Udenlandske ejendomme bliver beskattet efter samme regler som danske ejendomme. Det vil sige på grundlag af den laveste af følgende tre værdier:
- Ejendomsværdien pr. 1. oktober i indkomståret (2010).
- Ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 procent.
- Ejendomsværdien pr. 1. januar 2002.
Når du skal indberette din udenlandske ejendom, skal du indberette alle 3 ejendomsværdier. SKAT bruger så den laveste værdi ved beregningen af ejendomsværdiskatten af din udenlandske ejendom. Du finder de rigtige ejendomsværdier ved enten at bruge en godkendt offentlig udenlandsk vurdering eller ved at lave en indeksering af anskaffelsesprisen.
Godkendt offentlig udenlandsk vurdering
Som udgangspunkt kan du ikke bruge offentlige udenlandske vurderinger, når du skal indberette din udenlandske ejendom.
De eneste offentlige udenlandske vurderinger du kan gøre brug af, er den offentlige svenske vurdering i 2001 og 2002 af ejendomme, der er købt før 1. januar 2002. Du skal dog korrigere den svenske vurdering med den såkaldte afstandsprocent, der er udtryk for forskellen imellem handelsværdien og den offentlige svenske vurdering.
Du kan læse mere i Fastsættelse af ejendomsværdiskattegrundlaget for ejendomme beliggende i udlandet for indkomståret 2009.
Tallene for indkomståret 2010 bliver offentliggjort under Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. på skat.dk senest den 1. juni 2011.
Ingen godkendt offentlig udenlandsk vurdering - indeksering af anskaffelsespris
Hvis der ikke findes en godkendt udenlandsk vurdering, bliver du beskattet med udgangspunkt i ejendommens faktiske anskaffelsespris. Du skal indeksere anskaffelsesprisen tilbage fra anskaffelsesåret til henholdsvis 2001 eller 2002. Det betyder, at du skal regulere din købspris til, hvad prisen på ejendommen ville have været i 2001 eller 2002.
Du skal lave indekseringen, hvis du har købt din ejendom 1. januar 2002 eller senere.
Du laver indekseringen af din ejendoms faktiske anskaffelsessum tilbage til det angivne tidspunkt efter følgende prioriteringsrækkefølge:
- Et godkendt udenlandsk prisindeks.
- OECD's indeks for udvikling i huspriser.
- Det danske sommerhusindeks.
Det vil sige, at du for eksempel skal bruge et godkendt udenlandsk prisindeks, selvom der findes et godkendt OECD-indeks.
SKAT har godkendt et indeks for svenske fritidshuse og for nogle lande et indeks fra OECD, som opdateres hvert år. Senest den 1. juni 2011 bliver tallene for indkomståret 2010 offentliggjort under Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. på skat.dk.
Vær opmærksom på, at det svenske indeks for fritidshuse skal anvendes på alle typer ejendomme i Sverige, der anvendes som fritidsbolig.
Afstandsprocent
Da ejendomsværdiskatten på danske ejendomme bliver beregnet på grundlag af den offentlige vurdering, skal du regulere de udenlandske beregnede handelsværdier med den såkaldte afstandsprocent. På den måde bliver de udenlandske beregnede handelsværdier sammenlignelige med de danske ejendomsværdier.
Indkomståret 2010
SKAT har endnu ikke de oplysninger, der er nødvendige for at du kan beregne ejendomsværdiskattegrundlaget for udenlandske ejendomme for indkomståret 2010. Det skyldes blandt andet, at oplysningerne er baseret på udenlandske statistiske beregninger for handelspriser med videre på fast ejendom, der er handlet i de pågældende lande i 2010.
De relevante oplysninger bliver offentliggjort senest 1. juni 2011 under Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. på skat.dk.
Fristen for at selvangive er den 3. juli 2011.
Skattesats og beløbsgrænser
Ejendomsværdiskatten er på 1 procent af ejendommens beregnede værdi op til 3.040.000 kr. Af værdien over 3.040.000 kr. beregnes ejendomsværdiskatten med 3 procent.