Dato for udgivelse
12 Mar 2007 12:37
Resumé

SKAT sender 4,6 mio. selvangivelser ud fra 12. marts til 14. april - og i år har vi gjort det endnu nemmere at bruge TastSelv.


Borgerne kan allerede den 12. marts se deres selvangivelse i TastSelv Borger på skat.dk, og langt de fleste af de 4 mio. skatteydere vil også allerede kunne se deres årsopgørelse og ikke behøve at gøre mere.

Igen i år har vi forsøgt at gøre TastSelv endnu mere brugervenligt. Derfor kan alle nu hurtigt få en ny TastSelv-kode, hvis de har glemt den gamle - nemlig via sms eller e-mail. Danskere, som for første gang skal selvangive en ejendom i udlandet, kan nu også selvangive den via TastSelv, og aktionærer kan få hjælp til at beregne, hvad de skal betale i skat af aktieavance.

Sidste år var det 70 pct. af de, som havde ændringer til deres selvangivelse, der brugte TastSelv-service.

- Vi håber, at vores forbedringer vil betyde, at der i år vil være endnu flere, der vil benytte TastSelv og på den måde sikre sig en årsopgørelse med det samme. Som noget nyt vil også de 600.000 skatteydere med den udvidede selvangivelse i år kunne få årsopgørelsen straks, når de selvangiver, siger Thomas Fredenslund, direktør for Kundeservice i SKAT.

- Selv om 500 medarbejdere er klar ved telefonen, vil vi i perioder have en vis ventetid i marts og april, hvor op til 40.000 borgere og virksomheder vil kontakte os dagligt. Ved at anvende TastSelv kan man springe denne kø over, fortsætter Thomas Fredenslund.

I selvangivelsesperioden vil SKAT gøre ekstra meget ud af at informere om TastSelv. Både på www.skat.dk, via pjecer og flyers samt i annoncer i aviser og på internettet.

Yderlige oplysninger: SKATs pressetelefon: 72 37 09 00, borgerhenvendelser: 72 22 18 18