Dato for udgivelse
21 Mar 2007 14:00
Resumé
SKAT holder ikke hånden over de tidligere folketingsmedlemmer, der muligvis har benyttet deres DSB-frikort til privat brug, som det ellers har været fremme i pressen.

Det er en misforståelse, når der i pressen står, at vi i SKAT holder hånden over de tidligere folketingspolitikere, der muligvis har benyttet deres DSB-frikort til privat brug.

- Vi hiver ikke samtlige 119 tidligere folketingspolitikere ind til kontrol om deres benyttelse af kortet. Det er der ikke grundlag for. Men i de tilfælde, hvor der er kommet konkrete oplysninger frem om, at DSB-frikortet er benyttet til privat brug, uden at det er selvangivet til os, der vil vi selvfølgelig undersøge sagen nærmere, og vurdere, om der er grundlag for at rejse en sag. Det er vigtigt at understrege, at de tidligere folketingspolitikere, får samme lige og fair behandling som alle andre skatteydere. De har ingen særstatus, siger retschef i SKAT Lisbeth Rasmussen.

Sagen omhandler beskatningen af tidligere folketingspolitikeres brug af det DSB-frikort, som de bliver tildelt efter 12 års arbejde i Folketinget. Reglerne er, at al privat brug af kortet er skattepligtigt og skal selvangives.

Yderlige oplysninger: SKATs pressetelefon: 72 37 09 00, borgerhenvendelser: 72 22 18 18