.)

Anmeldelsespligten gælder også for juridiske og fysiske personer, der forsender eller modtager større pengebeløb, dvs. uledsagede forsendelser (pengebeløb til værdien af 75.000 kr. eller derover der sendes med post eller som pakke), jf. § 10 a, stk. 2.

Anmeldelsen af sådanne forsendelser skal ske senest i forbindelse med at forsendelsen ankommer til transiterer eller forlader Danmark. Anmeldelse af penge mv. i en uledsaget forsendelse kan ske af afsenderen eller modtageren selv eller dennes repræsentant eller befordrerer f.eks. et kurérfirma eller en speditør, men beløbets ejer skal entydigt fremgå af anmeldelsen.

FormåletFormålet er, at sikre at personer ikke medtager penge m.v., hvis det frygtes at pengene mv. kan sættes i forbindelse med strafbare handling, herunder til finansiering af terrorisme. SKAT kan administrativt tilbageholde pengene i henhold til toldlovens § 83, stk. 2, i op til 72 timer. SKAT kan overgive sagen til politiet med henblik på nærmere efterforskning. Hvis der er tegn på ulovlige aktiviteter i forbindelse med bevægelse af penge, kan SKAT forlange, registrere og behandle oplysninger om personen og beløbet mv.

Den rejsende får en kvittering ved en eventuel tilbageholdelse af et pengebeløb. 

Efter toldlovens bestemmelser er det strafbart at undlade at anmelde uledsagede forsendelser eller ved ind- og udrejse med større pengebeløb mv. SKAT kan anmode politiet om at tilbageholde en vis andel af et ikke anmeldt beløb til dækning af bøde og sagsomkostninger.

Det legale grundlag

Toldlovens § 10 a, § 23, stk. 4 og 5, § 79, stk. 1, nr. 3, og § 83, stk. 2.

Den 26. oktober 2005 har Europa-Parlamentet og Rådet vedtaget forordning (EF) nr. 1889/2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet. Forordningen fik virkning den 15. juni 2007.