Meddeler en igangværende virksomhed flytning til et andet skattecenter, overflyttes en eventuel restance sammen med registreringsenheden.
Konstaterer skattecenteret på anden vis, at virksomheden er flyttet til et andet skattecenter, fx via returpost, skal skattecenteret skriftligt forespørge virksomheden, om der er sket en flytning, samt om virksomheden fortsættes.
Svarer virksomheden ikke på forespørgslen, kan flytning ske til det andet skattecenter, såfremt flytningen bekræftes via enten folkeregisteret eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Såfremt den eneste nye adresse, der fremkommer, er adressen på folkeregisteret i det modtagende skattecenters område, bør afsenderskattecenteret foretage udgående kontrol på den oprindelige adresse for at verificere, om der er tale om en reel flytning. Endvidere bør modtagerskattecenteret kontaktes med henblik på en drøftelse af, om det er formålstjenligt at flytte virksomheden.
Hvis en skyldner er indberettet til RKI, skal dette tydeligt fremgå af restancesagen, således at det modtagende skattecenter er opmærksom på opfølgning af indberetningen, især med hensyn til overholdelse af slettefristerne. Afsenderskattecenteret foranlediger myndighedskoden ændret hos RKI.
I forbindelse med overflytning af restancesagen til skyldnerens bopælsskattecenter under en verserende lønindeholdelse skal Det Fælles Lønindeholdelsessystem underrettes om flytningen.