Dato for udgivelse
28 feb 2007 13:18
Resumé

Værdien af udlejnings- og andelsboligejendomme steg i 2006 med 76 procent på landsplan i forhold til året før. Det viser SKATs statistik for ejendomsvurderingen i 2006, der netop er offentliggjort. Statistikken viser også udviklingen i vurderingerne for industri-, kontor-, forretnings- og landbrugsejendomme.


SKATs netop offentliggjorte statistik for ejendoms- og grundværdier i 2006 viser blandt andet en landsdækkende stigning i den offentligt vurderede værdi af ejendomme med andelslejligheder eller udlejningsboliger på 76 procent. København ligger i toppen med en gennemsnitlig stigning på 140 procent.  

- Der er tale om nogle markante stigninger, som har baggrund i, at salgpriserne for privatejede ejendomme med boligudlejning eller andelsboliger er meget høje, forklarer kontorchef i vurderingskontoret i SKAT Henrik Pontoppidan. SKATs ekspert tilføjer, at stigningen i ejendomsvurderingerne har en inddirekte effekt på prisen for andelsboliger, fordi mange andelsboligforeninger anvender den offentlige ejendomsvurdering til at fastsætte værdien af boligandelsen. 

SKATs statistik omfatter også vurderingen for 2006 af industri-, kontor-, forretnings- og landbrugsejendomme. For landbrug viser den en landsdækkende stigning på 32 %, og for de øvrige ejendomsgrupper stigninger på typisk mellem 20 og 40 %.

Stigningerne i de pågældende ejendomsvurderinger har generelt ikke nogen betydning for, hvad der skal betales i skat til staten, da de omfattede boligtyper som regel ikke er pålagt skatter, der relaterer sig til ejendomsværdien. For bymæssige erhvervsejendomme opererer nogle kommuner dog med en såkaldt dækningsafgift, fastsat som en procentsats af forskellen mellem den offentlige ejendomsvurdering og den offentlige grundværdi af den pågældende ejendom.

Ejerboliger (herunder sommerhuse) blev ikke vurderet i 2006. Til gengæld blev deres værdi reguleret op med satser, der i gennemsnit lå ni procent over niveauet i 2005. Som følge af regeringens skattestop giver de højere ejendomsværdier ikke anledning til øget betaling af ejendomsværdiskat.

SKATs statistik omfatter også udviklingen i den offentlige vurdering af grundværdier. Disse værdier har betydning for kommunernes opkrævning af grundskyld (ejendomsskat), som på grund af regeringens skattestop dog er begrænset til højest at stige med syv procent.   

Se statistikken for ejendomsvurderingen i 2006.

Yderligere oplysninger for journalister på SKATs pressetelefon på 72 37 09 00
Borgerhenvendelser skal ske på SKATs hovednummer på 72 22 18 18.