Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Sagen har været forhandlet med klageren på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren oprindeligt den 3. juli 1967 har påbegyndt virksomheden H1. Virksomheden er ophørt den 31. december 1984.

Klageren har atter i 1987 opstartet virksomheden, hvis aktiviteter hovedsageligt består i salg af glaskander og kaffemaskiner.

Klageren har over for Landsskatteretten anført, at der ikke er tale om at virksomheden har været ophørt i 3 år. Forklaringen var, at han i 1984 egentlig ønskede at gå på efterløn og derfor afmeldte virksomhedens momsnummer. Da han fik meddelelse om, at han ikke kunne få efterløn, lod han atter virksomheden momsregistrere. Virksomheden har maksimalt været afmeldt i 8 dage.

Af sagsfremstillingen fremgår videre, at der på grund af økonomiske vanskeligheder den 18. februar 1993 blev indgået et frivilligt akkordforlig med diverse kreditorer. I forbindelse med akkorden har Unibank vurderet, at driftsmidler og varelager har en værdi på 25.000 kr. I 1993 har klageren solgt ejendommen X1-vej, hvorfra virksomheden tidligere har været drevet. Virksomheden blev herefter flyttet til X2-vej, klagerens privatadresse, i hvilken forbindelse varelageret blev nedskrevet med 139.484 kr. som følge af flytning og ophør med produktion. Varelageret, der hovedsageligt består af glaskander er anskaffet for ca. 350.000 kr. i 1988 og 1989.

Virksomhedens driftsmidler har efter flytningen bestået af en drejebænk og en afkortersav, samt støbeforme til kaffemaskiner. Støbeformene er købt for 400.000 kr. ved starten af virksomheden.

Klageren har over for Landsskatteretten forklaret, at hans aktivitet i virksomheden har bestået i udvikling af kaffemaskinerne, samt montering af de enkelte dele til hele kaffekander/kaffemaskiner, samt salg af såvel det færdige produkt, som kaffekanderne uden påmonteret håndtag/ låg.

I samtlige indkomstår efter den indgåede akkordaftale og efter flytningen i 1993 har virksomheden haft et begrænset omfang og har ifølge sagsfremstillingen givet underskud på i alt 824.561 kr. Revisoren har i revisorerklæringen for årene 1993 til 1998 anført, at virksomheden ikke kan vurderes som en going-koncern.

Ifølge virksomhedens regnskaber har omsætningen, bruttofortjenesten samt resultatet før afskrivning udgjort følgende:

Der er i samtlige år fra 1993 til 1998 foretaget store afskrivninger på driftsmidler - således i omhandlede indkomstår, 1996 til 1998, henholdsvis - 54.585 kr., - 38.210 kr. og -26.746 kr.

Virksomhedens vareforbrug har i omhandlede indkomstår, 1996 til 1998, udgjort henholdsvis - 79.959 kr., - 130.042 kr. og - 127.091 kr.

Klageren har overfor Landsskatteretten anført, at der ikke har været et så stort vareforbrug i virksomheden. Det hang ikke logisk sammen, fordi han aldrig ville sælge sine produkter så billigt. Uanset klageren - som det fremgår af oversigten om anvendt regnskabspraksis i årsregnskabet - over for revisor måtte have oplyst virksomhedens varebeholdning, må revisoren have misforstået ham, idet der ikke derved har været tale om vareforbrug, men om en nedskrivning som følge af værdiforringelse af varelageret. Revisoren må have misforstået ham.

Klageren har fra og med indkomståret 1997 modtaget folkepension.

Skatteforvaltningen har oplyst, at virksomheden fra indkomståret 1997 ikke er anset at været erhvervsmæssigt drevet. Glaskanderne og kaffemaskinerne er anset for overført til privat til en værdi af henholdsvis. 18.000 kr. og 15.000 kr. pr 31. december 1996. Der er i indkomståret 1996 således godkendt fradrag for tab på varelager og driftsmidler med henholdsvis 172.000 kr. og 141.908 kr.

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse fundet, at den af klageren drevne virksomhed efter den 31. december 1996 ikke i skattemæssig henseende kan anses for en erhvervsmæssig forsvarligt drevet virksomhed. Nævnet har herved bl.a henset til virksomhedens omfang og intensitet, at der har været underskud siden indkomståret 1992, at underskuddene på grundlag af de foreliggende regnskabsresultater ikke kan anses for alene at være forbigående, og at der således ikke er udsigt til, at virksomheden på sigt vil give et overskud, der står i forhold til den investerede kapital, samt at virksomhedens drift har været afhængig af fremmedfinansiering.

Ankenævnet er herefter enig med skatteforvaltningen i, at klagerens driftsmidler og varelager er overført til hobbyvirksomhed pr. den 31. december 1996, idet virksomheden herefter ikke anerkendes som erhvervsmæssigt drevet.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den påklagede ansættelse skal ændres i overensstemmelse med det selvangivne, således at der anerkendes fradrag for underskud af virksomhed for samtlige omhandlede indkomstår.

Klageren har til støtte for påstanden bl.a anført, at de stedlige skattemyndigheder på et useriøst grundlag og uden forudgående varsel har ændret virksomhedens karakter fra at være erhvervsmæssig til at være hobbyvirksomhed. Klageren har på ingen måde forud været underrettet, og det er krænkende, at han derved er frataget muligheden for at fratrække et dokumenteret underskud.

Klageren har videre anført, at han også i omhandlede indkomst år har drevet erhvervsmæssig virksomhed og dermed er berettiget til fradrag for virksomhedens udgifter.

Landsskatteretten skal udtale

Der gælder efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 34 et lovhjemlet princip, hvorefter skattemyndighederne har adgang til at ændre skatteyderens skatteansættelser inden for visse nærmere angivne frister. Dette princip kan ifølge praksis fraviges, hvis skatteyderens forventninger om rigtigheden og den fortsatte gyldighed af skattemyndighedernes tilkendegivelser hviler på et særligt kvalificeret grundlag eller i særlig grad er beskyttelsesværdigt. Det stilles ifølge praksis strenge krav til kvalificeringen af forventningen, og i den forbindelse er passivitet fra myndighedernes side, det vil sige det forhold, at skattemyndighederne har undladt at reagere imod, hvorledes skatteyderen har selvangivet, ikke tilstrækkeligt til at etablere en retsbeskyttet forventning. Det bemærkes videre, at det forhold at skattemyndighederne ved omhandlede ansættelse har anerkendt underskud for 1996 ændrer ikke herpå.

Landsskatteretten bemærker, at der ved afgørelsen er henset til regnskaberne, således som de er udarbejdet af klagerens revisor.

Efter en samlet konkret vurdering finder Landsskatteretten, at den af klageren drevne virksomhed ikke i skattemæssig henseende kan anses for en erhvervsmæssigt forsvarligt drevet virksomhed hverken i årene forud for eller i omhandlede indkomstår, 1996, 1997 og 1998. Retten har herved bl.a henset til, at virksomheden i hvert tilfælde fra og med indkomståret 1992 kun har haft en beskeden indtægt vedrørende omsætning af glaskander og kaffemaskiner, at de realiserede underskud på det foreliggende grundlag ikke kan anses for alene at være forbigående, og at der således ikke er udsigt til, at virksomheden på sigt vil give et overskud eller et resultat, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital. Landsskatteretten finder herefter, at der ikke er grundlag for at indrømme yderligere fradrag for underskud af den af klageren drevne virksomhed, og retten kan således tiltræde, at virksomheden i skattemæssig henseende anses at være ophørt pr. 31. december 1996, fra hvilken dato virksomhedens driftsmidler og varelager er overført til klageren privat, ligesom der ikke kan afskrives på i virksomhedens driftsmidler i 1996, ophørsåret, jf bestemmelsen i afskrivningslovens § 9.

Den påklagede ansættelse stadfæstes.

Herefter bestemmes